Kleebergs Menageri, Hjørring 1878

Fra wikivendsyssel
Kleebergs Menageri

For et Par Uger siden var der et Menageri paa Jernbanegaarden her i Byen. I dette var der flere Rovdyr, og blandt disse maa der særlig nævnes en Løvefamilie med fire Unger. Disse ellers saa glubske Dyr vare i deres Fangenskab saa godmodige, at en Dame, som tilhørte Menageriet, kunde gaa ind til dem. Blandt de andre Rovdyr var der to Kongetigere, 3 Hyæner (to plettede og en stribed), to Ulve, en Bjørn og en Leopard, disse vare ogsaa meget godmodige. Af tykhudede var der et Næsehorn, en Elefant og en Zebra. Elefanten var ikke som de andre inde i et Bur, men den stod paa et Stillads, hvorfra den ofte rakte Snabelen ud for at faa en Tvebak eller noget andet; når man ikke gav den noget udstødte den et Brøl. Af de andre Pattedyr, som var der, maa man særlig nævne en Giraf, et Rensdyr, en spansk Ko, to Pindsvin fra Asien og en Del Aber. Girafen havde en kort Krop, der var forsynet med en lang Hals og fire lange Ben, paa Hovedet havde den to smaa Horn. Rensdyret havde paa Hovedet to lange og brede Horn, hvormed den kaster Sneen tilside, (thi den lever nemlig i de Lande, hvor Sneen sjælden tør), og tager de Græsarter, som gro derunder, (Rendsdyrlav kaldet). Den spanske Ko har kun den Forskjel fra vor Ko, at den mangler Horn. Af Fugle var der to hvide Kakkeduer og en Pappegøje. Af Krybdyr var der en Kvælerslange og to Krukediler. Ovenstående skildring stammer fra et stilehæfte tilhørende en af Hjørring Realskoles elever, Christian Christensen. Stilen blev skrevet i 1878, da han var 11 år gammel og gik i 5. Klasse. Stilen fik for øvrigt karakteren g+ (godt plus).


Historien kunne jo være det rene opspind. Men annoncer i Vendsyssel Tidende og Hjørring Amtstidende fra perioden 19/10-4/11 1878 bekræfter faktisk historien. Af disse fremgår det, at “Kleebergs Menageri, det største i Verden”, ankom til Frederikshavn fra Christiania i Norge på 3 dampskibe, og at det kom til Hjørring i dagene 31/10-4/11 på gennemrejse til Hamborg. Menageriet kunne beses på “Pladsen ved Banegaarden” hvor der ville være to daglige forestillinger. ”Entré: Første Plads 1 Krone, 2den Plads 75 Øre, 3die Plads 50 Øre.” I annoncen lover man bl.a. at kunne fremvise ”...en Moskustiger, en Tigerkat, en Sølvløve, en Jaguar...” og, ikke mindst, “En mandlig Kongeløve fra Ørkenen Sahara”.

Menageriets besøg i Hjørring, med et så stort og righoldigt udvalg af vilde og sjældne dyr, har været en begivenhed langt ud over det sædvanlige, og har givetvis skabt stor opmærksomhed på egnen. Dette fremgår også af Vendsyssel Tidende den 2/11 1878, hvor man bl.a. kan læse, at der … ved Extratogets Ankomst havde ... Samlet sig en hel Del Mennesker, der meget ivrigt kiggede efter Dyrene … Et tegn på, ifølge den skrivende journalist, at … den almindelige Interesse i Hjøring og Omegn i Øjeblikket koncentrerer sig stærkt om det Dyriske.

Kilde: Hjørring Historie nr. 12, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum