Hjørring Købstadsjubilæer

Fra wikivendsyssel
Hjørring 750 års byjubilæum, den 19/5-1993. Samling på p-pladsen foran Kvickly. Fotograf: HFK/Erik Kammer Andreassen

I 1243 udstedte kong Erik Plovpenning Hjørring by købstadsprivilegier. Det er de i dag ældst kendte, og derfor fejrede byen i 1943 og igen i 1993 henholdsvis 700 års og 750 års købstadsjubilæum.

I købstadsrettighederne står blandt andet: ”Alle der får dette brev at se, skal vide, at vi i ønsket om at befordre den fattige landsby Hjørrings fremgang har tilstået dem, at de i alle sager og søgsmål må forsvare sig ved de bylove, som borgerne i Viborg bruger til deres forsvar.”

Hjørring by har eksisteret før 1243, men hvor gammel byen er, vides dog ikke med sikkerhed. Navnet Hjørring dukker op i 1150 i den latiniserede form Heringa. Det findes på en mønt slået i byen af en møntmester under Svend Grathe.

Købstadsjubilæet i 1943 ville man at fejre trods det, at man stod midt i en krigstid, og festen derfor ikke kunne blive stor. Byrådet valgte at udgive et festskrift ”Hjørring i Fortid og Nutid” skrevet af overlærer P. Horn. Derudover blev der afholdt en festgudstjeneste i Sct. Catharinæ Kirke, og der var musik, fane optog og taler på torvet.

50 år senerevalgte man atter at markere de ældst kendte købstadsprivilegier, denne gang 750-året for rettighederne. I den anledning blev mange arrangementer afholdt, og flere publikationer så dagens lys, blandt andet første årgang af Hjørring bogen med titlen ”Da Hjørring blev by”. På Vendsyssel Historiske Museum åbnede man udstillingen ”22 fortællinger om Hjørring”.