Den spanske syge i Hjørring

Fra wikivendsyssel
Version fra 2. apr 2020, 12:08 af Jesper Helbo (diskussion | bidrag) Jesper Helbo (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Hotel Bristol i Hjørring (det nuværende Hotel Phønix) hvor der normalt var liv og glade dage, lå spøgelsesagtigt hen under epidemien. Samtidig med at en stor del af personalet blev syge, medførte forlystelsesforbuddet nemlig, at hotellet blandt andet var nødt til at aflyse deres populære kabareter. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring B29937

11. marts 2020 vil gå over i historien som den dag, Danmark lukkede ned og coronavirusen på brutal vis ændrede hverdagen for os alle. Kun én gang tidligere har vi i Danmark oplevet en pandemi af samme dimension. For godt 100 år siden rasede influenzavirussen den spanske syge i store dele af verden, og den fik tag i selv de hårdføre Vendelboer. I Vendsyssel dukkede den spanske syge op første gang i juli 1918. Sandsynligvis var den ankommet med nogle svenske turister. Sygdommens første bølge var dog hurtigt ovre igen, men da anden bølge ramte i oktober 1918, tog den hårdere fat. Blandt de syge var en stor del af Hjørrings telefondamer, som måske smittede hinanden, fordi de deltes om telefonerne. Geografisk set var især Svanelundskvarteret hårdt ramt.

Trods forlystelsesforbuddet måtte folk gerne forsamles udendørs. Her er byens børn samlet til udendørs juletræsfest i Christiansgave. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring[https://arkiv.dk/vis/3158577 B57820

Ligesom i dag blev der indført en række tiltag, der skulle hjælpe med at inddæmme epidemien. I Hjørring blev der allerede i juli udstedt en opfordring til, at man undgik sammenstuvning i teatre og på sporvogne. I oktober besluttede sundhedskommissionen i Hjørring at lukke alle offentlige forlystelser. Samtidig lukkede alle kommunale skoler, og man opfordrede til, at alle foreningsmøder og lignende blev aflyst.

Trods de mange tiltag fortsatte smitten med at brede sig og mandag d. 11. november oplevede Hjørring sit første spanske syge-relaterede dødsfald, da den blot 32-årige maskinhandler, C. Kristiansen, døde af en lungebetændelse, der var forårsaget af den spanske syge. Herefter fulgte flere tragiske dødsfald. 25. december 1918 bragte avisen Hjørring Socialdemokrat følgende beretning: "Liget af fru Christensen maatte anbringes i Vaskehuset, indtil det kunde føres til Kapellet, og da Vognen kom for at afhente Liget, maatte Christensen tænde nogle Lys paa et Juletræ, som Børnene kunde underholde sig med, mens deres Moder blev ført i Kapellet Juleaften”

I løbet af de ubarmhjertige juledage 1918 toppede epidemien i Hjørring. De mest dystre dage blev derfor samtidig begyndelsen til lysere tiders komme. Med årsskiftet knækkede kurven, og fra januar til februar faldt antallet af syge i Hjørring fra 386 til 110 og dødstallet faldt fra 14 til blot én enkelt. Skolerne åbnede igen og folk kunne atter tage kæresten med i biografen i Brinck Seidelinggade og danse tæt, når der var bal på Hotel SkandinavienSpringvandspladsen.

Kilder:

Damgaard, Peter: Den Spanske syge i Hjørring i: Vendsyssel nu & da 2010 s. 46-63.

Historier fra fortid og nutid nr. 38, april 2020, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum

Hjørring Kommunearkiv har arkivalier, billeder, film, tegninger, kort m.m. fra perioden 1842 og frem til i dag. Vi dækker alle sogne, der hører til den nye Hjørring Kommune samt Hirtshals, Løkken-Vrå, Sindal og Hjørring Kommune fra perioden 1970-2007. Arkivalier, der i henhold til arkivloven, er tilgængelige kan lånes til gennemsyn på Historisk Arkivs læsesal, Museumsgade 2, Hjørring. Mail: kommunearkiv@hjoerring.dk, tlf:72333310. Hjemmeside: https://kommunearkiv.hjoerring.dk/