Salget af De vestindiske øer 1917

Fra wikivendsyssel

31. marts 2017 er det præcis 100 år siden Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.

På Hjørring Kommunearkiv har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i Vrensted-Thise Sogn var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark, og selvom slaveriet var ophørt i 1848, blev lokalbefolkningen, der bestod af indfødte og afrikanere som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals ogHjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Noget kan tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikkehelt fraværende i debatten. Emil Bach fra Skibsby skrev d. 12. december således i et indlæg i Vendsyssel Tidende: ” Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…)derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide”. Landstingsmedlem Jørgen Bertelsen der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at deLøfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldtsaaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og atBefolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under danskStyre gaar deres Undergang i Møde.” Heroverfor stod fx folketingsmand JensSørensen Vanggaard fra Hjørring, der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen athjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaardifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam”. Blandtargumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større detdanske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne ogat det ville være en national beskæmmelse at sælge ”et stykke Danmark”.