Besættelsestiden i Vendsyssel - sparsomhed i dagligdagen

Fra wikivendsyssel
Version fra 7. apr 2022, 14:23 af Jesper Helbo (diskussion | bidrag) Jesper Helbo (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Cykelbilen her er et af de mere kreative bud der var på, hvordan man løste problemet med mangelen på benzin. Foto: Historisk Arkiv Hjørring, B21395

Under 2. verdenskrig førte materialeknaphed til rationering på mange slags varer. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, blev hverdagen ændret drastisk. Mørklægning og luftalarm blev en del af hverdagen, og det samme gjorde rationeringsmærker, genbrug, omsyning og optrævling.

Ved hjælp af rationeringskuponer og tekstilkort fastsatte staten, hvor meget hver indbygger måtte købe af forskellige varer. Faktisk blev benzin og kul allerede rationeret i september 1939.

I stedet for de almindelige dagligvarer kom nu nye produkter på markedet: Erstatningskaffe, tobakserstatning og erstatningssæbe er kun nogle af de ting, som havde et fælles kendetegn, nemlig at kvaliteten var ringe. Også mange private forsøgte sig med at hjemmefremstille disse varer.

Rationeringsmærkerne blev udleveret til alle husholdninger med jævne mellemrum. Løb man tør for mærker, måtte man ikke købe flere rationerede varer. I hvert fald ikke før der igen blev udleveret nye mærker. Formålet med rationeringen var dels at undgå, at varerne hurtigt slap op, og dels at medvirke til, at de blev fordelt nogenlunde ligeligt i befolkningen.

Dog forsøgte man at tilpasse rationeringerne til folks behov, således at eksempelvis folk, der udførte hårdt arbejde fik flere rationeringsmærker til mad og småbørnsfamilier fik flere mærker til eksempelvis sæbe.

I Hjørring Kommunearkivs samlinger findes der en række kilder, som kan kaste lys på mangelsituationen i Vendsyssel. Her kan vi blandt andet se, at Hjørring Kommune havde problemer med at skaffe brændsel til opvarmning af plejehjem. Plejestiftelsens forbrug af koks blev fx reduceret fra 30 til 13 tons i perioden 1940-1942. I 1945 var mangelen på brændsel blevet så stor, at både Østre og Vestre Skole i Hjørring måtte lukke i perioden 1.-20. februar. Den øvrige varemangel påvirkede ligeledes skolegangen. I en skoleindberetning for året 1944 for kommuneskolerne i Hjørring kan man blandt andet læse, at: I Haandgerning har Materialevanskeligheder voldt stort Besvær. Ligeledes er Husgerningsundervisningen gennemført om end med Vanskelighed paa Grund af Varemangel.

Som nævnt var benzin ligeledes en mangelvare, hvilket medførte, at man i nogen situationer var nødsaget til at benytte andre transportmuligheder. I 1943 modtog Hjørring Kommune fx en anmodning fra Indenrigsministeriet om at kommunerne sørgede for at have aftaler på plads med vognmænd af hestekøretøjer, der kunne stå for at bringe jordmødrene til de fødende kvinder i tilfælde af at motordrevne køretøjer ikke kunne skaffes.

I Hirtshals var der under Besættelsestiden ofte vandmangel. Årsagen hertil var først og fremmest en generel vandmangel i området omkring Hirtshals, der ikke havde forbindelse til tyskernes tilstedeværelse i området. Værnemagten havde imidlertid et enormt stort vandforbrug fx når der skulle støbes beton til forsvarsværkerne, og dette medførte, at de i forvejen knappe dråber, blev endnu færre. Læs meget mere herom i artiklen Besættelsestiden set fra sognefogedens dagbog.

Kilder:

Kildepakke fra Hjørring Kommunearkiv om Besættelsestiden

Historier fra fortid og nutid nr. 40, april 2020, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum

Hjørring Kommunearkiv har arkivalier, billeder, film, tegninger, kort m.m. fra perioden 1842 og frem til i dag. Vi dækker alle sogne, der hører til den nye Hjørring Kommune samt Hirtshals, Løkken-Vrå, Sindal og Hjørring Kommune fra perioden 1970-2007. Arkivalier, der i henhold til arkivloven, er tilgængelige kan lånes til gennemsyn på Historisk Arkivs læsesal, Museumsgade 2, Hjørring. Mail: kommunearkiv@hjoerring.dk, tlf:72333310. Hjemmeside: https://kommunearkiv.hjoerring.dk/