Lossepladsen i lergraven og det tilsodede barn
Lossepladsen ilergraven og det tilsodede barn
Som barn af 1970’erne eller der forinden vil mange huske denlokale losseplads som et sted, hvor murbrokker, gamle møbler, papkasser, glasog alt muligt andet, var noget man kunne kravle i og hvor man kunne finde spændendeog mærkelige ting. I dag (2018) sorterervi vores affald på livet løs, så materialerne kan genanvendes til gavn for bådemiljø og pengepung, og den del af affaldet, som ikke genanvendes, bliver brændtunder ordnede forhold og omdannes til el og fjernvarme. Sådan har det ikkealtid været. Derfor kommer her et lilletilbageblik på 1960’ernes renovationsvæsen, hvor affaldet blev samlet pålossepladser rundt omkring i det ganske land. Som historien viser, var datidenslossepladser ikke kun en belastning for miljøet. At være nabo til en lossepladshavde også sine helt særlige udfordringer.
I 1962 etablerede Hjørring Kommune en losseplads i lergravenved Hvidegårds Teglværk på Fuglsig mark i Hjørring. I overenskomsten medteglværket står der: ”Endvidere vil derfra private grundejere, forretninger og industrier på private vogne blivetilkørt forskelligt affald såsom papir, papkasser, brugt emballage, murbrokker,haveaffald og i øvrigt alt muligt andet affald. Papir, kvas, grene o.lign.brændbare materialer vil blive afbrændt ”. Afbrændingen foregik ikke altidproblemfrit. I 1968 blev der anlagt sag mod Hjørring Kommune vedr.ureglementerede afbrændinger på lossepladsen. Af sagen fremgår det, at lossepladsensnaboer i dagligdagen var udsat for en række plager. Når det blæste, blevmarkerne fulde af papir og plastik, der var blæst væk fra lossepladsen og dervar eksempler på, at ilden under afbrændingen var løbet løbsk, hvorved hegnenetil en naboejendom brændte ned. I sagenfortælles der ligeledes om utallige gener fra røg og sod. På trods af, atrenovationsvæsenet kun måtte brænde affaldet af, når vindforholdene var egnededertil, er der beretninger om vasketøj, der blev sodet til og en røg så slem athusdyrene blev syge. Dette gjaldt i særdeleshed smågrisene, som hostede og meddyrlægens ord blev ”utrivelige”. Dethændte også at røgen gjorde en familie syge, så de kastede op og måtte tilkaldeen læge. Slutteligt forklarer et vidne i sagen ydermere: ”Engang han var på sit ugentlige besøg, gik han ud til barnevognen, ogder lå barnet helt sort i ansigtet af sod.” Enden på sagen blev, at sagsøgeren fik enerstatning på 3000 kr. for: ”Skade påroeafgrøde og på høstmaskiner samt betydeligt ubehag ved røgforgiftning afmennesker og dyr, tilsmudsning af barn i barnevogn og tilsodning af vasketøj”.Det viste sig, at en del af de uregelmæssige afbrændinger på lossepladsen ikke varblevet foretaget af renovationsvæsenet men af uvedkommende, der færdedes påpladsen. En af sagens konsekvenser blev derfor, at der blev ansat en fast opsynsmandpå pladsen.
Meget er sket siden 1968. I 1974 fik Danmark sin første lovom miljøbeskyttelse og i takt med at affaldsbunkerne voksede og voksede, blevder et større og større fokus på genanvendelse. Dette førte i 1978 til en genanvendelseslovfor papir og plastikemballager. Affaldsselskabet AVV blev stiftet i 1988 oghar løbende udviklet lossepladserne i Hjørring Kommune til modernegenbrugsstationer, hvor ca. 58 % af affaldet i dag genanvendes og med HjørringKommunes implementering af nyt affaldssystem, der giver endnu mindre restaffaldfra oktober 2018, vil tallet givetvis blive endnu højere.
Kilde: Hjørring Kommunearkiv Æ16405
Billedtekst: Husholdningskonsulent ved Landøkonomisk SelskabKirsten Andersen, Hjørring, fortæller om affaldssortering. Foto fra VendsysselTidendes arkiv, 1986, Historisk Arkiv Hjørring B400208.
Billedtekst: Tidligere forbrændingsanstalt på Gasværksbakkeni Hjørring 1989. I Hjørring blev de første affaldssække kørt til forbrænding ifebruar 1965, hvor byens første forbrændingsanlæg åbnede på Gasværksbakken.Efter åbningen af Hjørrings nye forbrændingsanlæg på Mandøvej i 1988, skulleområdet omkring den gamle forbrændingsanstalt oprenses for olie- ogkemikalieaffald. Foto: Hjørring Kommunearkiv Ø870598.
