Lundergårdgravpladsen

Fra wikivendsyssel
Udgravningen ved Lundergård 1997

Tæt ved hovedgården Lundergård, Jetsmark sogn, udgravede Vendsyssel Historiske Museum i 1997-99 en gravplads fra romersk jernalder (0-400 e.Kr.) med 39 grave. Ældst er fire brandgrave fra tiden omkring Kristi fødsel, de øvrige er jordfæstegrave fra såvel ældre som yngre romersk jernalder. Bemærkelsesværdige er nogle rigt udstyrede grave fra yngre romersk jernalder (200-400 e.Kr.). Blandt andet indeholdt tre af gravene et glasbæger fra Romerriget, og en af disse tillige et romersk bronzekar. Hertil kommer guldfingerringe, sølvsmykker og perler af rav og glas. At glas har været sjældent – og påskønnet – fremgår af, at et lerkar har et lille glasskår indsat i bunden. Gravene er de rigeste, der kendes fra 200-300-årene i Vendsyssel.

Kilde: Vendsyssel Historiske Museum: 125 Historier fra skattekisten