Hjørring for fred

Hjørring for Fred

”Daglang demonstration” og et fotografi med billedteksten: ”De jule­handlende i Hjørring midtby fik noget at tænke over lørdag formiddag. En lille, men tapper skare demonstrerede med bannere mod de nye raketter. Specielt gjorde nok seks personer, helt klædt i hvidt og med hvide masker, indtryk. De bar en transparent ”Overlevende fra atomkrig”. Det var Hjørring for Fred, der holdt demonstration og møde hele dagen” .

Den lokale raketmodstand kom på for­siden af ”Vendsyssel Tidende” søndag den 5.december 1982. Inde i avisen fik aktionen en længere omtale af VT´s journalist Niels-Jørgen Tortzen ”Hjørring for Fred startede sin daglange demon­stra­tion mod flere atomraketter lørdag morgen. Da gik de første rundt om karreen, hvor den kommunale admini­stra­tion har til huse, dvs. fra rådhuset ad Stokbrogade og rundt om Springvands­pladsen og Søndergade tilbage til rådhuset. Midt på formiddagen var det blevet til en udklædt skare på 60-70, dvs. omkring en tiendedel af de 539, der i den store annonce 27.november skrev under på protesten mod nye atomraketter. ... Demonstrationsmarcherne fortsatte lørdagen igennem - det var vistnok første gang, der i Hjørring blev holdt en dag­lang demonstra­tion. Samtidig var der varmestue i rådhus­kælderen, hvor kolde demonstranter kunne få varm kaffe og rundstykker - eller eventuelt ”raket­kager”, honningkager i raketform med påskriften ”Stop” ...”

Protesterne mod atomraketterne

I store dele af Vesteuropa var de folkelige protester mod atomoprustnin­gen vokset betydeligt i begyndelsen af 1980´erne. Forholdet mellem USA og Sovjet var det dårligste i mange år. Perio­den blev allerede i samtiden beteg­net som den 2. Kolde Krig. Folk var bange. Mange forkastede ideen om, at en atom­krig kunne afværges ved at anbringe endnu flere og farligere atomvåben i Europa.

Pershing II raket med et kernevåben på 0,3-80 kilotons sprængkraft. Rækkevidde: 1700 km

I december 1979 havde NATOs minis­ter­råd vedtaget ”Dobbeltbeslutningen” om opstilling af 572 nye atombærende mellemdistanceraketter i Vesteuropa, med mindre det i løbet af 4 år lykkedes at forhandle en aftale på plads med Sovjet om afskaffelse af deres mellemdistance­raketter. Siden 1977 havde Sovjet været igang med at udskifte sine gamle mellem­distanceraketter fra 1950´erne med nye mobile og farligere raketter.

I slutningen af december 1979 blev forholdet mellem de to supermagter yderligere forværret, da den sovjetiske hær invaderede Afghanistan. Med præ­sident Reagans indtog i Det Hvide Hus i 1981 blev tonen skærpet yderligere, og truslen om en altødelæggende atomkrig føltes af mange nærværende.

”Dobbeltbeslutningens” forhandlinger kom aldrig rigtigt i gang. De folkelige protester voksede.

I Danmark var ”de gamle” NATO-partier Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i 1979 blevet uenige om holdningen til NATOs atomstrategi, da den socialdemokratiske udenrigsminister i NATO forgæves havde forsøgt at få ”Dobbeltbeslutningen” udskudt et halvt år.

Samtidig voksede en splittet freds­bevægelse frem. På landsplan var især tre organisationer synlige: ”Samarbejdskomiteen for fred og sikkerhed” var blevet dannet under den internationale afspændingsperiode midt i 1970erne. Samarbejdskomiteen var en organisation af freds-, politiske- og fag­lige organisationer, og de danske kom­mu­nister spillede en stor rolle i organi­sationen.

”Nej til Atomvåben” var en organi­sa­tion af enkeltmedlemmer, en græsrods­bevægelse, som blev dannet i 1980 i et forsøg på at skabe en fredsbevægelse uden deltagelse af de danske kommun­ister, som især efter Sovjets invasio­n i Afghanistan blev kritiseret for de nære forbin­delser til Sovjet og Østblokken. ”Kvinder for Fred” fra 1980 var en ny feministisk græsrodsbevægelse, som lå på linje med ”Nej til Atomvåben” i synet på kommunisternes rolle i fredsarbejdet.

Splittelsen i fredsbevægelsen skabte grobund for nye initiativer. I Aalborg fik den lokale fagbevægelse sat fredsarbejdet på dagsordenen i LO-fagforeningerne med ”Nordisk Fredskonference” i 1981, og der blev skabt en række faglige eller lokale initiativer, ofte med navne som ”et-eller-andet for Fred”.

Deltagere i Påskemarchen i Aalborg 4.april 1982

Modstanden mod de 572 nye NATO-raketter var især begrundet i, at de repræsenterede et våbenteknologisk gennem­brud, der undergravede opfattel­sen af, at en atomkrig mellem super­magterne ville føre til begge parters og hele menneskehedens udslettelse. De 108 af raketterne, Pershing II, var meget hurtige. og præcise, mens de 464 Tomahawk krydsermissiler var designet til at flyve under Sovjets radar. Med et overraskelsesangreb skulle USA i teorien kunne lamme Sovjets evne til at svare igen på et atomangreb. Udsigten til at vinde en ”lokal”, europæ­isk atomkrig ville blive rykket nærmere. Risikoen for, at en atomkrig brød ud ved en fejl, ville også blive større på grund af en falsk alarm, ringere radarovervågning og den meget korte varslingstid .

Hjørring for Fred

”Hjørring for Fred” blev til ud fra et ønske om at sætte Hjørring på freds­bevægelsens Danmarkskort.

Studerende fra byens 2 seminarier, sygeplejeelever, gymnasieelever og folk fra de små venstreorienterede miljøer i Hjørring gik i begyndelsen af 1982 sam­men om at få dannet en fredsgruppe i Hjørring. Det skulle være politisk bredt og nærmest en græsrodsbevægelse for at afværge stridighederne indenfor freds­bevægelsen. Fredsgruppens grundlag blev derfor taget fra ”Fredsbevægel­sernes arbejdskonference“ afholdt i Odense i september 1981 med deltagelse af repræsentanter for fredsbevægelsens fløje. Grundholdningerne for arbejdet skulle være:

Stands atomoprustningen

Nej til Atomvåben

Nej til neutronbomben og andre terrorvåben

Vælt oprustningsforliget

Våbenmilliarderne til mad

Nej til missiler i øst og vest

Ja til forhandling

Atomvåbenfri zone i Norden på vej til et atomfrit Europa

Ingen depoter og fremmede tropper

Depoter er bombemål

Luk Danmarks dør for fremmede baser og tropper

Styrk arbejdet for et atomfrit Norden

Forsvar Danmark mod ødelæggelse

En liste med lokale kendte anbefalere blev opstillet. Med på listen var blandt andre den radikale viceamtsborgmester Jonna Petersen, skoleinspektør og byrådsmedlem for den lokalpolitiske tværsocialistiske liste ”Gruppe 78” Jørn E. Christiansen, det socialdemokratiske byrådsmedlem, sygeplejerske Grete Baagøe, den gamle fredskæmper, forfatteren Carl Scarnberg fra Vrå, Jens Memphis fra ”De Gyldne Løver” og Niels Hausgaard.

Listen blev brugt til at få 127 flere anbefalere og bidragydere til en annonce i Vendsyssel Tidende om en ”Fredsdag” på Sysseltinget lørdag den 27. marts 1982. Fredsdagen blev en succes, især om eftermiddagen med op mod 80 del­tagere, og hvor der var indlæg fra Åse Bach Nielsen fra ”Kvinder for Fred”, Åse Swane fra ”Kvindernes Liga for Fred og Frihed”, Ditlev Petersen fra SID Fabrik Aalborg og ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”. I paneldebatten repræsenterede Søren Buksti initiativgruppen, som allerede havde taget navnet ”Hjørring for Fred”.

Forfatteren Carl Scharnberg fra Vrå var ofte på programmet ved store og små fredsarrangementer over hele landet. Her taler han ved Påskemarchen i Aalborg i 1982

Det formelt stiftende møde blev afholdt den 22. april i kommunens lokaler på Codanhus, hvor omkring 50 deltog. Spredningen i alder var stor: fra helt unge gymnasieelever til pensionister og efterlønnere. Det store flertal var i 20´erne og 30´erne. Hovedparten var ikke politisk organiserede, men der var også kendte radikale, socialdemokrater, SF´ere og kommunister blandt de fremmødte.

På mødet blev der valgt et ”Koordina­tions­udvalg” bestående af special­arbej­der Carl-Hermann Hansen, pædagog­studerende Anni G. Jensen, typograf Jens Fuglsang, småbørns­vejleder Bente Andersen, pædagog Ruth Skærlund, adjunkt Anne Margrethe Schwartz og gymnasieelev Jørgen Ledet.

Desuden blev der dannet 6 arbejdsgrupper, der skulle arbejde med gadeteater, informa­tions-pjece, atomfri tinglysning, Norden atomfri zone underskriftsindsamling, studiekreds, og offentlige møder.

Nu skulle der gennem synlig, praktisk aktivitet skaffes øget tilslutning til protes­terne mod atomoprustningen og til den lokale fredsbevægelse: ”Hjørring for Fred”.

I juni optrådte teatergruppen på plænen ved Hotel Phønix. I september holdt Carl Scharnberg foredrag ved et offentligt møde på Codanhus. En studiekreds under AOF måtte til stor skuffelse aflyses på grund af for ringe tilslutning. 13. oktober var der Fredsgudstjeneste i Sct. Catharinæ Kirke, og Filmdagene i november i samarbejde med Filmklubben på Sysseltinget var en pæn succes med 64 deltagere.

”Stop Atomraketterne”

Anker Jørgensens socialdemokratiske regering gik af i september 1982, og i midten af oktober 1982 erklærede Socialdemokratiet, at den danske del­tagelse i NATO’s fælles økonomiske bidrag til opstillingen af de 572 nye mellemdistanceraketter skulle stilles i bero, for at give forhandlinger mellem USA og Sovjet om raketterne en chance. Et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, Venstresocia­lis­terne og de Radikale var altså kritiske eller direkte imod NATOs ”Dobbelt­beslutning”.

Den nye politiske situation var medvirkende til at det i efteråret 1982 lykkedes at samle store dele af freds­bevægelsen om ”Landskampagnen Stop Atomraketterne”. Som optakt til NATOs årlige ministerrådsmøde i december blev lørdag den 4.december udråbt til ”Aktionsdag mod raketterne”.

I ”Hjørring for Fred” blev alle kræfter nu sat ind på at få raketmodstanden på den lokale dagsorden, at vise protester­nes politiske og folkelige bredde samt få flere til aktivt at deltage i kampen mod raketterne.

Aktionsformerne var helt i tidens ånd, og udtryk for hvor langt fantasien rakte. Med endnu en liste af kendte, lokale anbefalere som brækstang lykkedes det at samle 539 underskrivere, der med 20 kr hver betalte en stor annonce i Vend­syssel Tidende 28.november og i ug­eavisen Vendel­boPosten 1.december.

Løbesedler blev uddelt og plakater sat op på uddannelsessteder, arbejdspladser og klistret op i gaden, hvilket også gav sig udslag i en klage fra Teknisk Forvaltning: ”Man beder Dem ikke klæbe plakater på Rådhuset, idet malingen går af når plakaterne fjernes. Der vil blive fremsendt regning på reparation for skade efter vedhf. plakat.”

På selve aktionsdagen var det tanken at gennemføre en uafbrudt demonstration rundt om ”Codanhus” fra kl. 8-18, men politiet krævede, at der mellem kl. 9 og 12 kun gennemførtes en demonstrations­runde kl 10 og en kl 11. Størst tilslutning havde marathondemonstra­tionen ved 12-tiden, hvor der var henved 175 deltagere med bannere, skilte og et lille orkester. Teatergruppen havde lavet et indslag med 6 hvidklædte med gibsmasker, ”ofre for en atomkrig” og 6 uniformerede soldater, udstyret med en 2,5 meter lang raket, bygget af tæpperør og bølgepap. Det hele blev afsluttet med et fakkeltog fra kl 16-17 med 110 deltagere.

Hele dagen var Rådhuskælderen i Det gamle Rådhus Aktionsdagens centrum med plancher og taler af den radikale Jonna Petersen og formanden for Malernes Fagforening Mogens Thomsen. Desuden var der underholdning af musikgruppen ”Stegt Flæsk” og skue­spilleren Bjarne Buur. Fredsgruppen havde fået Kvicklys bager til at levere ”Raketkager”, som blev solgt sammen med kaffe, øl og vand.

I en Hjørring-sammenhæng var en annonce med 539 underskrivere og et samlet deltagerantal i Aktionsdagen på henved 2-300 en stor succes for raket­modstan­den, og derfor udløste Vend­syssel Tidendes noget nedladende omtale af arrangementet en række harmdirrende læserbreve i dagene efter. Onsdag den 8. dec. kunne man som eksempel læse:

”Jeg var også med! Anna Lise Sick, Bøjen 22, Tornby, skriver: Jeg blev meget glad, da jeg i søndag­savisen så, hvor god og megen plads avisen ofrede på omtale af lørdagens demonstration i Hjørring mod de nye raketter. Men jeg blev vred og skuffet over dette: I skrev, at en lille tapper ud­klædt skare på 60-70 demonstrerede. Jeg er utilfreds med følgende tre punkter: 1. Synes I, det kræver tapperhed i et land med ytringsfrihed at protestere mod øde­læggelse af den verden, vi har født vores børn ind i? Nej, jeg anser det for en borgerpligt. 2. Da jeg var med i demonstrationen kl. 12.30, blev der talt 175 og ikke 60-70 del­tagere. 3. En mindre del af demonstranterne bar en grum udklædning, der skulle billedliggøre sagens alvor. Som I beskrev det, opfattes det som et gøgleroptog. Men: Jeg var også med. Jeg er en gan­ske almindelig borger med fast arbejde, villa med ligusterhæk, nyere bil, børn og pæn middel­klassepåklædning. Vi var mange almindelige mennesker med i demonstrationen, som vi tog særdeles alvorligt. Der var ikke tale om nogle ud­klædte ”langhårede”, der skulle have lørdagen til at gå, men om en del af Danmarks befolkning, der fandt det vigtigere at demonstrere mod raketter end at bage julekager. Det var min første demonstration, og dette er mit første læserbrev. For nu finder jeg arbejdet for freden så påtrængende, at alle demokra­tiske midler må tages i anvendelse.”

Dagen før læserbrevet i VT, tirsdag den 7.december, havde en forespørgselsdebat i Folketinget udløst en afstemning om en dagsorden, som bragte Schlüter-regerin­gen i mindretal:

”Idet folketinget understreger behovet for at tage konkrete skridt til at sikre den afspænding, der er et hovedformål i vor ned­rust­nings- og sikkerhedspolitik, henstiller folke­tinget til regeringen, at fremtidige danske bevillinger til opstilling af mellem­distance­raketter over infrastruktur­program­met indtil videre stilles i bero. Denne henstilling berører ikke vort øvrige forsvars-, sikkerheds-, og nerustnings­politiske samarbejde i bl.a. NATO og FN”

Forholdet til NATOs atompolitik blev nu og frem til 1988 hovedindholdet i ”Fodnote­politikken”, hvor Poul Schlüters borgerlige regering 25 gange lod sig stemme ned i Folketinget uden at gå af eller udskrive valg.

De politiske forviklinger på Christians­borg bevirkede at kampen mod atom­raketterne i en vis forstand også blev en kamp mod Schlüter.

I marts 1983 blev 10.000 eksemplarer af ”Raketavisen” husstandsomdelt af fredsgruppens medlemmer i Hjør­ring. ”Raketavisen” var udsendt af Lands­kampagnen, som optakt til årets Påske­marcher. Den 27. marts sendte ”Hjørring for Fred” 2 busser med del­tagere, skilte, bannere og en raket-attrap til påske­marchen i Aalborg.

I juli skulle der være et stort anlagt nordisk Cykel-Fredstræf i Silkeborg. En af ruterne gik gennem Hjørring og her oplevede fredsgruppen for første gang en egentlig fuser. Der blev brugt mange kræf­ter på at skaffe inkvarterings­mulig­heder, forplejning, lagt rute over Brønderslev til Aalborg, men antallet af tilrejsende norske cyklister var ringe - under 20.

Modstand mod fredsbevægelsen

”Hjørring for Freds” gennembrud og den omfattende debat og politiske tumult på Christiansborg om NATOs nye atom­raktter, fik Venstres vælgerforening i Hjørring til at ændre et i forvejen plan­lagt møde med folketings­gruppens for­mand Ivar Hansen til et debatmøde med emnet ”Sikring af freden og friheden” den 10.oktober 1983 på ”Godthåb”.

Ud over Ivar Hansen stillede Venstre med den lokale folketingskandidat Kirsten Kimø. Oprindelig var social­demokra­terne inviteret, men i stedet blev det de radikale, der deltog, repræsenteret af Aalborg-kredsens folke­tingskandidat Peter Hviid og formanden for den lokale vælgerforening Jørgen Lundsgaard. Fra ”Hjørring for Fred” deltog Søren Buksti i debat­mødet med pensionet skoleinspektør Birch Mogensen som bisidder.

Debatmødets indlæg og forløb var typisk. I Vendsyssel Tidendes gengivelse dagen efter udtalte Ivar Hansen om fredsbevægelsen:

”Min opfattelse er, at NATO i realiteten er den største fredsbevægelse. Jeg er bange for at en svækkelse af de vestlige landes forsvar vil give sig udtryk i en stigende pression fra øst. Derfor siger jeg også, at freden ikke er så meget værd uden frihed. Man kunne godt få den tanke, at fredsbevægelserne er naive eller godtroende. Er et redskab i russernes hænder.”

Han blev imødegået med:

”... Nogen tror at det nærmest er KGBs fortjeneste, at fredsbevægelsen i Vesteuropa i de seneste år har nået et kolossalt omfang. Igen og igen mistænkeliggøres freds­bevægelsen af dens modstandere. Sagen er, at disse modstandere ikke levner sig selv muligheden for at forstå, hvad der har drevet store skarer ind i fredsbevægelsens rækker. Det er ikke KGB, der har kommanderet fredelige danskere ind i grupperne. Det er Natos dobbeltbeslutning og den offentlige debat om de 572 nye raketters opstilling i Vesteuropa, der har fået mennesker til at stoppe op og tænke. Folk er blevet bange. Gradvist er det gået op for de mange, at atomkrigens altudslettende ragnarok er en mulighed. At vi lige nu lever få minutter fra afgrundens rand. Det, der er drivkraften i fredsbevægelsen er hævdelsen af den mest grundlæggende menneskeret: Retten til at leve. Uden nedrustning har vi ingen fremtid.”

Ivar Hansens mistænkeliggørelse og syn på fredsbevægelsen stod langt fra alene. Efterretningstjenesten havde også fredsbevægelsen i kikkerten. I 1999 iværk­satte Folketinget en undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste (PET)'s arbejde. Efter 10 års arbejde udgav kom­missionen sin beretning, som i bind 3 giver en række eksempler på Efterret­ningstjenestens ulovlige registre­ring af lovlig politisk aktivitet. Blandt eksemp­lerne nævnes ”Hjørring for Fred”: ”I forbindelse med folketingsvalget i januar 1984 indsendte en medarbejder en række lister over SFstillere i Hjørring, Sæby og Frederikshavn, som viser, at man i regionen i længere tid havde noteret et vist antal SF’ere i arbejdskartoteker. Det hedder om nogle af stillerne: ”siden 1980 meget aktiv i forbin­delse med SF/Hjørring-Hirtshals. Flere gange stiller for SF. Aktiv i forb. m/ ”Hjørring f. Fred”. I 83 formand for den lokale SF-gruppe”, ”meget aktiv i forb. m/ SF/Hjørring-Hirtshals. Har været valgt i amtsrådet for SF. Mange møder på sin bopæl for SF. Anbefaler for ”Hjørring for Fred”, ”

Jyllands Posten havde i en leder 24.maj 1981 givet fredsfolket følgende svada:

”Artikler i Jyllands-Posten har afdækket de metoder, Sovjet og andre lignende regimer anvender. Til metoderne hører en dygtigt gennemført infiltration af tilsyneladende tilforladelige organisationer og bevægelser i Danmark. De er dygtige til at finde skalkeskjul. Mindre dygtige og mindre klartsynede er de danskere, som lader sig udnytte. Det er gejstlige og intellektuelle, nulvækst-prædikanter og kvinder, miljøfolk og mandfolk. Kort sagt danske af alle lag. To forklaringer på, hvorfor de lader sig udnytte som fredsfuskere, er tænkelige. Enten er de naive. Eller også er de kyniske. De er naive, hvis det er gloser som ”demokra­tiske” i dækorganisationernes navne, de er faldet for. De er kyniske, hvis de virkelig kender organisationernes egentlige formål. Er det ikke fornuften, der svigter, er det fædrelandet, der svigtes.”

Fredsbevægelsens højdepunkt

Holdningerne i Jyllands-Postens leder afskrækkede muligvis nogle fra at til­slutte sig fredsbevægelsen, men den voksede trods alt voldsomt, og halvandet år efter toppede fredsbevægelsens aktivi­teter. I Hjørring nåede fredsgrup­pens medlemstal op på 160 medlemmer i begyndelsen af 1984. Samarbejdet med andre lokale fredsgrupper i landsdelen blev udbygget, og fredsgruppen sendte repræsentanter til landsdækkende freds­konferencer.

Vendsyssel Tidende 23.oktober 1983

Den 29.oktober var i 1983 udråbt til landsdækkende ”Aktionsdag mod raketterne”. I Hjørring blev der endnu engang varmet op med en underskrifts­indsamling til en annonce i Vendsyssel Tidende. Resultatet var denne gang en annonce over 2 sider i VT den 23.oktober og i VendelboPosten den 26.oktober med 1019 navngivne støtter, der hver havde betalt 20 kr for at komme med. På landsplan opfordrede fagbevæ­gel­sen med LO og FTF i spidsen til en 5-minutters strejke den 28.oktober under parolen ”Klokken er fem minutter i tolv”.

På Aktionsdagen deltog flere end nogensinde i fredsdemonstrationerne. Politiet anslog, at der deltog 70.000 i København og 25.000 i Århus. I Hjørring deltog henved 300 i Anti-Raket-Demonstrationen fra Det gamle Rådhus til ”Godthåb”, hvor der var taler af Irmgard Jaskers fra den Vesttyske Freds­union og Ditlev Petersen fra Fagbevæ­gelsen for Fred.

En landsdækkende underskrifts­indsamling mod Raketopstillingen blev igangsat på Aktionsdagen. I løbet af de næste fem uger blev der indsamlet 1270 underskrifter i Hjørring-området. På landsplan nåede man op på 300.000 underskrifter, som blev afleveret til regeringen op til NATOs ministerråds­møde den 8.december.

Tilslutningen til Fredsbevægelsen havde aldrig været stærkere, men i forhold til raketopstillingen var det forgæves. Det lykkedes ikke at forhindre, at de første af NATOs nye mellem­distanceraketter blev opstillet i England og Vesttyskland i november 1983.

I begyndelsen af januar 1984 blev der afholdt Folketingsvalg.”Stem på en raket­mod­stander” lød det på plakater og løbe­sedler fra ”Landskampagnen Stop Atom­raketterne”, og det lykkedes ”Hjørring for Fred” at fylde Sysseltinget om eftermiddagen søndagen inden valget ved et arrangement under overskriften ”Fortsat nej til Raketterne”.

Trækplastre var ”De Gyldne Løver” og skuespilleren Preben Neergaard, der støttede fredsbevægelsen ved at optræde gratis. På plancher var de opstillede lokale kandidaters holdning til de 572 raketter udstillet. Men arrange­mentet druknede i mængden af valg­møder, og fik ingen pressedækning.

Heller ikke på landsplan lykkedes det for fredsbevægelsen at få raketspørgs­målet til at spille en stor rolle i valg­kampen. Schlüterregeringen, det alter­native sikker­hedspolitiske flertal og ”Fodnote­politikken” fortsatte.

Afmatning

Foråret 1984 gik i ”Hjørring for Fred” med månedlige medlemsmøder, hus­standsomdeling af ”Fredsavisen” og Påskemarch i Aalborg i april. Af freds­gruppens protokol fremgår det at deltag­elsen i medlemsmøderne var for nedad­gående. Hvor fremmødet i begyndelsen af september 1983 var på 22, kom der til medlemsmødet midt i september 1984 kun 12. Også i Hjørring havde Freds­bevægelsen toppet.

Det var derfor et velkomment rygstød til ”Hjørring for Fred”, da det lykkedes at få Arbejdernes Fællesorganisation til at stå som medarrangør af årets Freds­demonstration den 27.oktober 1984.

12 fagforeninger var repræsenteret med fane og 5-600 deltog i demonstrationen. Selvom tilslutningen var den største til en fredsdemonstration i Hjørring, var arrangementet dog ikke en udelt succes.

Ved det afsluttende møde på Semina­riet talte formanden for Malernes Fag­forening Mogens Thomsen, byråds­med­lem Jørn E. Christiansen og det social­demokratiske folketingsmedlem Arne Jensen. I sin tale fremhævede han LO-fagbevægelsens indsats for freden på den brede folkelige freds­bevægelses bekost­ning. Det gav efterføl­gende anledning til en skriftlig und­skyld­ning fra Arbejdernes Fælles­organi­sation med ønsket om at samarbejdet måtte fortsætte. Og til stor fortrydelse for arrangørerne fik arrange­mentet slet ingen omtale i Vendsyssel Tidende, i modsæt­ning til samme dags fredsdemon­stra­tioner i Frederikshavn og Brønderslev.

På det første medlemsmøde i 1985, med kun 10 deltagere, blev det besluttet ikke længere at holde et fast månedligt medlemsmøde. I stedet forsøgte koordi­na­tionsgruppen at få medlemmerne til at bakke op om en række offentlige arran­ge­menter. Et møde blev afholdt i marts om Kvindefredslejren ved Ravnstrup, 37 tog med bussen til Påske­marchen i Aalborg, og et arrangement med Carl Scharnberg og Jens Memphis samlede 104 deltagere på Sysseltinget i anledning af 40 året for 2.verdenskrigs afslutning i Europa. 6. august blev års­dagen for Hiroshima-bomben markeret med ”Lotusblomster” i den lille sø i Svane­lunden.

Efterhånden blev fredsarbejdet præget af gentagne ritualer med svindende tilslutning: Demonstration på FN-dagen i slutningen af oktober og deltagelse i Påskemarchen i Aalborg. I 1985 lykkedes det endnu en gang af få Arbejdernes Fællesorganisation som medarrangør af efterårets demonstration, men i oktober 1986 måtte koordinationsudvalget ende­lig erkende at ”Hjørring for Fred” reelt lå i dvale, og fremsatte derfor forslag om at vælge et 3-personers udvalg, der skulle passe på pengekassen, holde sig klar til at starte påny eller helt nedlægge freds­gruppen. Forslaget blev vedtaget af de 7 fremmødte på mødet den 8.oktober 1986, som valgte Anni G.Jensen, Kaj Hansen, og Søren Buksti til udvalget.

”Hjørring for Fred” blev endelig opløst i marts 1990. Økonomisk havde aktivi­te­terne hvilet i sig selv. I den mest aktive periode fra 1982 til efteråret 1984 havde ”Hjørring for Fred” haft udgifter på godt 80.000 kr. Halvdelen var gået til de 3 annoncer med underskrifter, betalt af underskriverne selv. De offentlige møder var under ét økonomisk løbet rundt, fordi talere, musikere og andre havde bidraget uden honorar, så udgifterne var blevet begrænset til transport og f.eks. leje af lydanlæg. Tryksager som løbe­sedler og plakater var blevet financieret ved salg af klistermærker og andre mate­rialer. Kontakten til medlemmerne, som havde kostet dyrt i frimærker og kuver­ter, var blevet betalt gennem medlems­kontingentet.

Ved opløsningen rådede ”Hjørring for Fred” over 3847 kr, som blev overført til ”Østersøtræf 1990”, et initiativ, som med den Kolde Krigs ophør søgte at fremme miljø, afspænding og nedrustning samt mellemfolkeligt samvirke i Østersø­regionen, herunder forberedelse og gennemførelse af Østersøtræf 1990 på Bornholm.

Nyttede det noget?

Det var ikke lykkedes for Freds­bevæ­gelsen, derunder ”Hjørring for Fred”, at forhindre opstillingen af NATOs 572 nye mellemdistanceraketter. Først med Mikhail Gorbatjovs udnæv­nelse til generalsekretær i Sovjet i 1985 indledtes efterhånden et internationalt tøbrud, der i december 1987 førte til, at hele klassen af mellemdistanceraketter blev skrottet ved en traktat mellem USA og Sovjet. Fredsbevægelsens hovedmål var nået i kraft af en udvikling, som man ikke havde haft indflydelse på. Var det hele så ikke forgæves? Havde man så ikke spildt tid, penge og kræfter til ingen nytte? Havde man ikke bare naivt udsat sig for spot, mistænkelig­gørelse og PETs snagen? Det enkle svar er, at deltagerne i ”Hjørring for Fred” ikke kunne lade være!

Fredsbevægelsen som helhed dækkede et opstået behov for at sige fra overfor en politik, man opfattede som dødsens­farlig. Som læserbrevs­skribenten i 1983 ” der fandt det vigtigere at demon­strere mod raketter end at bage julekager.” og som erklærede, at ” Det var min første demonstration, og dette er mit første læserbrev. For nu finder jeg arbejdet for freden så påtrængende, at alle demokra­tiske midler må tages i anvendelse.”

”Hjørring for Fred” var udtryk for , at mange lokalt tog demokra­tisk ansvar og politisk stilling i håb om, at det kunne påvirke ”den offentlige mening” og magthavernes beslutninger om atomvåben.

Kilder Søren Hein Rasmussen: Sære alliancer. Odense Universitetsforlag. 1997

Vendsyssel Tidende: marts, november og december 1982, oktober og november 1983, januar og oktober 1984, oktober 1985.

PET-Kommissionens beretning bind 3. Regeringserklæringen og PET’s registreringer på det politiske område 1968-1989. (2009) (http://www.petkommissionen.dk/fileadmin/bind/pet_bind3.pdf)

Hjørring for Freds Arkiv - nu i Historisk Arkiv, Hjørring

Artiklen oprindelig i "Vendsyssel Årbog 2016" s.95-108