Vægterne i Hjørring

I 1600-tallet var Hjørring hærget af store ildebrande, som næsten brændte byen ned. Frygten for brand var derfor stor blandt byens borgere. Efter en stor brand d. 21/5 1647, hvor 18 af byens bedste gårde brændte, fik Hjørring sin første vægter.Vægteren var arrestforvarer og holdt ro og orden i gaderne. Han skulle desuden tilse ildsteder og skorstene, som var de hyppigste årsager til brand.

Indtil 1704 havde Hjørring kun en vægter, der gik om vinteren, men herefter fik byen to vægtere, der gik både sommer og vinter. Vægternes uniform har holdt sig temmelig uforandret gennem tiderne. Den bestod af en stor, ulden hue - en kabuds - og en lang kofte med kongens kronede navnetræk på brystet. I 1700’tallet havde han et læderbælte om livet, hvor der med metalbogstaver stod ”ÆDRU OG TRO”. Herudover var han udstyret med en fløjte og en morgenstjerne. Morgenstjernen– en jernpigget kugle på et skaft - blev afskaffet omkring 1840, da en vægter ved et uheld ramte en pige, så hun fik et gabende sår i hovedet, da han ville standse en mand. Herefter fik vægterne en lang egetræsstok i stedet.

På sine natlige rundture i byen, udråbte vægteren hver time klokkeslettet og sang det vers som passede til. Et af vægterversene lød:

Hjørrings sidste vægtere, 1903. Fotograf Kirstine Lund. Historisk Arkiv, Hjørring

Om du vil tiden vide,

husbonde, pig’ og dreng

Da er det på de tide,

man føjer sig til seng.

Befal dig Herren fri,

vær klog og snild,Vogt lys og ild.

Vor klok’ er slagen ti.

Vægterne gav borgerne tryghed. En gammel kone født i 1830 har fortalt til museumsmanden Lønborg Friis omkring 1903, at hun som barn med sin familie var flyttet til en ny lejlighed, hvor fordøren ikke kunne låses. Om natten vågnede familien ved støj i forstuen og hendes far råbte:”Hvem der?””Det er mig, vægteren” lød svaret.”Tho hons vil I, vægter?””Det skal a sige jer. Både a selv og min formand, vi har tilsammen i overet halvt hundrede år hvar jennest nat siddet i denne her forstue, når vi ikke skulle synge, og alle de folk, som skiftevis har boet her i huset, de har altid sat en stol ud til os om aftenen, før de gik i seng, og hvis I vil gøre det samme, skal a nok sørge for, at ingen komme og tager noget fra jer, mens a er her!”, svarede vægteren. Det gjorde familien så i de følgende år. Der findes dog kontrakter fra slutningen af 1880’erne, hvor Hjørring Byråd lejer et værelse, som vægterne kunne benytte om natten.”Det var ligegodt så hyggeligt med den vægtersang”, fortalte dengamle kone videre. ”for når én lå i sin seng midt om natten og såpludselig hørte salmen blive sunget udenfor på gaden, da var det ligesom én fik en stærkere fornemmelse af, at Vorherre vågede over os”. Vægtersangen og udråbning af klokkeslæt blev dog indstillet omkring 1870, da tyveknægte i større stil benyttede sig af at lytte sig frem til,hvornår de kunne arbejde uforstyrret. Vægterne havde så sent som i 1840’erne en lille ekstra indtægt, idet dejævnligt fulgte velagtede borgere hjem fra gæstgivergården eller værtshusene, når de havde fået en tår over tørsten.

I 1845 fik Hjørring gadebelysning, hvilket gav vægterne endnu en arbejdsopgave. Gadelygterne skulle tændes og vedligeholdes. De første tranlamper var meget arbejdskrævende med deres sindrige system. Det var derfor en stor lettelse, da byen i 1870 fik petroleumslygter.”Ja, det blev det rene legeværk at passe lygterne, da vi fik petroleum”,fortalte vægter Chr. Thomsen til Lønborg Friis. Han blev aldrig kaldt andet end ”Chr. Københavner” efter hans 2-årige ophold i hovedstaden som tjener for amtsforvalter Brinch-Seidelin. I sommeren 1903 indførte man gasbelysning i gaderne, hvorefter vægterne blev anset for at være overflødige. Byens 3 sidste vægtere stoppede deres tjeneste ved udgangen af året.

På Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring kan man bl.a. opleve Hjørrings eneste tranlampe, petroleumslygter, samt vægterens uniform: En kavaj, en kabuds og en reglementeret stok, samt en morgenstjerne.

Kilde: Hjørring Historie nr. 42, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum