Salget af De vestindiske øer 1917 - Versionshistorie

Jesper Helbo med 25. apr 2022, 13:04

2022-04-25T13:04:16Z

131.165.106.2 med 31. mar 2017, 06:40

2017-03-31T06:40:10Z

131.165.106.2 med 31. mar 2017, 06:39

2017-03-31T06:39:44Z

Jesper Helbo med 30. mar 2017, 12:48

2017-03-30T12:48:50Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:39

2017-03-30T12:39:17Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:37

2017-03-30T12:37:56Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:34

2017-03-30T12:34:42Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:32

2017-03-30T12:32:01Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:31

2017-03-30T12:31:43Z

Lonevenderby med 30. mar 2017, 12:31

2017-03-30T12:31:18Z

←Ældre version		Versionen fra 25. apr 2022, 13:04
Linje 11:		Linje 11:


−	~~<fblike/>~~

	{{Kommunearkiv}}		{{Kommunearkiv}}

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
-[[Fil:Vestindien1.jpg|300px|thumbnail|right|Protokol fra vrensted-Thise sogn om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]
+[[Fil:Vestindien1.jpg|300px|thumbnail|right|Protokol fra vrensted-Thise Sognekommune om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]
 [[Fil:Vestindien2.jpg|300px|thumbnail|right|Uddrag af valgprotokol for Lendum Sogn, der omhandler folkeafstemningen om salget af de vestindiske øer. Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/3146167 A4014]]]
 . marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 . marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.
-På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sogn]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA.  Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.
+På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sognekommune]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA.  Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.
 Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikke helt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”.  Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.

←Ældre version		Versionen fra 30. mar 2017, 12:48
Linje 5:		Linje 5:
	På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sogn]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.		På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sogn]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

−	Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ~~ikkehelt~~ fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)\|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad\|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.	+	Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikke helt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)\|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad\|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.

←Ældre version		Versionen fra 30. mar 2017, 12:39
Linje 5:		Linje 5:
	På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sogn]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.		På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sogn]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

−	Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikkehelt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem Jørgen Bertelsen der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)\|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad\|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.	+	Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikkehelt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)\|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad\|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.

←Ældre version		Versionen fra 30. mar 2017, 12:31
Linje 1:		Linje 1:
	[[Fil:Vestindien1.jpg\|300px\|thumbnail\|right\|Protokol fra vrensted-Thise sogn om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]		[[Fil:Vestindien1.jpg\|300px\|thumbnail\|right\|Protokol fra vrensted-Thise sogn om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]
		+	[[Fil:Vestindien2.jpg\|400px\|thumbnail\|right\|Uddrag af valgprotokol for Lendum Sogn, der omhandler folkeafstemningen om salget af de vestindiske øer. Hjørring Kommunearkiv]]
	31. marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.		31. marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.