wikivendsyssel - Brugerbidrag [da]

Legestuer med lir

2017-12-07T13:18:51Z

131.165.106.2:

[[Fil:Bindslev.jpg|400px|thumbnail|right|Uddrag af Bindslev Sogneråds forhandlingsprotokol d. 10. januar 1843. Kilde: [[Hjørring Kommunearkiv]]]]
{{#ev:youtube|PAhdue_kDsc|400|right|Trille julekage - julelege (Fra Nationalmuseet DKs [https://www.youtube.com/channel/UCZKCPut9Chv_Py_fqBYaz8A Youtube-kanal)]}}
På et møde d. 10. januar år 1843 besluttede sognerådet i Bindslev, at afholdelse af legestuer skulle begrænses, da de var skadelige for både sædelighed og moralitet. I mødereferatet findes blandt andet denne spøjse sætning:

”''Da det var Medlemmerne bekjendt, at det gik meget i Svang at holde Legestuer heri Sognet besluttede Man desangaaende at tilskrive Sognefogden, for at faae Grænser sat for dette Misbrug, som ved Overdrivelse virker i høi Grad skadeligt paa Sædelighed og Moralitet''”.

Ved første øjekast virker det besynderligt, at legestuer betegnes som et skadeligt misbrug, men i midten af 1800-tallet dækkede betegnelsen legestue over noget helt andet end i dag. Når der rundt om i sognene blev afholdt legestue, var deltagerne nemlig ikke mødre med legende børn, men derimod sognets unge, der slap hæmningerne løs og festede til den lyse morgen. Specielt i juletiden var de såkaldte lege- eller julestuer særdeles populære. Julelegene, der fandt sted til festerne, tålte for det meste ikke dagens lys. Det var nemlig lege, der havde frække undertoner, som fx ''at trille julekage'' hvor en pige og en karl skulle ligge på et bord, mens de øvrige deltagere æltede dejen. Specielt præsterne brød sig ikke om julelegene, da der var tradition for, at ungdommen gjorde grin med de kirkelige handlinger ved fx at imitere den lokale præst og udføre eksempelvis "falske vielsesritualer".

Det var ikke kun i Bindslev, at legestuerne vakte forargelse. Faktisk forbød Christian d. 4. allerede i 1629 legestuerne, men de frække julelege levede videre i folks private stuer og lader til langt op i 1800-tallet og den dag i dag er december stadig sæson for løsslupne julefrokoster. Om sognerådet i Bindslev formåede at få standset de umoralske legestuer, melder historien ikke noget om, men det kan tyde på, at legene enten ophørte, eller at sognerådet accepterede deres eksistens, for i protokollerne for de efterfølgende år, nævnes legestuerne ikke.

'''Kilder:'''

Hjørring Kommunearkiv: Bindslev Sognekommune, Sognerådets protokol 1843

https://videnskab.dk/kultur-samfund/julelege-var-en-synd

'''Historier fra fortid og nutid nr. 26, december 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Begivenheder]]

Legestuer med lir

2017-12-06T07:39:45Z

131.165.106.2:

{{#ev:youtube|PAhdue_kDsc|400|right|Trille julekage - julelege (Fra Nationalmuseet DKs [https://www.youtube.com/channel/UCZKCPut9Chv_Py_fqBYaz8A Youtube-kanal)]}}
På et møde d. 10. januar år 1843 besluttede sognerådet i Bindslev, at afholdelse af legestuer skulle begrænses, da de var skadelige for både sædelighed og moralitet. I mødereferatet findes blandt andet denne spøjse sætning: ”''Da det var Medlemmerne bekjendt, at det gik meget i Svang at holde Legestuer heri Sognet besluttede Man desangaaende at tilskrive Sognefogden, for at faae Grænser sat for dette Misbrug, som ved Overdrivelse virker i høi Grad skadeligt paa Sædelighed og Moralitet''”. Ved første øjekast virker det besynderligt, at legestuer betegnes som et skadeligt misbrug, men i midten af 1800-tallet dækkede betegnelsen legestue over noget helt andet end i dag. Når der rundt om i sognene blev afholdt legestue, var deltagerne nemlig ikke mødre med legende børn, men derimod sognets unge, der slap hæmningerne løs og festede til den lyse morgen. Specielt i juletiden var de såkaldte lege- eller julestuer særdeles populære. Julelegene, der fandt sted til festerne, tålte for det meste ikke dagens lys. Det var nemlig lege, der ofte latterliggjorde præsterne eller havde frække undertoner, som fx at trille julekage hvor en pige og en karl skulle ligge på et bord, mens de øvrige deltagere æltede dejen. Det var ikke kun i Bindslev, at legestuerne vakte forargelse. Faktisk forbød Christian d. 4. allerede i 1629 legestuerne, men de frække julelege levede videre i folks private stuer og lader til langt op i 1800-tallet og den dag i dag er december stadig sæson for løsslupne julefrokoster. Om sognerådet i Bindslev formåede at få standset de umoralske legestuer, melder historien ikke noget om, men det kan tyde på, at legene enten ophørte, eller at sognerådet accepterede deres eksistens, for i protokollerne for de efterfølgende år, nævnes legestuerne ikke.

'''Kilder:'''

Hjørring Kommunearkiv: Bindslev Sognekommune, Sognerådets protokol 1843

https://videnskab.dk/kultur-samfund/julelege-var-en-synd

'''Historier fra fortid og nutid nr. 26, december 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Begivenheder]]

Fremmede kommunister i Hjørrings gader

2017-11-08T07:18:22Z

131.165.106.2:

[[Fil:Kommunister.jpg|450px|thumbnail|left|Således indledes anmodningen fra politimesteren til Hjørring Byråd. Kilde: [[Hjørring Kommunearkiv|Hjørring Kommunearkiv]] [https://www.arkiv.dk/vis/3141466 Æ16.103] ]]
[[Fil:Revolutionsfest.jpg|400px|thumbnail|right|Noget af det tætteste Hjørring har været på en revolution, var den [[Revolutionen i Hjørring 1954|storstilede revolutionsfest i 1954]] hvor man proklamerede Hjørring og det øvrige Vendsyssels løsrivelse fra det øvrige Danmark. Foto. [[Historisk Arkiv, Hjørring]] [https://www.arkiv.dk/vis/3150786 B27777]]
D. 7. november 2017 er det præcis 100 år siden, at bolsjevikker stormede Vinterpaladset i Skt.Petersborg og Den røde garde overtog regeringsmagten i Rusland. Herefter fulgte 5 år med blodig borgerkrig, indtil det kommunistiske parti under ledelse af [https://da.wikipedia.org/wiki/Vladimir_Lenin Vladimir Lenin] overtog magten. 300 år med zarens enevælde blev nu efterfulgt af 70 år under et kommunistisk diktatur.

Den russiske revolution sendte bølger af skræk gennem magthaverne i hele Europa og i mange lande frygtede man, at revolutionens røde spøgelse også skulle gøre sit indtog her. I Danmark var fredelige reformer heldigvis normen, men i årtierne efter [https://da.wikipedia.org/wiki/Den_Russiske_Revolution_1917 Den russiske revolution] oplevede danske byer af og til også optøjer i gaderne.

I [[Hjørring Købstad|Hjørring]] gjorde man sig derfor tanker om, hvorledes man bedst muligt sikrede, at ordensmagten kunne sørge for ro og orden i byens gader, hvis kommunistoptøjerne også nåede til Hjørring. Se bare denne skrivelse, som Hjørring Byråd i 1933 modtog fra politimesteren:

''”Også her i Hjørring kommer der af og til fremmede Kommunister, der formentlig driver Propaganda, saaledes at man ikke kan vide sig sikker mod opstaaende optøjer (…) Ved saadanne Lejligheder er det af væsentlig Betydning, at Betjentenes Hovedbeklædning er en Politihjelm, for at de ikke skal blive ukampdygtige ved Slag i Hovedet af Urostifterne. I denne anledning tillader jeg mig at andrage om, at der til brug for Byens kommunale Politistyrke maa blive indkøbt 7 Hjelme og endvidere 7 Livremme for paa Remmene at kunne anbringe Betjentenes Revolvere."''

Byrådet fandt politimesterens bekymringer velbegrundede og bevilgede herefter et beløb på 225 kr. til indkøb af hjelme og livremme.

1933 var ikke kun året, hvor man i Hjørring sikrede sig mod kommunistiske optøjer. 1933 er et skelsættende år i kraft af [https://da.wikipedia.org/wiki/Kanslergadeforliget Kanslergadeforliget], der banede vejen for vedtagelsen af Steinckes socialreform. En reform der senere er blevet betegnet som en vigtig brik i udviklingen af velfærdsstaten og en medvirkende faktor til, at de revolutionære kræfter aldrig rigtig fik tag i Danmark.

'''Kilder:'''

[https://kommunearkiv.hjoerring.dk/ Hjørring Kommunearkiv]: [https://www.arkiv.dk/vis/3141466 Æ16103] Byrådets journalsager nr. 70 1933.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 25, november 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Begivenheder]]

Salget af De vestindiske øer 1917

2017-03-31T06:40:10Z

131.165.106.2:

[[Fil:Vestindien1.jpg|300px|thumbnail|right|Protokol fra vrensted-Thise Sognekommune om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]
[[Fil:Vestindien2.jpg|300px|thumbnail|right|Uddrag af valgprotokol for Lendum Sogn, der omhandler folkeafstemningen om salget af de vestindiske øer. Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/3146167 A4014]]]
31. marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.

På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sognekommune]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikke helt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 22, marts 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Valg]]
[[Kategori: Politik]]

Salget af De vestindiske øer 1917

2017-03-31T06:39:44Z

131.165.106.2:

[[Fil:Vestindien1.jpg|300px|thumbnail|right|Protokol fra vrensted-Thise sogn om afhændelsen af de "Vestindiske Øer". Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/4279764 A4103] ]]
[[Fil:Vestindien2.jpg|300px|thumbnail|right|Uddrag af valgprotokol for Lendum Sogn, der omhandler folkeafstemningen om salget af de vestindiske øer. Hjørring Kommunearkiv [https://www.arkiv.dk/vis/3146167 A4014]]]
31. marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.

På [[Hjørring Kommunearkiv]] har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i [[Vrensted-Thise Sognekommune]] var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Slaveriet var ophørt i 1848, men lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere af afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, blev i forbindelse med salget ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Samtidig kan det tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikke helt fraværende i debatten. Emil Bach fra [[Skibsby]] skrev d. 12. december således i et indlæg i [[Vendsyssel Tidende]]: ” ''Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…) derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide''”. Landstingsmedlem [https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Berthelsen Jørgen Bertelsen] der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”''Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at de Løfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldt saaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og at Befolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under dansk Styre gaar deres Undergang i Møde.''” Heroverfor stod fx folketingsmand [[Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945)|Jens Sørensen Vanggaard]] fra [[Hjørring Købstad|Hjørring]], der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen at hjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske og sociale krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaard ifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”''Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam''”. Blandt argumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større det danske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne og at det ville være en national beskæmmelse at sælge ”''et stykke Danmark''”.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 22, marts 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Valg]]
[[Kategori: Politik]]

Salget af De vestindiske øer 1917

2017-03-30T12:03:12Z

131.165.106.2:

31. marts 2017 er det præcis 100 år siden Danmark solgte de tre danske kolonier på de vestindiske øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan til USA for 25 mio. dollars. Hermed sluttede et over 200 år langt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der blandt andet handlede om slaveri og udbytning af lokalbefolkningen på de tre øer. Beslutningen om at sælge øerne blev taget efter en folkeafstemning d. 14. december 1916, hvor 64,5 % stemte for salget af De vestindiske øer. Folkeafstemningen var den første af sin slags, samtidig med at det var den første landsdækkende afstemning, hvori kvinder og tyende kunne deltage.

På Hjørring Kommunearkiv har vi gransket valgprotokollerne,for at finde ud af, hvorledes folk ude i sognene stemte, og det har vist sig, at der var temmelig store variationer i valgresultaterne i de forskellige sogne. I Lendum ville et lille flertal gerne beholde øerne, idet 40 stemte Ja og 42 stemte Nej, hvorimod der i Vrensted-Thise Sogn var et klart flertal, der ønskede øerne afhændet. Her stemte 104 ja til salget og blot 24 stemte nej. Salget af De vestindiske øer var mest af alt et udslag af, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark, og selvom slaveriet var ophørt i 1848, blev lokalbefolkningen, der bestod af kreolere og efterkommere fra afrikanere, som var blevet importeret af de vestlige plantageejerne, ikke adspurgt om, hvorvidt de ønskede at være en del af Danmark eller USA. Således havde borgere i Sindal, Hirtshals og Hjørring mere indflydelse på øernes fremtidige skæbne end de mennesker, der rent faktisk boede der. Noget kan tyde på, at salget ikke var noget, der optog almindelige borgere ude i sognene særlig meget, idet valgdeltagelsen var på blot 37 %.

Selvom økonomiske hensyn var hovedårsagen til salget af De vestindiske øer, var spørgsmålet om lokalbefolkningens ønsker og behov dog ikkehelt fraværende i debatten. Emil Bach fra Skibsby skrev d. 12. december således i et indlæg i Vendsyssel Tidende: ” Og vil man spørge, hvorledes der ses på Negrene i Amerika, og hvilken Stilling de faar Lov at indtage, da maa Svaret ubetinget lyde:”At Negrene er forhadte af alle hvide, og at de ikke bliver regnet som første eller anden, men for tredie Klasses Folk” (…)derfor stemmer vi mod Salg af vore Medmennesker, enten det er sorte eller hvide”. Landstingsmedlem Jørgen Bertelsen der hørte til fortalerne for salget, mente ikke, at Danmark magtede opgaven med at få øerne på fode igen, hvorfor et salg ville være det mest barmhjertige valg. I samme avis udtalte Bertelsen blandt andet: ”Erfaringen i de forløbne 14 Aar viser, at deLøfter, der dengang blev givet om Ophjælpning af Øerne, er blevne opfyldtsaaledes, at vi nu maa sende Militær derover for at holde Orden, og atBefolkningen derovre enten dør ud eller rejser bort. Ja at Øerne under danskStyre gaar deres Undergang i Møde.” Heroverfor stod fx folketingsmand JensSørensen Vanggaard fra Hjørring, der mente, at vi skyldte lokalbefolkningen athjælpe til med at løfte dem ud af den økonomiske krise, som de befandt sig i.På et møde på Bechs Hotel i Frederikshavn d. 13. december 1916 skulle Vanggaardifølge Vendsyssel Tidende have udtalt følgende: ”Lad det danske Flag vaje og lad os råde Bod paa vor Skam”. Blandtargumenterne for at beholde øerne var ligeledes idéen om, at jo større detdanske territorium var, des bedre var det for landet uanset omstændighederne ogat det ville være en national beskæmmelse at sælge ”et stykke Danmark”.

Den jydske Borger- og Bondeven

2017-03-27T12:24:10Z

131.165.106.2:

[[Fil:JydskeBorgerogBondeven.jpg|thumbnail|Forsiden af Hjørrings første avis.]]
[[Hjørring Købstad|Hjørrings]] første avis udkom i begyndelsen af 1842 og hed ”Den jydske Borger- og Bondeven”. Den blev udgivet af bogtrykker P. Konnerup, som i følge hans egne oplysninger i nr. 1 netop havde fået kongeligt privilegium til at anlægge et bogtrykkeri i Hjørring.

De første to numre blev trykt i København, og der var tydeligvis problemer med at få etableret trykkeriet, så først fra nr. 3, som udkom i slutningen af marts, bliver der tale om nogenlunde regelmæssig udgivelse hver uge. Der er ikke tale om en avis i moderne forstand, men ”Et Ugeblad af almeninteressant Indhold” som undertitlen lyder. Det dækker over artikler og småstykker af meget forskelligart, sakset andre steder fra. Fra begyndelsen loves der dog nyhedsstof, og ganske snart kom bladet til at indeholde annoncer, læserbreve og stof af lokaleforfattere.

Bladet blev trykt på en bogtrykpresse, der er "Forfærdiget til P. Konnerup af I. H. Hüttemeier. Kjøbenhavn 1842. Nr. 20”. I bladets nr. 3 beskrives den som en ”ny Jernpresse” og det fremhæves, at trykkeriet har ”alle brugelige Sorter Skrifter, som er aldeles nye og af det nyeste Snit”. Bogtrykkeriet kom fra slutningen af oktober 1842 til at ligge i en ejendom på [[Børsen, Hjørring|Børsen]] ”omtrent midt i mellem Sønder- og Vester Bom”.

Avisen fik ikke nogen lang levetid, men dog længere end hidtil antaget. Man har ment, at der kun udkom 1. årgang, men faktisk findes på Historisk Arkiv en 2. årgang, der udkom med 35 numre fra marts til december 1843 – måske det eneste bevarede eksemplar overhovedet. Den normale antagelse har været, at Borger- og Bondevennen blev afløst af den nye avis [[Hjørring Amts Tidende]], der udkom flere gange ugentligt fra marts 1843, men de to aviser er altså udkommet samtidigt frem til december 1843.

[[kategori:Erhverv]]
[[kategori:Andre Erhverv]]
[[kategori:Samfund]]
[[kategori:Medier]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Konflikten om kommunegrænsen ved Stenhøj

2017-03-03T10:25:52Z

131.165.106.2:

[[Fil:Fig. 3.jpg|500px|thumbnail|right|Stenhøj set fra luften år 1974]]

I forbindelse med [[Kommunesammenlægningen i Sindal 1966|dannelsen af Sindal Kommune i 1966]], blussede en debat om en ændring af kommunens østligste grænse op. I 1965 gik grænsen mellem Lendum og Hørby Sogne tværs igennem byen [[Stenhøj]], hvilket blandt andet havde resulteret i, at børnene på den nordlige side af [[Stenhøjvej]], der går tværs igennem byen og markerede sognegrænsen, gik i skole i [[Lendum Skole|Lendum]], medens børnene på vejens sydlige side blev sendt til [[Hørby Skole|Hørby skole]]. Samtidig hermed var en del af borgerne i Stenhøj utilfredse med, at Lendum Sogneråd havde taget beslutningen om at blive en del af den nye Sindal Kommune uden først at have adspurgt sognets beboere. Derfor blev der i december 1965 iværksat en underskriftindsamling, hvor 90 % af beboerne i Stenhøj ytrede ønske om at vende Lendum Sognekommune ryggen og blive en del af Hørby Sognekommune.[1]

I første omgang førte sagen ikke andet med sig end en besked fra [[Hjørring Amt]] om, at grænsespørgsmålet skulle henligge til efter d. 1. april 1970, hvor den nye kommunalreform skulle træde i kraft. Knap 5 år og to kommunesammenlægninger senere var billedet dog noget mere broget end i 1965, for nu var mange af beboerne i Stenhøj blevet ganske glade for Sindal Kommune og spørgsmålet drejede sig ikke længere om Sindal Kommune versus Hørby Sognekommune men derimod Sindal versus den nye Sæby Kommune. I Juni 1970 modtog kommunalbestyrelsen i Sindal således 30 underskrifter fra borgere i Stenhøj,som ønskede deres tilhørsforhold til Sindal Kommune opretholdt. Omtrent samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sæby 18 underskrifter fra borgere, som ønskede at tilbagekalde deres tidligere underskrifter på, at de ønskede Stenhøj samlet i den daværende Hørby Sognekommune. Årsagen hertil var, at ”''Vi mente, og tror det er den almindelige opfattelse, at vi derved gav udtryk for ønsket om samling i én kommune, uden samtidig at give udtryk for, om det i givet fald skulle være Sindal eller Sæby(Hørby) man skulle tilslutte sig.''” Desuden oplyses det, at flere af medunderskriverne sidenhen var afgået ved døden. D. 17. august 1970 modtog Sindal Kommunalbestyrelse endnu en bunke underskrifter fra beboere i Stenhøj, som ønskede at være en del af Sindal Kommune. Denne gang var antallet af underskrivere oppe på 85. Nogle af medunderskriverne havde i 1965 ytret ønske om at tilhøre Hørby Kommune, men efter at denne i april 1970 indgik i Sæby Kommune, var ønsket ikke længere gældende.[2]

D. 21. september 1970 blev der afholdt møde for repræsentanter fra både Sæby og Sindal kommunalbestyrelser om grænsespørgsmålet ved Stenhøj. På mødet blev politikerne fra de to kommuner enige om at være uenige med hensyn til kommunegrænsen, og løsningen blev at bevare status quo, med mindre borgerne fra Stenhøj selv gjorde indsigelser. Fra en række borgeres side, var en opretholdelse af status quo imidlertid ikke en acceptabel løsning.Endnu en underskriftindsamling, denne gang til fordel for at Stenhøj skulle indlemmes i Frederikshavn Kommune, blev sat i værk, og i oktober 1970 modtog Kommunalreformkommissionen underskrifter fra 105 beboere og grundejere i Stenhøj by, som ønskede Stenhøj by overført til [[Frederikshavn Kommune]].

De mange underskriftsindsamlinger vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af kommunegrænsen medførte, at det blev besluttet at gennemføre en folkeafstemning blandt de berørte borgere. Afstemningen løb af stablen d. 16. februar 1971, hvor 194 borgere drog til stemmeurnerne. Det samlede antal stemmeberettigede lå på 215, så valgdeltagelsen var relativt høj. Resultatet blev et klart JA til Sindal Kommune: Blot 12 personer stemte nemlig for [[Sæby Kommune]], 69 stemte for, at området skulle tilhøre Frederikshavn Kommune, mens 113 stemte for Sindal Kommune.[3] På baggrund af afstemningen blev grænseændringen stadfæstet d. 1. april 1972. Ialt 93 personer blev denne dag flyttet fra Sæby til Sindal Kommune. De næste godt 40 år blev der ikke sat spørgsmålstegn ved kommunegrænsens placering, men da Danmark i starten af det nye årtusinde stod overfor en ny strukturreform,blev spørgsmålet om Stenhøj atter et punkt på den politiske dagsorden.

D. 24. juni 2004 indgik Regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om en [https://da.wikipedia.org/wiki/Strukturreformen strukturreform], der lagde op til at kommunerne skulle samles i større administrative enheder. Sindal Kommune indgik herefter en aftale med [[Hirtshals Kommune|Hirtshals]], [[Løkken–Vrå Kommune|Løkken–Vrå]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] om at danne en ny storkommune med [[Hjørring Købstad|Hjørring]] som centerby.

Tanken om en kommunesammenlægning, hvor Stenhøj endnu engang skulle udgøre den yderste grænse, langt væk fra magtens centrum, huede ikke alle i Stenhøj og allerede før aftalen om den nye strukturreform var i hus, kunne man ane de første tegn på, at Stenhøjs placering på det kommunale landkort igen skulle blive et stridspunkt. Sindal Kommune afholdte i marts og april 2004 en række borgermøder om en eventuel fremtidig kommunesammenlægning. På mødet i Lendum, der blev afholdt d. 31. marts 2004, blev der blandt andet spurgt indtil muligheden for, at området omkring Stenhøj kunne blive en del af Frederikshavn Kommune, da mange borgere følte et naturligt tilhørsforhold til Frederikshavn.
[[Fil:Fig. 5.jpg|500px|thumbnail|left|Kort over både ny (rød) og gammel (blå) kommunegrænse]]
I Frederikshavn Kommune var borgmesteren, Erik Sørensen, ganske åben overfor idéen om at indlemme Stenhøj-området i en fremtidig Frederikshavn storkommune og d. 26. august 2004 inviterede han Sindal Kommune til en drøftelse af grænseproblematikken. Efterfølgende henvendte borgmester i Sindal Kommune, [[Søren Risager]] sig til indenrigs- og sundhedsminister [https://da.wikipedia.org/wiki/Lars_L%C3%B8kke_Rasmussen Lars Løkke Rasmussen], hvor han efterlyste retningslinjer for muligheden for en deling af Sindal kommune i forbindelse med den forestående kommunesammenlægning. Svaret fra Lars Løkke Rasmussen lød på, at han ikke på daværende tidspunkt kunne tage stilling i konkrete sager, men at det som et minimum ville kræve, at samtlige kommunalbestyrelser i de kommuner, som Sindal skulle forenes med, ville sige god for beslutningen. Mens borgmester Søren Risager gik og ventede på indenrigsministerens svar, modtog han d. 12.oktober 2004 en underskriftindsamling fra 91 borgere i Stenhøj-området, der tilkendegav, at 72 personer ønskede tilknytning til Frederikshavn kommune, mens 19 personer sluttede op om kommunalbestyrelsens beslutning om at arbejde på en sammenslutning med Hjørring Kommune. Samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sindal en række henvendelser fra [[Lendum Børnecenter]], [[Lendum Pensionistforening]], [[Lendum Idrætsforening]], KFUM-spejderne og Lendum Ungdomsklub, hvor afsenderne samstemmende udtrykte deres bekymring omkring en eventuelfolkeafstemning om Stenhøjs tilhørsforhold. Forslaget fra foreningslivet lød således: ”''For at bevare det befolkningsmæssige underlag for skole, børnehave, og lokalsamfundets øvrige liv, skal en eventuel folkeafstemning omfatte hele Lendums skoledistrikt. For os er det primære at bevare et stærkt og attraktivt lokalsamfund og sekundært om tilhørsforholdet er mod øst eller vest.''” [4]Ligesom i 1970-1972 var det vigtigste for borgerne altså ikke, hvilken kommune de skulle tilhøre, men i højere grad at lokalsamfundet forblev en samlet enhed.

Efter en telefonisk meddelelse fra Indenrigsministeriet til Sindal Kommune om, at grænsereguleringer først ville kunne finde sted efterstrukturreformens gennemførelse ved årsskiftet 2006/07 blev sagen lagt i bero.[5]I september 2006 ulmede det dog atter i udkanten og Sindal Kommune modtog endnu en række henvendelser, der både talte for og imod en ændring af kommunegrænsen. Sagen blev sendt videre til forretningsudvalget for den nye Hjørring Kommune,som vedtog at udsætte sagen til perioden efter det næste byrådsvalg, idet der tydeligvis var meget modsatrettede holdninger til sagen.[6] I perioden efter januar 2007 modtog den nye Hjørring Kommune umiddelbart aldrig et udtrykt ønske fra borgerne i det gamle Lendum Sogn om en ændring af kommunegrænsen.

[1]''Sindal kommune bereder sig paa kamp om Stenhøj''. I: Vendsyssel Tidende d. 18-08-1970.

[2][https://arkiv.dk/vis/3144548 Hjørring Kommunearkiv, Æ17252] lb. nr. 2 u. sags nr. Underskriftsindsamlinger 1970.

[3]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252 lb. nr. 2 u. sags nr.

[4]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 1 sags nr. 251-01.

[5]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 2 sags nr. 172-05.

[6]Hjørring Kommunearkiv, J.nr. 716/2015, Beslutningsprotokol for forretningsudvalget forny Hjørring Kommune, 2006, bd. 3, s. 727.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 21, marts 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]

Konflikten om kommunegrænsen ved Stenhøj

2017-01-18T10:57:10Z

131.165.106.2:

[[Fil:Fig. 3.jpg|500px|thumbnail|right|Stenhøj set fra luften år 1974]]

I forbindelse med [[Kommunesammenlægningen i Sindal 1966|dannelsen af Sindal Kommune i 1966]], blussede en debat om en ændring af kommunens østligste grænse op. I 1965 gik grænsen mellem Lendum og Hørby Sogne tværs igennem byen [[Stenhøj]], hvilket blandt andet havde resulteret i, at børnene på den nordlige side af [[Stenhøjvej]], der går tværs igennem byen og markerede sognegrænsen, gik i skole i [[Lendum Skole|Lendum]], medens børnene på vejens sydlige side blev sendt til [[Hørby Skole|Hørby skole]]. Samtidig hermed var en del af borgerne i Stenhøj utilfredse med, at Lendum Sogneråd havde taget beslutningen om at blive en del af den nye Sindal Kommune uden først at have adspurgt sognets beboere. Derfor blev der i december 1965 iværksat en underskriftindsamling, hvor 90 % af beboerne i Stenhøj ytrede ønske om at vende Lendum Sognekommune ryggen og blive en del af Hørby Sognekommune.[1]

I første omgang førte sagen ikke andet med sig end en besked fra [[Hjørring Amt]] om, at grænsespørgsmålet skulle henligge til efter d. 1. april 1970, hvor den nye kommunalreform skulle træde i kraft. Knap 5 år og to kommunesammenlægninger senere var billedet dog noget mere broget end i 1965, for nu var mange af beboerne i Stenhøj blevet ganske glade for Sindal Kommune og spørgsmålet drejede sig ikke længere om Sindal Kommune versus Hørby Sognekommune men derimod Sindal versus den nye Sæby Kommune. I Juni 1970 modtog kommunalbestyrelsen i Sindal således 30 underskrifter fra borgere i Stenhøj,som ønskede deres tilhørsforhold til Sindal Kommune opretholdt. Omtrent samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sæby 18 underskrifter fra borgere, som ønskede at tilbagekalde deres tidligere underskrifter på, at de ønskede Stenhøj samlet i den daværende Hørby Sognekommune. Årsagen hertil var, at ”''Vi mente, og tror det er den almindelige opfattelse, at vi derved gav udtryk for ønsket om samling i én kommune, uden samtidig at give udtryk for, om det i givet fald skulle være Sindal eller Sæby(Hørby) man skulle tilslutte sig.''” Desuden oplyses det, at flere af medunderskriverne sidenhen var afgået ved døden. D. 17. august 1970 modtog Sindal Kommunalbestyrelse endnu en bunke underskrifter fra beboere i Stenhøj, som ønskede at være en del af Sindal Kommune. Denne gang var antallet af underskrivere oppe på 85. Nogle af medunderskriverne havde i 1965 ytret ønske om at tilhøre Hørby Kommune, men efter at denne i april 1970 indgik i Sæby Kommune, var ønsket ikke længere gældende.[2]

D. 21. september 1970 blev der afholdt møde for repræsentanter fra både Sæby og Sindal kommunalbestyrelser om grænsespørgsmålet ved Stenhøj. På mødet blev politikerne fra de to kommuner enige om at være uenige med hensyn til kommunegrænsen, og løsningen blev at bevare status quo, med mindre borgerne fra Stenhøj selv gjorde indsigelser. Fra en række borgeres side, var en opretholdelse af status quo imidlertid ikke en acceptabel løsning.Endnu en underskriftindsamling, denne gang til fordel for at Stenhøj skulle indlemmes i Frederikshavn Kommune, blev sat i værk, og i oktober 1970 modtog Kommunalreformkommissionen underskrifter fra 105 beboere og grundejere i Stenhøj by, som ønskede Stenhøj by overført til [[Frederikshavn Kommune]].

De mange underskriftsindsamlinger vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af kommunegrænsen medførte, at det blev besluttet at gennemføre en folkeafstemning blandt de berørte borgere. Afstemningen løb af stablen d. 16. februar 1971, hvor 194 borgere drog til stemmeurnerne. Det samlede antal stemmeberettigede lå på 215, så valgdeltagelsen var relativt høj. Resultatet blev et klart JA til Sindal Kommune: Blot 12 personer stemte nemlig for [[Sæby Kommune]], 69 stemte for, at området skulle tilhøre Frederikshavn Kommune, mens 113 stemte for Sindal Kommune.[3] På baggrund af afstemningen blev grænseændringen stadfæstet d. 1. april 1972. Ialt 93 personer blev denne dag flyttet fra Sæby til Sindal Kommune. De næste godt 40 år blev der ikke sat spørgsmålstegn ved kommunegrænsens placering, men da Danmark i starten af det nye årtusinde stod overfor en ny strukturreform,blev spørgsmålet om Stenhøj atter et punkt på den politiske dagsorden.

D. 24. juni 2004 indgik Regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om en [https://da.wikipedia.org/wiki/Strukturreformen strukturreform], der lagde op til at kommunerne skulle samles i større administrative enheder. Sindal Kommune indgik herefter en aftale med [[Hirtshals Kommune|Hirtshals]], [[Løkken–Vrå Kommune|Løkken–Vrå]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] om at danne en ny storkommune med [[Hjørring Købstad|Hjørring]] som centerby.

Tanken om en kommunesammenlægning, hvor Stenhøj endnu engang skulle udgøre den yderste grænse, langt væk fra magtens centrum, huede ikke alle i Stenhøj og allerede før aftalen om den nye strukturreform var i hus, kunne man ane de første tegn på, at Stenhøjs placering på det kommunale landkort igen skulle blive et stridspunkt. Sindal Kommune afholdte i marts og april 2004 en række borgermøder om en eventuel fremtidig kommunesammenlægning. På mødet i Lendum, der blev afholdt d. 31. marts 2004, blev der blandt andet spurgt indtil muligheden for, at området omkring Stenhøj kunne blive en del af Frederikshavn Kommune, da mange borgere følte et naturligt tilhørsforhold til Frederikshavn.
[[Fil:Fig. 5.jpg|500px|thumbnail|left|Kort over både ny (rød) og gammel (blå) kommunegrænse]]
I Frederikshavn Kommune var borgmesteren, Erik Sørensen, ganske åben overfor idéen om at indlemme Stenhøj-området i en fremtidig Frederikshavn storkommune og d. 26. august 2004 inviterede han Sindal Kommune til en drøftelse af grænseproblematikken. Efterfølgende henvendte borgmester i Sindal Kommune, [[Søren Risager]] sig til indenrigs- og sundhedsminister [https://da.wikipedia.org/wiki/Lars_L%C3%B8kke_Rasmussen Lars Løkke Rasmussen], hvor han efterlyste retningslinjer for muligheden for en deling af Sindal kommune i forbindelse med den forestående kommunesammenlægning. Svaret fra Lars Løkke Rasmussen lød på, at han ikke på daværende tidspunkt kunne tage stilling i konkrete sager, men at det som et minimum ville kræve, at samtlige kommunalbestyrelser i de kommuner, som Sindal skulle forenes med, ville sige god for beslutningen. Mens borgmester Søren Risager gik og ventede på indenrigsministerens svar, modtog han d. 12.oktober 2004 en underskriftindsamling fra 91 borgere i Stenhøj-området, der tilkendegav, at 72 personer ønskede tilknytning til Frederikshavn kommune, mens 19 personer sluttede op om kommunalbestyrelsens beslutning om at arbejde på en sammenslutning med Hjørring Kommune. Samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sindal en række henvendelser fra [[Lendum Børnecenter]], [[Lendum Pensionistforening]], [[Lendum Idrætsforening]], KFUM-spejderne og Lendum Ungdomsklub, hvor afsenderne samstemmende udtrykte deres bekymring omkring en eventuelfolkeafstemning om Stenhøjs tilhørsforhold. Forslaget fra foreningslivet lød således: ”''For at bevare det befolkningsmæssige underlag for skole, børnehave, og lokalsamfundets øvrige liv, skal en eventuel folkeafstemning omfatte hele Lendums skoledistrikt. For os er det primære at bevare et stærkt og attraktivt lokalsamfund og sekundært om tilhørsforholdet er mod øst eller vest.''” [4]Ligesom i 1970-1972 var det vigtigste for borgerne altså ikke, hvilken kommune de skulle tilhøre, men i højere grad at lokalsamfundet forblev en samlet enhed.

Efter en telefonisk meddelelse fra Indenrigsministeriet til Sindal Kommune om, at grænsereguleringer først ville kunne finde sted efterstrukturreformens gennemførelse ved årsskiftet 2006/07 blev sagen lagt i bero.[5]I september 2006 ulmede det dog atter i udkanten og Sindal Kommune modtog endnu en række henvendelser, der både talte for og imod en ændring af kommunegrænsen. Sagen blev sendt videre til forretningsudvalget for den nye Hjørring Kommune,som vedtog at udsætte sagen til perioden efter det næste byrådsvalg, idet der tydeligvis var meget modsatrettede holdninger til sagen.[6] I perioden efter januar 2007 modtog den nye Hjørring Kommune umiddelbart aldrig et udtrykt ønske fra borgerne i det gamle Lendum Sogn om en ændring af kommunegrænsen.

[1]''Sindal kommune bereder sig paa kamp om Stenhøj''. I: Vendsyssel Tidende d. 18-08-1970.

[2][https://arkiv.dk/vis/3144548 Hjørring Kommunearkiv, Æ17252] lb. nr. 2 u. sags nr. Underskriftsindsamlinger 1970.

[3]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252 lb. nr. 2 u. sags nr.

[4]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 1 sags nr. 251-01.

[5]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 2 sags nr. 172-05.

[6]Hjørring Kommunearkiv, J.nr. 716/2015, Beslutningsprotokol for forretningsudvalget forny Hjørring Kommune, 2006, bd. 3, s. 727.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 21, januar 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]

Kommunesammenlægningen i Hjørring 2007

2017-01-18T07:28:37Z

131.165.106.2:

[[Fil:Lynvejledning.jpg|400px|thumbnail|right|Titlen på denne pjece fra Kommunernes Landsforening illustrerer en af de grundlæggende forskelle, der var på kommunesammenlægningen i 1970 og den i 2007. Sidstnævnte blev nemlig gennemført væsentligt hurtigere end den i 1970.]]
[[Fil:Byråd2010.JPG|400px|thumbnail|right|Første valg efter strukturreformens gennemførelse ved
årsskiftet 2006/07 var i 2009, hvor Lokallistens Knud Størup, Venstres Susanne Sander og socialdemokraten Arne Boelt kæmpede om posten som borgmester. Arne Boelt fra Sindal løb af med sejren og har siddet på borgmesterposten lige siden. Billedet her er fra Hjørring Byråds konstituerende møde d. 01-12- 2009 i byrådssalen på det gamle rådhus på Torvet.Fotograf: Carl-Herman Hansen.]]
[[Fil:Rådhus.jpg|400px|thumbnail|right|Det nye rådhus i Hjørring med den karakteristiske runde byrådssal på førstesalen. Set fra Springvandspladsen.]]
Ved folketingets åbning i 2002 annoncerede statsminister [https://da.wikipedia.org/wiki/Anders_Fogh_Rasmussen Anders Fogh Rasmussen] nedsættelsen af en [https://da.wikipedia.org/wiki/Strukturkommissionen strukturkommission], der skulle se på: ''”om det eksisterende system nu også lever op til vor tids krav til et moderne velfærdssamfund.”'' D. 24. juni 2004 indgik regeringspartierne Venstre og Konservative samt støttepartiet Dansk Folkeparti en aftale om en ny strukturreform, der havde som formål at sikre kommunernes bæredygtighed og give kommunerne hovedansvaret for langt de fleste velfærdsopgaver. Dette skulle gennemføres ved at danne større kommuner med et befolkningsgrundlag på minimum 30.000 indbyggere. Ifølge regeringens udspil ''”Det nye Danmark – en enkel offentlig sektor tæt på borgeren”'' var målene med strukturreformen bl.a.: ''”De centrale velfærdsopgaver skal løses så tæt på borgerne som muligt, så man lokalt kan gøre en forskel. Det er selve fundamentet for et levende nærdemokrati”''. De opgaver, som kommunerne skulle overtage, var bl.a. miljøgodkendelser, en stor del af de specialiserede opgaver på socialområdet, samt de nye jobcentre, der skulle samle beskæftigelsesindsatsen.

Allerede fra slutningen af 2003 havde der været uformelle drøftelser om en eventuel kommunesammenlægning mellem de fire kommuner [[Hjørring Kommune|Hjørring]], [[Hirtshals Kommune|Hirtshals]], [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]] og [[Sindal Kommune|Sindal]]. At den nye Hjørring Kommune skulle ende ud med at blive en sammenlægning af præcis disse 4 kommuner, var imidlertid ikke givet fra starten. Specielt i Løkken-Vrå Kommune var kommunalbestyrelsen splittet i spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skulle søge mod Hjørring, Sindal og Hirtshals eller mod Brønderslev og Pandrup. I Sindal Kommune var der stort set enighed om at søge mod Hjørring, men tanker om en sammenlægning med Skagen, Frederikshavn og Sæby blev også luftet. Samtidig hermed overvejede borgmesteren i Hirtshals, [[Knud Størup]], at bruge den såkaldte kattelem, der gik ud på, at kommunerne indgik et forpligtende samarbejde i stedet for at gennemføre en egentlig sammenlægning.

I løbet af efteråret 2004 faldt flere og flere brikker på plads, og Ny Hjørring Kommunes placering på det fremtidige kommunale landkort var stort set fastlagt. Allerede d. 29.november 2004 kunne de fire kommuner derfor meddele Indenrigs- og sundhedsministeriet, at de ønskede at indgå i en sammenlægning. I ''Idégrundlag og overordnet vision for en evt. ny kommune'' står der bl.a.:
'' ”Med udgangspunkt i og med respekt for områdets forskelligartede værdier, den unikke natur, det varierede kultur- og fritidstilbud og nuværende vækstpotentialer vil kommunen udvikle en attraktiv og aktiv erhvervs-, turisme-, og bokommune med velfungerende by- og lokalområder. Kommunen skal således i samarbejde med andre kommuner fremstå som vækstdynamo i Vendsyssel med lokalområdernes bosætningspotentialer og de større byers udviklingspotentialer.”
''

I efteråret 2005 løb det første gang til byrådet i Ny Hjørring Kommune, som skulle tiltræde d. 1. januar 2006, af stablen. Da sammenlægningen først skulle træde i kraft d. 1. januar 2007, fungerede det nyvalgte byråd i dets første leveår som sammenlægningsudvalg for den nye kommune. Selve valget blev en rigtig gyser, hvor Knud Størup fra [[Lokallisten]], Per Harfeld fra Venstre og Finn Olesen fra Socialdemokratiet alle kæmpede om borgmesterposten. Med ni mandater stod Lokallisten til at blive valgets vindere, men Socialdemokratiet indgik en aftale med Venstre, Konservative og Radikale, der sikrede Finn Olesen borgmesterposten.

I tiden umiddelbart efter dannelsen af Ny Hjørring Kommune blev der lagt stor vægt på at bevare en decentral struktur, hvor fx borgerservicecentre og dele af forvaltningerne blev bibeholdt på de gamle rådhuse i Hirtshals, Løkken-Vrå og Sindal Kommune. Navnet Ny Hjørring Kommune var ligeledes en markering af, at oplandskommunerne ikke blot skulle inkorporeres i Hjørring Kommune. Med Hjørring by som naturligt centrum i kommunen er ordet ''Ny'' med tiden dog forsvundet fra kommunens navn, og i 2010 indledtes arbejdet med at samle kommunens forvaltninger i Hjørring. Et arbejde der sluttede i 2013 med indvielsen af et nyt rådhus i Hjørring. Formålet med en samling af administrationen var blandt andet at optimere arbejdsgangene i form af mindre kørsel, mere samarbejde mellem forvaltningerne og bedre arbejdsmiljø for personalet. For at bevare borgernes mulighed for forholdsvis let at kunne modtage personlig betjening fra kommunen blev de decentrale borgerservicecentre i Hirtshals, Sindal og Vrå dog bevaret.

En af bevæggrundene til strukturreformen var som nævnt stordriftsfordelene i en stor kommune. I store kommuner har politikerne generelt set større armslængde til de konkrete sager, hvilket kan gøre det lettere at træffe de svære beslutninger om fx skolelukninger. Herudover er der en tendens til, at den offentlige forvaltning bliver mere og mere kompleks og specialiseret, og her kan en større administrativ enhed være fordelagtig. Et eksempel herpå er digitaliseringsområdet, hvor Hjørring Kommune er godt med i forhold til de nye udfordringer, som dette område skaber. Eksempelvis vandt Hjørring Kommune hele to ud af tre mulige digitaliseringspriser i 2016.

Hvorvidt strukturreformen samlet set har medført større bæredygtighed og en højere grad af lokalt demokrati er et vanskeligt spørgsmål at svare på, og svaret vil variere alt afhængigt af, hvilke parametre, der måles på. Den nyeste forskning peger dog i retning af, at de økonomiske gevinster har været mindre end forventet, samtidig med at borgernes tillid til demokratiet er dalet en smule i kølvandet på strukturreformen.

Kilde: Hjørring Kommunearkiv [https://arkiv.dk/vis/3157028 Æ15035] Drøftelser vedr. større kommuner

'''Historier fra fortid og nutid nr. 20, januar 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Valg]]

Kommunesammenlægningen i Hjørring 2007

2017-01-18T07:27:35Z

131.165.106.2:

[[Fil:Lynvejledning.jpg|400px|thumbnail|right|Titlen på denne pjece fra Kommunernes Landsforening illustrerer en af de grundlæggende forskelle, der var på kommunesammenlægningen i 1970 og den i 2007. Sidstnævnte blev nemlig gennemført væsentligt hurtigere end den i 1970.]]
[[Fil:Byråd2010.JPG|400px|thumbnail|right|Første valg efter strukturreformens gennemførelse ved
årsskiftet 2006/07 var i 2009, hvor Lokallistens Knud Størup, Venstres Susanne Sander og socialdemokraten Arne Boelt kæmpede om posten som borgmester. Arne Boelt fra Sindal løb af med sejren og har siddet på borgmesterposten lige siden. Billedet her er fra Hjørring Byråds konstituerende møde d. 01-12- 2009.Fotograf: Carl-Herman Hansen.]]
[[Fil:Rådhus.jpg|400px|thumbnail|right|Det nye rådhus i Hjørring med den karakteristiske runde byrådssal på førstesalen. Set fra Springvandspladsen.]]
Ved folketingets åbning i 2002 annoncerede statsminister [https://da.wikipedia.org/wiki/Anders_Fogh_Rasmussen Anders Fogh Rasmussen] nedsættelsen af en [https://da.wikipedia.org/wiki/Strukturkommissionen strukturkommission], der skulle se på: ''”om det eksisterende system nu også lever op til vor tids krav til et moderne velfærdssamfund.”'' D. 24. juni 2004 indgik regeringspartierne Venstre og Konservative samt støttepartiet Dansk Folkeparti en aftale om en ny strukturreform, der havde som formål at sikre kommunernes bæredygtighed og give kommunerne hovedansvaret for langt de fleste velfærdsopgaver. Dette skulle gennemføres ved at danne større kommuner med et befolkningsgrundlag på minimum 30.000 indbyggere. Ifølge regeringens udspil ''”Det nye Danmark – en enkel offentlig sektor tæt på borgeren”'' var målene med strukturreformen bl.a.: ''”De centrale velfærdsopgaver skal løses så tæt på borgerne som muligt, så man lokalt kan gøre en forskel. Det er selve fundamentet for et levende nærdemokrati”''. De opgaver, som kommunerne skulle overtage, var bl.a. miljøgodkendelser, en stor del af de specialiserede opgaver på socialområdet, samt de nye jobcentre, der skulle samle beskæftigelsesindsatsen.

Allerede fra slutningen af 2003 havde der været uformelle drøftelser om en eventuel kommunesammenlægning mellem de fire kommuner [[Hjørring Kommune|Hjørring]], [[Hirtshals Kommune|Hirtshals]], [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]] og [[Sindal Kommune|Sindal]]. At den nye Hjørring Kommune skulle ende ud med at blive en sammenlægning af præcis disse 4 kommuner, var imidlertid ikke givet fra starten. Specielt i Løkken-Vrå Kommune var kommunalbestyrelsen splittet i spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skulle søge mod Hjørring, Sindal og Hirtshals eller mod Brønderslev og Pandrup. I Sindal Kommune var der stort set enighed om at søge mod Hjørring, men tanker om en sammenlægning med Skagen, Frederikshavn og Sæby blev også luftet. Samtidig hermed overvejede borgmesteren i Hirtshals, [[Knud Størup]], at bruge den såkaldte kattelem, der gik ud på, at kommunerne indgik et forpligtende samarbejde i stedet for at gennemføre en egentlig sammenlægning.

I løbet af efteråret 2004 faldt flere og flere brikker på plads, og Ny Hjørring Kommunes placering på det fremtidige kommunale landkort var stort set fastlagt. Allerede d. 29.november 2004 kunne de fire kommuner derfor meddele Indenrigs- og sundhedsministeriet, at de ønskede at indgå i en sammenlægning. I ''Idégrundlag og overordnet vision for en evt. ny kommune'' står der bl.a.:
'' ”Med udgangspunkt i og med respekt for områdets forskelligartede værdier, den unikke natur, det varierede kultur- og fritidstilbud og nuværende vækstpotentialer vil kommunen udvikle en attraktiv og aktiv erhvervs-, turisme-, og bokommune med velfungerende by- og lokalområder. Kommunen skal således i samarbejde med andre kommuner fremstå som vækstdynamo i Vendsyssel med lokalområdernes bosætningspotentialer og de større byers udviklingspotentialer.”
''

I efteråret 2005 løb det første gang til byrådet i Ny Hjørring Kommune, som skulle tiltræde d. 1. januar 2006, af stablen. Da sammenlægningen først skulle træde i kraft d. 1. januar 2007, fungerede det nyvalgte byråd i dets første leveår som sammenlægningsudvalg for den nye kommune. Selve valget blev en rigtig gyser, hvor Knud Størup fra [[Lokallisten]], Per Harfeld fra Venstre og Finn Olesen fra Socialdemokratiet alle kæmpede om borgmesterposten. Med ni mandater stod Lokallisten til at blive valgets vindere, men Socialdemokratiet indgik en aftale med Venstre, Konservative og Radikale, der sikrede Finn Olesen borgmesterposten.

I tiden umiddelbart efter dannelsen af Ny Hjørring Kommune blev der lagt stor vægt på at bevare en decentral struktur, hvor fx borgerservicecentre og dele af forvaltningerne blev bibeholdt på de gamle rådhuse i Hirtshals, Løkken-Vrå og Sindal Kommune. Navnet Ny Hjørring Kommune var ligeledes en markering af, at oplandskommunerne ikke blot skulle inkorporeres i Hjørring Kommune. Med Hjørring by som naturligt centrum i kommunen er ordet ''Ny'' med tiden dog forsvundet fra kommunens navn, og i 2010 indledtes arbejdet med at samle kommunens forvaltninger i Hjørring. Et arbejde der sluttede i 2013 med indvielsen af et nyt rådhus i Hjørring. Formålet med en samling af administrationen var blandt andet at optimere arbejdsgangene i form af mindre kørsel, mere samarbejde mellem forvaltningerne og bedre arbejdsmiljø for personalet. For at bevare borgernes mulighed for forholdsvis let at kunne modtage personlig betjening fra kommunen blev de decentrale borgerservicecentre i Hirtshals, Sindal og Vrå dog bevaret.

En af bevæggrundene til strukturreformen var som nævnt stordriftsfordelene i en stor kommune. I store kommuner har politikerne generelt set større armslængde til de konkrete sager, hvilket kan gøre det lettere at træffe de svære beslutninger om fx skolelukninger. Herudover er der en tendens til, at den offentlige forvaltning bliver mere og mere kompleks og specialiseret, og her kan en større administrativ enhed være fordelagtig. Et eksempel herpå er digitaliseringsområdet, hvor Hjørring Kommune er godt med i forhold til de nye udfordringer, som dette område skaber. Eksempelvis vandt Hjørring Kommune hele to ud af tre mulige digitaliseringspriser i 2016.

Hvorvidt strukturreformen samlet set har medført større bæredygtighed og en højere grad af lokalt demokrati er et vanskeligt spørgsmål at svare på, og svaret vil variere alt afhængigt af, hvilke parametre, der måles på. Den nyeste forskning peger dog i retning af, at de økonomiske gevinster har været mindre end forventet, samtidig med at borgernes tillid til demokratiet er dalet en smule i kølvandet på strukturreformen.

Kilde: Hjørring Kommunearkiv [https://arkiv.dk/vis/3157028 Æ15035] Drøftelser vedr. større kommuner

'''Historier fra fortid og nutid nr. 20, januar 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Valg]]

Kommunesammenlægningen i Sindal 1966

2016-12-19T09:58:28Z

131.165.106.2:

[[Fil:Sindalkommune.jpg|400px|thumbnail|right|Kort over den nye Sindal Kommune ]]
1. april 1970 er i kommunalhistorisk sammenhæng en
skelsættende dato, da Danmark på denne dag blev næsten 1000 kommuner fattigere.
[https://da.wikipedia.org/wiki/Kommunalreformen_(1970) Kommunalreformen] medførte, at 1388 kommuner blev reduceret til 275.
Bevæggrunden bag reformen var, at den kommunale struktur ikke længere matchede
de krav, der blev stillet til kommunerne. Allerede i 1959 indledte Kommunallovskommissionen
det arbejde, der skulle ende med et helt nyt kommunalt landkort, og i perioden
1959-1969 valgte nogle hundrede kommuner frivilligt at blive sammenlagt. En af
disse var den nye [[Sindal Kommune]], der blev dannet i 1966.

De første spæde skridt mod kommunesammenlægningen i Sindal blev
taget i 1965 i kølvandet på rapporten ''Udkast til en kommunesammenlægning i Hjørring Amt'', der blev udarbejdet af Hjørring Amt og Kommunallovskommissionen i 1964. Heri
blev en sammenlægning af Astrup, Sindal, Hørmested og Tolne sognekommuner
anbefalet. På rapportens s. 86 står der bl.a., at: ''”En sammenlægning vil give tilstrækkeligt befolkningsunderlag til, at der rationelt kan tilvejebringes en kommende teknisk forvaltning til administration af vejvæsen, landsbyggelov, byplanlægning m.v''.”[1] Her
aner man nogle af de førnævnte samfundskrav, som de gamle sognekommuner havde
vanskeligt ved at opfylde. Ud over det tekniske område, var skoleområdet i
kraft af en ny [[Skoleloven af 1958 - da landsbyskolerne lukkede på stribe|skolelov fra 1958]] et
område, der fordelagtigjorde større kommunale enheder.[2]

Efter at have læst rapportens anbefalinger indledte de fire
sognekommuner et samarbejde og i løbet af ganske kort tid meldte Mosbjerg og
Ugilt sognekommuner sig ligeledes på banen med et ønske om at deltage i en
fremtidig kommunesammenlægning. De 6 sognerådsformænd udarbejdede en
overenskomst for vilkårene for sammenlægningen, som de underskrev d. 13.
november 1965, men før [[Hjørring Amt]]
havde færdigbehandlet sagen, meddelte sognerådet i Lendum imidlertid, at også deres
kommune ønskede at blive en del af sammenlægningen. En ny overenskomst blev udarbejdet
og afsendt og d. 10. februar 1966 godkendte indenrigsministeriet
kommunesammenlægningen, som trådte i kraft d. 1. april 1966. [3]

Kommunesammenlægningen i Sindal foregik temmelig
gnidningsfrit og da Hjørring Amtsråd på et møde d. 10. december 1965 godkendte
beslutningen om at optage Lendum Sognekommune i fællesskabet, blev storkommunen ifølge
[[Vendsyssel Tidende]] beskrevet som: ''”et familieanliggende blandt kommuner, som har det rart sammen.”'' Selvom der således var fred og fordragelighed
imellem sognekommunerne, skinner det dog i samme artikel tydeligt igennem, at
den frivillige kommunesammenlægning mest af alt fandt sted, fordi
sognerådsformændene var klar over, at en kommunalreform, der ville tvinge
kommunerne til at finde sammen i større enheder, stod for døren. Derfor
foretrak de at gennemføre en frivillig sammenlægning, hvor de selv havde
indflydelse på, hvem der måtte være med. Blandt andet skulle sognerådsformand i
Sindal, Oluf Pedersen, på det samme møde have udtalt følgende:
''”- Hvis sammenlægningen var sket ved lov,kunne man risikere at komme i stue med folk, man ikke brød sig om at være sammen med. Det sker ikke, naar alt ordnes frivilligt.''
”[4]

Samtidig med at
lokalpolitikerne i det store og hele var tilfredse med beslutningen om en
sammenlægning af de syv sogne, fik den en blandet modtagelse i befolkningen.
Specielt i de østligste områder af Tolne og Lendum sognekommuner mente flere, at
politikerne burde have adspurgt borgerne, inden de indgik en aftale. Chr.
Nørgaard fra Tolne satte i et læserbrev i Vendsyssel Tidende i november 1965
ord på frustrationen blandt borgerne således:
''”Det er ligesom de ledende inden for alle samfundsklasser er blevet grebet af en slags storhedsvanvid, intet kan blive stort nok (…)Jeg læste referatet fra sogneraadenes møde angaaende sammenlægning af Sindal, Astrup, Ugilt, Hørmested, Mosbjerg og Tolne kommuner, at 80 pct. af samtlige medlemmer gik ind for tanken, og saa kan man vel gaa ud fra, at det gaar igennem, og at de ikkebehøver at spørge skatteyderne”''
[5]

Trods skepsis fra kommunens yderområder udviklede den nye Sindal Kommune sig til at være velfungerende med en sund økonomi. Sindal Kommune fungerede som administrativ enhed indtil den næste strukturreform,
der gennemførtes ved årsskiftet 2006/07 og hvor Sindal blev en del af den nye Hjørring Kommune. [6]

[1][https://www.arkiv.dk/vis/3307760 Hjørring Kommunearkiv, A4006] lb. nr. 6 u. sags nr.
''Udkast til en kommunesammenlægning i Hjørring Amt,''udarbejdet af tjenestemænd ved Hjørring Amt i samarbejde med kommunallovskommissionens sekretariat, 1964, s. 86.

[2]
''Bekendtgørelseaf lov om Folkeskolen''
, 18. juni 1958.

[3]Hjørring
Kommunearkiv, j. nr. 702/2010.

[4]
''Hjørring amtsråd godkender at ”De seks”bliver ”De syv”.''
I: Vendsyssel Tidende d. 11-12-1965.

[5]''Kommunesammenlægning''. I: vendsyssel
Tidende d. 02-11-1965.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 19, december 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]

Konflikten om kommunegrænsen ved Stenhøj

2016-12-19T09:51:46Z

131.165.106.2:

[[Fil:Fig. 3.jpg|500px|thumbnail|right|Stenhøj set fra luften år 1974]]

I forbindelse med [[Kommunesammenlægningen i Sindal 1966|dannelsen af Sindal Kommune i 1966]], blussede en debat om en ændring af kommunens østligste grænse op. I 1965 gik grænsen mellem Lendum og Hørby Sogne tværs igennem byen [[Stenhøj]], hvilket blandt andet havde resulteret i, at børnene på den nordlige side af [[Stenhøjvej]], der går tværs igennem byen og markerede sognegrænsen, gik i skole i [[Lendum Skole|Lendum]], medens børnene på vejens sydlige side blev sendt til [[Hørby Skole|Hørby skole]]. Samtidig hermed var en del af borgerne i Stenhøj utilfredse med, at Lendum Sogneråd havde taget beslutningen om at blive en del af den nye Sindal Kommune uden først at have adspurgt sognets beboere. Derfor blev der i december 1965 iværksat en underskriftindsamling, hvor 90 % af beboerne i Stenhøj ytrede ønske om at vende Lendum Sognekommune ryggen og blive en del af Hørby Sognekommune.[1]

I første omgang førte sagen ikke andet med sig end en besked fra [[Hjørring Amt]] om, at grænsespørgsmålet skulle henligge til efter d. 1. april 1970, hvor den nye kommunalreform skulle træde i kraft. Knap 5 år og to kommunesammenlægninger senere var billedet dog noget mere broget end i 1965, for nu var mange af beboerne i Stenhøj blevet ganske glade for Sindal Kommune og spørgsmålet drejede sig ikke længere om Sindal Kommune versus Hørby Sognekommune men derimod Sindal versus den nye Sæby Kommune. I Juni 1970 modtog kommunalbestyrelsen i Sindal således 30 underskrifter fra borgere i Stenhøj,som ønskede deres tilhørsforhold til Sindal Kommune opretholdt. Omtrent samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sæby 18 underskrifter fra borgere, som ønskede at tilbagekalde deres tidligere underskrifter på, at de ønskede Stenhøj samlet i den daværende Hørby Sognekommune. Årsagen hertil var, at ”''Vi mente, og tror det er den almindelige opfattelse, at vi derved gav udtryk for ønsket om samling i én kommune, uden samtidig at give udtryk for, om det i givet fald skulle være Sindal eller Sæby(Hørby) man skulle tilslutte sig.''” Desuden oplyses det, at flere af medunderskriverne sidenhen var afgået ved døden. D. 17. august 1970 modtog Sindal Kommunalbestyrelse endnu en bunke underskrifter fra beboere i Stenhøj, som ønskede at være en del af Sindal Kommune. Denne gang var antallet af underskrivere oppe på 85. Nogle af medunderskriverne havde i 1965 ytret ønske om at tilhøre Hørby Kommune, men efter at denne i april 1970 indgik i Sæby Kommune, var ønsket ikke længere gældende.[2]

D. 21. september 1970 blev der afholdt møde for repræsentanter fra både Sæby og Sindal kommunalbestyrelser om grænsespørgsmålet ved Stenhøj. På mødet blev politikerne fra de to kommuner enige om at være uenige med hensyn til kommunegrænsen, og løsningen blev at bevare status quo, med mindre borgerne fra Stenhøj selv gjorde indsigelser. Fra en række borgeres side, var en opretholdelse af status quo imidlertid ikke en acceptabel løsning.Endnu en underskriftindsamling, denne gang til fordel for at Stenhøj skulle indlemmes i Frederikshavn Kommune, blev sat i værk, og i oktober 1970 modtog Kommunalreformkommissionen underskrifter fra 105 beboere og grundejere i Stenhøj by, som ønskede Stenhøj by overført til [[Frederikshavn Kommune]].

De mange underskriftsindsamlinger vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af kommunegrænsen medførte, at det blev besluttet at gennemføre en folkeafstemning blandt de berørte borgere. Afstemningen løb af stablen d. 16. februar 1971, hvor 194 borgere drog til stemmeurnerne. Det samlede antal stemmeberettigede lå på 215, så valgdeltagelsen var relativt høj. Resultatet blev et klart JA til Sindal Kommune: Blot 12 personer stemte nemlig for [[Sæby Kommune]], 69 stemte for, at området skulle tilhøre Frederikshavn Kommune, mens 113 stemte for Sindal Kommune.[3] På baggrund af afstemningen blev grænseændringen stadfæstet d. 1. april 1972. Ialt 93 personer blev denne dag flyttet fra Sæby til Sindal Kommune. De næste godt 40 år blev der ikke sat spørgsmålstegn ved kommunegrænsens placering, men da Danmark i starten af det nye årtusinde stod overfor en ny strukturreform,blev spørgsmålet om Stenhøj atter et punkt på den politiske dagsorden.

D. 24. juni 2004 indgik Regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om en [https://da.wikipedia.org/wiki/Strukturreformen strukturreform], der lagde op til at kommunerne skulle samles i større administrative enheder. Sindal Kommune indgik herefter en aftale med [[Hirtshals Kommune|Hirtshals]], [[Løkken–Vrå Kommune|Løkken–Vrå]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] om at danne en ny storkommune med [[Hjørring Købstad|Hjørring]] som centerby.

Tanken om en kommunesammenlægning, hvor Stenhøj endnu engang skulle udgøre den yderste grænse, langt væk fra magtens centrum, huede ikke alle i Stenhøj og allerede før aftalen om den nye strukturreform var i hus, kunne man ane de første tegn på, at Stenhøjs placering på det kommunale landkort igen skulle blive et stridspunkt. Sindal Kommune afholdte i marts og april 2004 en række borgermøder om en eventuel fremtidig kommunesammenlægning. På mødet i Lendum, der blev afholdt d. 31. marts 2004, blev der blandt andet spurgt indtil muligheden for, at området omkring Stenhøj kunne blive en del af Frederikshavn Kommune, da mange borgere følte et naturligt tilhørsforhold til Frederikshavn.
[[Fil:Fig. 5.jpg|500px|thumbnail|left|Kort over både ny (rød) og gammel (blå) kommunegrænse]]
I Frederikshavn Kommune var borgmesteren, Erik Sørensen, ganske åben overfor idéen om at indlemme Stenhøj-området i en fremtidig Frederikshavn storkommune og d. 26. august 2004 inviterede han Sindal Kommune til en drøftelse af grænseproblematikken. Efterfølgende henvendte borgmester i Sindal Kommune, [[Søren Risager]] sig til indenrigs- og sundhedsminister [https://da.wikipedia.org/wiki/Lars_L%C3%B8kke_Rasmussen Lars Løkke Rasmussen], hvor han efterlyste retningslinjer for muligheden for en deling af Sindal kommune i forbindelse med den forestående kommunesammenlægning. Svaret fra Lars Løkke Rasmussen lød på, at han ikke på daværende tidspunkt kunne tage stilling i konkrete sager, men at det som et minimum ville kræve, at samtlige kommunalbestyrelser i de kommuner, som Sindal skulle forenes med, ville sige god for beslutningen. Mens borgmester Søren Risager gik og ventede på indenrigsministerens svar, modtog han d. 12.oktober 2004 en underskriftindsamling fra 91 borgere i Stenhøj-området, der tilkendegav, at 72 personer ønskede tilknytning til Frederikshavn kommune, mens 19 personer sluttede op om kommunalbestyrelsens beslutning om at arbejde på en sammenslutning med Hjørring Kommune. Samtidig hermed modtog kommunalbestyrelsen i Sindal en række henvendelser fra [[Lendum Børnecenter]], [[Lendum Pensionistforening]], [[Lendum Idrætsforening]], KFUM-spejderne og Lendum Ungdomsklub, hvor afsenderne samstemmende udtrykte deres bekymring omkring en eventuelfolkeafstemning om Stenhøjs tilhørsforhold. Forslaget fra foreningslivet lød således: ”''For at bevare det befolkningsmæssige underlag for skole, børnehave, og lokalsamfundets øvrige liv, skal en eventuel folkeafstemning omfatte hele Lendums skoledistrikt. For os er det primære at bevare et stærkt og attraktivt lokalsamfund og sekundært om tilhørsforholdet er mod øst eller vest.''” [4]Ligesom i 1970-1972 var det vigtigste for borgerne altså ikke, hvilken kommune de skulle tilhøre, men i højere grad at lokalsamfundet forblev en samlet enhed.

Efter en telefonisk meddelelse fra Indenrigsministeriet til Sindal Kommune om, at grænsereguleringer først ville kunne finde sted efterstrukturreformens gennemførelse ved årsskiftet 2006/07 blev sagen lagt i bero.[5]I september 2006 ulmede det dog atter i udkanten og Sindal Kommune modtog endnu en række henvendelser, der både talte for og imod en ændring af kommunegrænsen. Sagen blev sendt videre til forretningsudvalget for den nye Hjørring Kommune,som vedtog at udsætte sagen til perioden efter det næste byrådsvalg, idet der tydeligvis var meget modsatrettede holdninger til sagen.[6] I perioden efter januar 2007 modtog den nye Hjørring Kommune umiddelbart aldrig et udtrykt ønske fra borgerne i det gamle Lendum Sogn om en ændring af kommunegrænsen.

[1]''Sindal kommune bereder sig paa kamp om Stenhøj''. I: Vendsyssel Tidende d. 18-08-1970.

[2][https://arkiv.dk/vis/3144548 Hjørring Kommunearkiv, Æ17252] lb. nr. 2 u. sags nr. Underskriftsindsamlinger 1970.

[3]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252 lb. nr. 2 u. sags nr.

[4]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 1 sags nr. 251-01.

[5]Hjørring Kommunearkiv, Æ17252, lb. nr. 2 sags nr. 172-05.

[6]Hjørring Kommunearkiv, J.nr. 716/2015, Beslutningsprotokol for forretningsudvalget forny Hjørring Kommune, 2006, bd. 3, s. 727.

'''Historier fra fortid og nutid nr. 20, januar 2017, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Begivenheder]]
[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]

Jul på Hjørring Alderdomshjem

2016-11-30T10:31:08Z

131.165.106.2:

[[Fil:Jul.jpg|400px|thumbnail|left|Plan over julemaden på Hjørring Alderdomshjem anno 1938.]]
Madplanen her, der er fra [[Hjørring Alderdomshjem]] anno 1938, viser, at flere af de retter,der i dag hører julen til, også blev nydt på alderdomshjemmet. Der blev fx serveret risengrød, småkager og flæskesteg. Gåsestegen som i løbet af 1800-tallet blev en del af julemiddagen er for manges vedkommende i dag blevet skiftet ud med en andesteg, som er en relativ ny juletradition. Grunden til dette fjerkræbytte er, at anden var billigere og mindre end den traditionelle gås.

Selvom vi således har fastholdt mange af datidens traditionelle juleretter såsom flæskesteg,risengrød, æbleskiver og pebernødder, så er der dog en del gamle retter, som fylder mindre på julebordet i dag, end de gjorde for bare 100 år siden. Dette gælder eksempelvis fulling, finker og klipfisk. Da det måske ikke er alle, der ved, hvad fulling består af, kan man finde opskriften i denne lilleartikel-samling om datidens [https://issuu.com/vhmarkiv/docs/artikler_julekalenderen_2012 jul i Vendsyssel].
[[Fil:Grønkål.jpg|400px|thumbnail|Grønkålsjuletræ hos familien Friis, Hjørring, 1904. Fotograf [[Kirstine Lund (1852-1948)|Kirstine Lund]]. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring, Fotosamlingen|Historisk Arkiv]] [https://www.arkiv.dk/vis/3158130 B24898] ]]
På Hjørring Alderdomshjem blev der 1. juledag serveret grønlangkål. Grønlangkålen er en gammel traditionel juleret, men hvad færre måske er klar over, blev grønlangkålen i den søde juletid ikke kun anvendt til at stille sulten. Det største af kålene blev i mange hjem pyntet op og brugt som juletræ. Først i starten af 1900-tallet begyndte man at skifte kålen ud med et grantræ.

Nytårsaften på alderdomshjemmet var med en nutidig målestok temmelig spartansk, da selve nytårs-middagen kun bestod af en enkelt ret. Denne bestod af den klassiske kogte torsk, som stadig bliver spist i mange hjem nytårsaften. Nytårstorsken kan spores langt tilbage. I tiden før reformationen, var det nemlig skik, at adventstiden var en fasteperiode, hvor mager fisk var ideel. Efter en pause på nogle århundreder, hvor nytårsmaden ikke adskilte sig synderligt fra den øvrige julemad, fik nytårstorsken fra 1800-tallet en renæssance.

'''Kilder:'''
Hjørring Kommunearkiv: Hjørring Købstadskommune, Alderdomshjem og pensionsboliger [https://www.arkiv.dk/vis/3141547 Æ16341]

'''Historier fra fortid og nutid nr. 18, december 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

<fblike/>

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Socialvæsen]]

Halbal i 70'erne

2016-09-02T09:59:43Z

131.165.106.2:

[[Fil:Bladlusen.jpg|300px|thumbnail|right|Bladlusen er bare ét af de mange arkivalier fra Hjørring Kommunes skoler, der findes på Hjørring Kommunearkiv. ]]
[[Fil:Halvorsminde.jpg|300px|thumbnail|right|Sådan så de unge ud i 1978. Festen her foregår på Halvorsminde Ungdomsskole. Fotograf: Ukendt. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring]] [https://arkiv.dk/vis/3151430 B41723] ]]
Hvem kan ikke huske sit første kys. Måske fik man det i et hjørne af en idrætsal, hvor boldbanerne for en stund var udstyret med blinkende diskolys i alle regnbuens farver og forventningsfulde unge, der i sit stiveste puds og 3 øl i busken var klar til at erobre verden. I [[Vrå realskoles]] elevblad ”Bladlusen” fra 1977 har vi fundet et så herligt flashback til ungdommens halballer, at det næsten fik nostalgien til at drive ned af væggene på kommunearkivet. Her kommer derfor de bedste uddrag af redaktørerne på ”Bladlusens” udlægning af et typisk halbal i 1977:

''”Når man kommer kl. 22, er det lige før, det er ved at blive noget ved, for selvfølgelig kommer man ikke kl. 21, når det begynder. Allerede kl. 22 møder man folk, som vandrer rundt med en øl slaskende i den ene hånd og ser mere eller mindre sløve ud. (…) Mens man selv går ned gennem midter gangen, spejdende til begge sider for at finde nogen som man kan sidde sammen med eller bare et bord, der er tomt, bliver man næsten overfaldet af bekendte mennesker, som kun i beruset tilstand kan få sig til at komme hen til én og sige HEJ.(…)Endnu er der ikke mange på dansegulvet, men musikken drøner alligevel løs, og prøver at opmuntre folk til at komme ud på dansegulvet. Et eller andet skal man jo foretage sig, så man sender snart én op efter noget at drikke (…) den første time går med at pille etiketterne af flaskerne, for som sagt et eller andet skal man jo lave.(…) Senere har man fundet sammen to og to, og parrene vandrer ud og ind, sidder og hygger sig eller danser hedt sammen. De der ikke er interesseret i nogen partner, hygger sig også men samtidig har de travlt med at finde ud af, hvem der i aftenens forløb har fundet sammen. Nå ja, tiden går nu hurtigt, og snart er sidste dans godt i gang, den er stille og sørgmodig for nogen, livlig og længe ventet for andre. De store lys bliver tændt, og idet man vandrer ud i vrimlen af mennesker, leder man efter de mennesker som man savner, og prøver at finde ud af om vi skal nogen steder hen og have te (kaffe) og rundstykker. Der er nu gået 4 timer siden man gik den anden vej, og hvad har man så fået ud af denne aften? Hmm… det er ikke altid man skal gøre det op. Det var så en glad aften i hallen, og så har man noget at drille hinanden med igen for der sker altid en hel del sådan en aften, og hvis ikke der sker nok, er der altid nogen der kan få sat noget sammen om en eller anden og så har man det at more sig over……"''

'''Kilde''': Hjørring Kommunearkiv, Vrå Realskole 1975-1980, Bladlusen 1. årgang, Februar 1978

'''Historier fra fortid og nutid nr. 16, september 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Uddannelse]][[Kategori: Samfund]]

[[Kategori: Skoler]]

M/F Skagerak

2016-07-19T11:15:38Z

131.165.106.2:

[[Fil:MF Skagerak.jpg|thumbnail|Redningsvesten drev i land på stranden i Lønstrup efter forliset, og er udstillet på Lønstrup Redningsstation. Fotograferet af Svend Erik Møller Jensen]]
31 skibe fra 5 nationer, fly fra 3 og helikoptere fra 2 deltog aktivt i redningsaktionen, da M/F Skagerak med 144 ombord sank den 7. september 1966. Færgen var leveret til Kristiansands Dampskibsselskab fra Aalborg Værft i juni 1965 for at sejle mellem Kristiansand og [[Hirtshals]].

Det var altså en ny færge, hvis agterporte blev slået ind af en kæmpe brodsø. Ved søforhøret efter forliset kom det frem, at færgen kun på den første sejlads fra værftet havde brugt alle 9 låseanordninger, som skulle låse agterportene. Normalt var der 3 i brug, og på den sidste sejlads kun 2, da den ene var gået i stykker. Denne oplysning var overraskende for de fleste, men besætningen var af den overbevisning, at det p.g.a. bølgens størrelse ikke ville have haft nogen betydning, hvor mange låseanordninger, der havde været benyttet.

Da M/F Skageraks nødsignal kl. 11.21 blev opfanget af [[Skagen Radio]] gik det helt store redningsapparat i gang. Alle 5 danske redningshelikoptere blev sendt af sted, der blev sendt 2 fra Torslanda Flygplats ved Göteborg, og der blev sendt amfibiefly fra Danmark, Norge og Vesttyskland. Redningsbåden fra Thyborøn, fiskekuttere fra Hirtshals og mange skibe i nærheden af havariet sejlede mod M/F Skagerak for at hjælpe. Lokalt blev [[Falck-Zonen]] i [[Hjørring Købstad|Hjørring]] alarmeret, og stationen kontaktede straks politiet og [[Hjørring Sygehus|Hjørring Centralsygehus]]. Sygehuset lavede hurtigt en plan over liggende patienter, der kunne udskrives med det samme for på den måde, at give ledig sengeplads. Den lokale landbetjent i [[Skallerup]] fik sammen med et par kolleger fra Hirtshals ryddet den lille [[Lønstrup flyveplads|flyveplads]] i [[Lønstrup]], som af kaptajnen på helikopteren fra Aalborg var blevet udpeget til landingsplads. De afspærrede også flyvepladsen, og senere blev andre betjente placeret på ruten mellem flyvepladsen og Centralsygehuset, så alle ambulancer kunne komme igennem hurtigst muligt.

M/F Skagerak tog med det samme så meget vand ind, at skibet begyndte at krænge. Vandet trængte ned i maskinrummet, maskinerne satte ud og skibet kunne ikke manøvrere. Kaptajnen beordrede hurtigt passagererne på dækket, hvor alle blev hjulpet i redningsveste. Da kaptajnen så de første skibe på vej gav han ordre til, at passagererne skulle forlade skibet. Der stod flere togvogne på bildækket, og kaptajnen vidste, at hvis de væltede ville færgen kæntre. De første til at forlade skibet skulle være kvinder og børn, derefter mændene. De første kom i redningsbåde, og derefter sprang passagerne i vandet og kravlede i redningsflåderne.

Helikopteren fra Aalborg var den første, der ankom til stedet, og som gik i gang med at bjergede nødstedte. Piloten, K.V. Willumsen, blev som den først ankomne automatisk leder af redningsaktionen. Da han så M/F Skagerak med en slagside på omkring 45 grader omgivet af gummiflåder og redningsbåde bad han med det samme om al den hjælp, der kunne skaffes.

Det blæste for meget til, at helikopterne kunne hejse personer op fra selve færgen. Nogle blev reddet fra både eller flåder, og de skulle selv sørge for at komme i sikkerhedsselen. Andre lå i vandet, og her blev der sendt en redder ned fra helikopterne for at sikre, at selen kom rigtigt på. Så blev begge hejst op sammen. 69 personer kom i land med helikopterne. En 35-årig nordmand var død ved ankomsten til Hjørring Centralsygehus.

Det første skib, der tog nødstedte om bord, var det sovjetiske Joseph Greifenberger. Da skibetstelegrafist hørte nødsignalet var det ca. 26 km. fra M/F Skagerak. Første opgave var en redningsbåd primært med kvinder og børn. Det tog ca. 2 timer at redde de 26 personer, som befandt sig i båden. Næste redning gik noget hurtigere, da en redningsflåde blev hejst ombordmed 13 personer i. Da Joseph Greifenberger stak for dybt til at gå ind i både Hirtshals og [[Skagen]] blev de 39 reddede sejlet til [[Frederikshavn]]. M/S Korea fra Østasiatisk Kompagni reddede 6 personer fra en redningsbåd. Disse kom til Middlesbrough i England, hvor skibet var på vej til. Det lille sælfanger – og køleskib M/S Polarhav var et af omkring 50 skibe, der reagerede på nødopkaldet. Dette skib var så lille, at de reddede blev hevet direkte ombordfra enten gummiflåde eller redningsbåd. Først blev der reddet 5 personer fra en redningsbåd. Derefter begyndte skibet at undersøge alle redningsflåder, og fandt efter 5 tomme en med 8 personer. Den sidste flåde, som sælfangeren mødte indeholdt 17 personer. De 30 reddede kom til Kristiansand.

Der deltog yderligere en del skibe i redningsarbejdet: 13 fiskekuttere fra Hirtshals, en britiskminestryger, 12 vesttyske orlogsskibe og et dansk inspektionsskib. Orlogsskibene gennemsejlede i formation hele området, for at sikre sig, at der ikke var flere nødstedte. Et norsk skib forsøgte forgæves at få trosser over til M/F Skagerak i forsøget på at undgå, at færgen strandede. Fiskekutterne kontrollerede flere af redningsflåderne, og nogle af dem tilbragte natten sammen med inspektionsskibet for at markere overfor den øvrige skibsfart,at her lå et vrag.

Kl. 11.00 blev agterportene slået ind, kl. 13.50 landede den første helikopter i Lønstrup og kl. 14.10 ankom de første til sygehuset. Kl. 20.10 overværede mange øjenvidner på kysten i Lønstrup, at skibet sank.

Da evakueringen startede, havde kaptajnen givet ordre til, at kvinder og børn først skulle i bådene. Dette betød, at familier blev splittede – nogle familier oplevede, at forældrene kom i land hver sit sted og børnene et helt tredie. En australsk familie blev genforenet i Kastrup Lufthavn, børnene var kommet til Frederikshavn, forældrene til Lønstrup og Kristiansand.

Et af redningsaktionens helt store problemer var, at rederiet ikke havde overblik over, hvor mange der var med færgen. Små børn, som ikke skulle betale, blev ikke registrerede og ofte havde besætningen gæster med på turen. De var heller ikke talt nogen steder. Dette forlis fik flere konsekvenser – blandt andet kom der nogle krav om konstruktions ændringer af bilfærger,og der kom også et krav om registrering af alle, der kom om bord.

Det retslige efterspil sluttede i oktober 1967 med en bøde på 2000 kr. til kaptajnen for at have sejlet under ugunstige vejrforhold, og 1000 kr. i bøde til vagthavende styrmand for ikke at have kontrolleret låseanordningerne på agterporten. Begge officerer og rederi udtrykte skuffelse over bøderne. At rederiet faktisk mente det, kom til udtryk, da M/F Skageraks efterfølger, M/F Christian IV, begyndte at sejle på ruten, for det var med kaptajn Anstein Dvergnes som skipper. Umiddelbart efter forliset blev der talt om, at færgen skulle bjærges, men dette skete aldrig, og M/F Skagerak ligger omkring 9 km ud for Lønstrup Strand.

Kilde: Kystfortællinger nr. 6 skrevet af Svend Erik Møller Jensen
[[kategori:Begivenheder|M/F Skagerak|S]]
[[kategori:Skibsforlis|M/F Skagerak|S]]
[[kategori:Kystfortællinger|M/F Skagerak|S]]
[[Kategori: Alle Artikler|S]]

50-år gammel tale til ungdommen i Løkken

2016-06-23T12:00:05Z

131.165.106.2:

[[Fil:Eksamen.jpg|350px|thumbnail|right|Program for eksamen på Løkken Centralskole 1969. Kilde: Hjørring Kommunearkiv [http://arkiv.dk/vis/3316082 A4097]]]
Sommerferien står for døren og i disse dage myldrer gaderne med håbefulde unge mennesker med
studenterhuer på hovedet og en fremtid foran sig, som ingen helt ved, hvad kommer til at byde på. I anledning af skoleårets afslutning har vi på Hjørring Kommunearkiv gravet en afslutningstale fra 1966 frem fra gemmerne. Talen blev holdt af daværende skoleinspektør på [[Løkken Centralskole]], [[Peter Ussing Olsen]], som traditionen tro skulle sende eleverne ud i verden med et par visdomsord på vejen. Interessant er det, at talen, trods sine 50 år på bagen, stadig synes særdeles aktuel. Derfor får I her et udvalg af citater med skoleinspektørens gode råd til ungdommen:

''”Det samfund, I går ud i, er i opbrud og i udvikling (…)Før i tiden, hvor samfundsudviklingen ikke var så voldsom, kunne de kundskaber og den opdragelse, skolen gav, række livet igennem. Det er ikke længere tilfældet. Der sker så meget nyt i vore dage, at vore kundskaber øges i voldsomt tempo, og det vil helt enkelt ikke være muligt, at give jer sådanne skolekundskaber, at vi kan sige til jer: Nu er I færdige. Nu kan I klare jer, til I skal have pension.”

''”I vil komme ud for en overvældende masse indtryk og synspunkter – I vil møde en rigdom af muligheder – og det er jo netop et særkende for jeres generation, at I skal opleve alle disse muligheder. Langt flere end I kan udnytte. Da er det I skal vælge. Og vrage. Da vil I få brug for en meget væsentlig evne, som vi har søgt at udvikle hos jer. Evnen til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Hvad er mest væsentligt: En elefantfødsel i zoologisk have eller krigen i Vietnam. Det er ikke altid de store overskrifter, der fortæller det væsentlige. I skal vogte jer for at lade jer blænde af sensationerne.”''

''”I vil opleve, at det moderne samfund sælger jer tomhed og sensation og spiller på jeres trang til at ligne andre. Trækker veksler på den benovethed – ja måske utryghed, I føler overfor omverdenen. De rige muligheder, tilværelsen giver jer, skal I møde med åbenhed. Men I vil også få brug for at møde dem med kritik. Lad være med at sluge alt råt– og lad være med at købe jer en livsindstilling kun efter indpakningen.”''''

'''Kilde: Hjørring Kommunearkiv, Løkken Centralskole [http://arkiv.dk/vis/3316082 A4097]'''

'''Historier fra fortid og nutid nr. 15, juni 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''

{{Kommunearkiv}}

[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]
[[Kategori: Uddannelse]][[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Skoler]]

De tyske krigsflygtninge

2016-06-13T10:03:03Z

131.165.106.2:

[[Fil:Skallerup.jpg|450px|thumbnail|right|Flygtningelejren i Skallerup Klit, som blev anlagt i 1946. Allerede ved lejrens oprettelse var det en del af planerne, at området, når flygtningene var rejst skulle omdannes til ferieby. Administrationen af - og udgiften til flygtningelejrene skulle afholdes af staten; i Skallerup blev løsningen derfor, at kommunen købte jorden med henblik på at lave en ferieby, men lejede den ud til staten, så længe der var brug for, at området blev benyttet til flygtningelejr. I efteråret 1947 rejste de sidste flygtninge og arbejdet med at omdanne barakkerne til en ferieby blev påbegyndt. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring.]][[Fil:Paratyfus.jpg|370px|thumbnail|left|Efter at de tyske flygtninge var rejst, skulle alle ejendomme, hvor de havde været indlogeret, desinficeres grundigt, da der var blevet konstateret den frygtede paratyfus. [[Hjørring Kommunearkiv]]: A4027 Vrå-Em Sognekommune]]
Efter den røde hærs indtog i Østtyskland, flygtede flere millioner tyskere i 1945 fra deres hjem. Flugten fra sønderbombede byer, sult, nød og overgreb fra de russiske soldaters side foregik ofte med livet som indsats over Østersøen, hvor bl.a. russiske ubåde patruljerede og sænkede skibene med de tyske flygtninge. Af dem som nåede sikkert ud af Tyskland, modtog Danmark knap 250.000, som blev indkvarteret i barakker, på skoler og hoteller rundt om i landet. For Hjørrings vedkommende er flygtningelejren ved Skallerup Klit nok den mest kendte, men lejren her var bestemt ikke den eneste i området. Faktisk blev [[Feriebyen Skallerup Klit|lejren i Skallerup]] først oprettet i 1946, så i tiden lige efter krigens afslutning, var der akut brug for steder, hvor de mange flygtninge kunne bo. Derfor blev de spredt på forskellige lokaliteter, såsom skoler og hoteller. I [[Vrå]] var der eksempelvis i maj 1945 indkvarteret 253 tyske flygtninge, som boede på [[Poulsens Hotel, Vrå|Poulsens Hotel]], [[Afholdshotellet, Vrå|Afholdshotellet]] og i [[Missionshuset, Vrå|Missionshuset]]. [[Fil:Markedspladsen.jpg|350px|thumbnail|right|Flygtningelejren på den gamle markedsplads ved Tørholmsvej i Hjørring, hvor vagt og pigtrådshegn holder flygtningene afskærmet fra det øvrige samfund. I oktober 1945 boede der ca. 1200 flygtninge i Hjørring. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring. Fotograf: Poul Erik Karstoft Bendixen.]]

Flygtningene skulle isoleres fuldstændig fra lokalbefolkningen, både for at sende et klart signal om, at deres tilstedeværelse kun var en midlertidig foranstaltning og fordi det overvældende antal gjorde situationen vanskelig at håndtere. [https://da.wikipedia.org/wiki/Civilbeskyttelsestjenestens_Udrykningskolonne Civilbeskyttelsestjenesten(CB)], der tog sig af forplejningen af flygtningene blev derfor instrueret i, at bevæbnet CB-mandskab skulle holde vagt ved indkvarteringsstederne. I [[Hjørring Købstad|Hjørring]] alene var 118 CB-vagter sat på opgaven med at bevogte flygtningene. Når det gjaldt udleveringen af mad skulle følgende retningslinjer følges: ”''Da Flygtningene på nærværende Tidspunkt paa visse Steder i indtil 48 Timer ikke har modtaget Forplejning ved den tyske Værnemagt, maa '''nødtørftig''' Forplejning(…) straks stilles til Flygtningenes Raadighed.''” Lægetjenesten blev varetaget af de tyske læger, der stadig opholdt sig i Danmark og kun ved overhængende livsfare eller meget smitsomme sygdomme såsom paratyfus, måtte flygtningene indlægges på danske hospitaler.

Selvom de mange flygtninge blev anset for ubudne gæster, var der dog også lokale tiltag,som skulle gøre livet som flygtning i Hjørring og omegn mere tåleligt. Blandt andet forsøgte man, at tilbyde børnene en vis skolegang og der blev indsamlet litteratur til et lille bibliotek, så flygtningene havde andet at læse i end de nazistiske propagandahæfter og krigslitteratur, som hidtil havde været deres eneste læsestof. Fortællingen om de tyske krigsflygtninge er både glædelig og sørgmodig på én og samme tid, for den handler om dem, som var heldige at undslippe krigens gru med livet i behold, men samtidig bar de krigens brutalitet med sig som en del af bagagen. I Vendsyssel Tidende d. 27. oktober 1945 kan [[Børge Berntsen, Præst|Pastor Børge Berntsen]] eksempelvis fortælle om en tre-årig dreng ”''som er ganske uden Paarørende og hvis Navn end ikke kendes''”.

Kilder:

Hjørring Kommunearkiv materiale fra [http://arkiv.dk/vis/3139947 A4025 Skallerup Sogn] og [http://arkiv.dk/vis/3153372 A4027 Vrå-Em Sognekommune]

Nielsen, Henrik Gjøde: Skibsbylejren,i: Vendsyssel Nu & Da 2003

De tyske Flygtninges danske Præstfortæller i: Vendsyssel Tidende d. 27. oktober 1945

'''Historier fra fortid og nutid nr. 7, september 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Historiske Perioder og Temaer]]
[[kategori: Besættelsen]]
[[kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

En kort, en lang, en kort - En lille historie om skoledagens længde

2016-03-11T10:44:50Z

131.165.106.2:

[[Fil:Lørslev forskole.jpg|300px|thumbnail|right|Sådan så klasseværelserne på Lørslev Forskole ud i 1940’erne; en tid hvor udenadslære stadig var udbredt i undervisningen og hvor folkeskolens formålsparagraf lød således: ''Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.'' Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring]] [http://www.arkiv.dk/vis/3154064 B20293] ]]
Hvor mange timer om dagen bør et barn gå i skole? Spørgsmålet er i øjeblikket et glohedt
emne, som også er kommet på den politiske dagsorden i [[Hjørring Kommune]]. D. 27.januar 2016 besluttede byrådet blandt andet, at skolerne kan konvertere en del af den understøttende undervisning til timer med to undervisere. Med denne beslutning er Hjørring Kommune blandt de første i landet, som planlægger at indføre en kortere skoledag for eleverne.

På [[Hjørring Kommunearkiv]] findes der skoleplaner, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, og vi har gransket gemmerne for at blive klogere på, hvordan skoledagen har udviklet sig gennem tiden. Skoledagens længde har historisk set varieret meget fra skole til skole, og i tiden før 1958 havde børnene på landet generelt set færre timer på skolebænken, end de havde i byerne. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at børnene på landet også skulle have tid til at hjælpe til på gårdene. Men også på landsbyskolerne imellem kunne der være store lokale forskelle. Af skoleplanerne fra 1899 fremgår det eksempelvis, at en 4. klasses elev i [[Lørslev]] havde 746 årlige undervisningstimer, hvorimod børnene i 4. klasse i [[Ugilt]] var helt oppe på 1143 timer.

I gennemgangen af skoleplanerne tegner der sig overordnet set det billede, at eleverne havde ganske mange timer på skolebænken i første halvdel af det 20. århundrede.Springer man frem til år 1949 havde eleverne på [[Sindal Skole]] fx følgende årlige timetal: 1. klasse 720 timer, 4. klasse 1000 timer og i 6. klasse havde eleverne hele 1120 timer.

20 år senere, i 1969, var det årlige timetal på Sindal skole steget til 741 timer i 1. klasse, 1170 i 4. klasse og 1326 i 8. klasse. Sindal skole havde i denne periode et noget højere undervisningstal, end skolen var forpligtet til, idet minimumskravene fra undervisningsministeriet blot var på henholdsvis 720, 720 og 960 for de nævnte årgange. Samme år, i 1969, blev det vedtaget, at eleverne fremover skulle holde fri om lørdagen. Hidtil havde eleverne gået i skole 6 dage om ugen. En konsekvens af lørdagsfriheden blev, at timetallet faldt og i 1972 havde elever i 1. klasse på Sindal skole 720 årlige undervisningstimer, 4. klasse havde 960 timer i og timetallet for 8.-10. klassetrin lå på 1200.
[[Fil:Skoledagen.jpg|500px|thumbnail|right|Sådan så mandagen ud for eleverne på Løkken Centralskole i skoleåret 1975/76. 1970’ernes folkeskole var præget af undervisningsvejledningen Den Blå betænkning, som blev udgivet i kølvandet på folkeskoleloven fra 1958. Heraf fremgik det blandt andet at: ''”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”'' Kilde Hjørring Kommunearkiv [http://www.arkiv.dk/vis/3316082 A4097] ]]

De næste årtier havde eleverne en ganske kort skoledag. I 1993 så det årlige undervisningstimetal på [[Astrup Skole]] eksempelvis således ud: 1. klassetrin havde 540 timer, 4.klasse 720, 6. klasse 1020 og 7. klasse havde 810 timer. I folkeskoleloven fra 1994 fremgik det desuden, at det ugentlige timetal i 8. og 9. klasse ikke måtte overskride 25.

På tærsklen til det ny årtusinde tilbragte eleverne på landsbyskolerne i den gamle Sindal Kommune lidt færre timer på skolebænken end deres kammerater i [[Sindal]]; lige som det var tilfældet i starten af 1900-tallet. De færre undervisningstimer på landsbyskolerne kan eventuelt hænge sammen med, at elevtallet her var lavere. Fra 1977 var det nemlig gængs procedure i [[Sindal Kommune]], at undervisningstiden skulle falde proportionalt med elevtallet i klasser med under 17 elever. I 1982 lå klassekvotienten i Sindal Kommune på 17,1, så der må have været temmelig mange klasser med et elevtal på mindre end 17.

I starten af det nye årtusinde var elevernes skoledag stadig temmelig kort, idet det planlagte undervisningstimetal på Sindal skole for 2003 ifølge kommunens indberetninger til [https://da.wikipedia.org/wiki/Undervisningsministeriet Undervisningsministeriet] var følgende: 1. klasse 690, 4. klasse 802 samt 9.klasse 1104. Et årti og utallige diskussioner om danske elevers kundskaber senere,i 2013, vedtoges den omdiskuterede skolereform, der gav eleverne et årligt timetal på 1200 for 1.-3- klasse, 1320 for 4.-6. klasse og 1400 for 7.-9, og som Hjørring Kommune i skrivende stund arbejder på at afkorte en smule.

'''Kilder: '''
Hjørring Kommunearkiv: Skoleplan for Ugilt og Lørslev skoler [http://www.arkiv.dk/vis/3148656 A4019]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal Kommune, Indberetninger vedr. skolevæsenet [http://www.arkiv.dk/vis/3145064 Æ17663]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal kommune, Undervisningsplaner [http://www.arkiv.dk/vis/3145150 Æ17683]

'''Historier fra fortid og nutid nr. 12, marts 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
{{Kommunearkiv}}

[[kategori: Uddannelse]]
[[kategori: Samfund]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

En kort, en lang, en kort - En lille historie om skoledagens længde

2016-03-11T07:49:01Z

131.165.106.2:

[[Fil:Lørslev forskole.jpg|300px|thumbnail|right|Sådan så klasseværelserne på Lørslev Forskole ud i 1940’erne; en tid hvor udenadslære stadig var udbredt i undervisningen og hvor folkeskolens formålsparagraf lød således: ''Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.'' Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring]] [http://www.arkiv.dk/vis/3154064 B20293] ]]
Hvor mange timer om dagen bør et barn gå i skole? Spørgsmålet er i øjeblikket et glohedt
emne, som også er kommet på den politiske dagsorden i [[Hjørring Kommune]]. D. 27.januar 2016 besluttede byrådet blandt andet, at skolerne kan konvertere en del af den understøttende undervisning til timer med to undervisere. Med denne beslutning er Hjørring Kommune blandt de første i landet, som indfører en kortere skoledag for eleverne.

På [[Hjørring Kommunearkiv]] findes der skoleplaner, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, og vi har gransket gemmerne for at blive klogere på, hvordan skoledagen har udviklet sig gennem tiden. Skoledagens længde har historisk set varieret meget fra skole til skole, og i tiden før 1958 havde børnene på landet generelt set færre timer på skolebænken, end de havde i byerne. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at børnene på landet også skulle have tid til at hjælpe til på gårdene. Men også på landsbyskolerne imellem kunne der være store lokale forskelle. Af skoleplanerne fra 1899 fremgår det eksempelvis, at en 4. klasses elev i [[Lørslev]] havde 746 årlige undervisningstimer, hvorimodbørnene i 4. klasse i [[Ugilt]] var helt oppe på 1143 timer.

I gennemgangen af skoleplanerne tegner der sig overordnet set det billede, at eleverne havde ganske mange timer på skolebænken i første halvdel af det 20. århundrede.Springer man frem til år 1949 havde eleverne på [[Sindal Skole]] fx følgende årligetimetal: 1. klasse 720 timer, 4. klasse 1000 timer og i 6. klasse havde eleverne hele 1120 timer.

20 år senere, i 1969, var det årlige timetal på Sindal skole steget til 741 timer i 1. klasse, 1170 i 4. klasse og 1326 i 8. klasse. Sindal skole havde i denne periode et noget højere undervisningstal end skolen var forpligtet på, idet minimumskravene fra undervisningsministeriet blot var på henholdsvis 720, 720 og 960 for de nævnte årgange. Samme år, i 1969, blev det vedtaget, at eleverne fremover skulle holde fri om lørdagen. Hidtil havde eleverne gået i skole 6 dage om ugen. En konsekvens af lørdagsfriheden blev, at timetallet faldt og i 1972 havde elever i 1. klasse på Sindal skole 720 årlige undervisningstimer, 4. klasse havde 960 timer i og timetallet for 8.-10. klassetrin lå på 1200.
[[Fil:Skoledagen.jpg|500px|thumbnail|right|Sådan så mandagen ud for eleverne på Løkken Centralskole i skoleåret 1975/76. 1970’ernes folkeskole var præget af undervisningsvejledningen Den Blå betænkning, som blev udgivet i kølvandet på folkeskoleloven fra 1958. Heraf fremgik det blandt andet at: ''”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”'' Kilde Hjørring Kommunearkiv [http://www.arkiv.dk/vis/3316082 A4097] ]]

De næste årtier havde eleverne en ganske kort skoledag. I 1993 så det årlige undervisningstimetal på [[Astrup Skole]] eksempelvis således ud: 1. klassetrin havde 540 timer, 4.klasse 720, 6. klasse 1020 og 7. klasse havde 810 timer. I folkeskoleloven fra 1994 fremgik det desuden, at det ugentlige timetal i 8. og 9. klasse ikke måtteoverskrive 25.

På tærsklen til det ny årtusinde tilbragte eleverne på landsbyskolerne i den gamle Sindal Kommune lidt færre timer på skolebænken end deres kammerater i [[Sindal]]; lige som det var tilfældet i starten af 1900-tallet. De færre undervisningstimer på landsbyskolerne kan eventuelt hænge sammen med, at elevtallet her var lavere. Fra 1977 var det nemlig gængs procedure i [[Sindal Kommune]], at undervisningstiden skulle falde proportionalt med elevtallet i klasser med under 17 elever. I 1982 lå klassekvotienten i Sindal Kommune på 17,1, så der må have været temmelig mange klasser med et elevtal på mindre end 17.

I starten af det nye årtusinde var elevernes skoledag stadig temmelig kort, idet det planlagte undervisningstimetal på Sindal skole for 2003 ifølge kommunens indberetninger til [https://da.wikipedia.org/wiki/Undervisningsministeriet Undervisningsministeriet] var følgende: 1. klasse 690, 4. klasse 802 samt 9.klasse 1104. Et årti og utallige diskussioner om danske elevers kundskaber senere,i 2013, vedtoges den omdiskuterede skolereform, der gav eleverne et årligt timetal på 1200 for 1.-3- klasse, 1320 for 4.-6. klasse og 1400 for 7.-9, og som Hjørring Kommune i skrivende stund arbejder på at afkorte en smule.

'''Kilder: '''
Hjørring Kommunearkiv: Skoleplan for Ugilt og Lørslev skoler [http://www.arkiv.dk/vis/3148656 A4019]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal Kommune, Indberetninger vedr. skolevæsenet [http://www.arkiv.dk/vis/3145064 Æ17663]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal kommune, Undervisningsplaner [http://www.arkiv.dk/vis/3145150 Æ17683]

'''Historier fra fortid og nutid nr. 12, marts 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
{{Kommunearkiv}}

[[kategori: Uddannelse]]
[[kategori: Samfund]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

En kort, en lang, en kort - En lille historie om skoledagens længde

2016-03-11T07:48:07Z

131.165.106.2:

[[Fil:Lørslev forskole.jpg|300px|thumbnail|right|Sådan så klasseværelserne på Lørslev Forskole ud i 1940’erne; en tid hvor udenadslære stadig var udbredt i undervisningen og hvor folkeskolens formålsparagraf lød således: ''Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.'' Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring]] [http://www.arkiv.dk/vis/3154064 B20293] ]]
Hvor mange timer om dagen bør et barn gå i skole? Spørgsmålet er i øjeblikket et glohedt
emne, som også er kommet på den politiske dagsorden i [[Hjørring Kommune]]. D. 27.januar 2016 besluttede byrådet blandt andet, at skolerne kan konvertere en del af den understøttende undervisning til timer med to undervisere. Med denne beslutning er Hjørring Kommune blandt de første i landet, som indfører en kortere skoledag for eleverne.

På [[Hjørring Kommunearkiv]] findes der skoleplaner, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, og vi har gransket gemmerne for at blive klogere på, hvordan skoledagen har udviklet sig gennem tiden. Skoledagens længde har historisk set varieret meget fra skole til skole, og i tiden før 1958 havde børnene på landet generelt set færre timer på skolebænken, end de havde i byerne. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at børnene på landet også skulle have tid til at hjælpe til på gårdene. Men også på landsbyskolerne imellem kunne der være store lokale forskelle. Af skoleplanerne fra 1899 fremgår det eksempelvis,at en 4. klasses elev i [[Lørslev]] havde 746 årlige undervisningstimer, hvorimodbørnene i 4. klasse i [[Ugilt]] var helt oppe på 1143 timer.

I gennemgangen af skoleplanerne tegner der sig overordnet set det billede, at eleverne havde ganske mange timer på skolebænken i første halvdel af det 20. århundrede.Springer man frem til år 1949 havde eleverne på [[Sindal Skole]] fx følgende årligetimetal: 1. klasse 720 timer, 4. klasse 1000 timer og i 6. klasse havde eleverne hele 1120 timer.

20 år senere, i 1969, var det årlige timetal på Sindal skole steget til 741 timer i 1. klasse, 1170 i 4. klasse og 1326 i 8. klasse. Sindal skole havde i denne periode et noget højere undervisningstal end skolen var forpligtet på, idet minimumskravene fra undervisningsministeriet blot var på henholdsvis 720, 720 og 960 for de nævnte årgange. Samme år, i 1969, blev det vedtaget, at eleverne fremover skulle holde fri om lørdagen. Hidtil havde eleverne gået i skole 6 dage om ugen. En konsekvens af lørdagsfriheden blev, at timetallet faldt og i 1972 havde elever i 1. klasse på Sindal skole 720 årlige undervisningstimer, 4. klasse havde 960 timer i og timetallet for 8.-10. klassetrin lå på 1200.
[[Fil:Skoledagen.jpg|500px|thumbnail|right|Sådan så mandagen ud for eleverne på Løkken Centralskole i skoleåret 1975/76. 1970’ernes folkeskole var præget af undervisningsvejledningen Den Blå betænkning, som blev udgivet i kølvandet på folkeskoleloven fra 1958. Heraf fremgik det blandt andet at: ''”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”'' Kilde Hjørring Kommunearkiv [http://www.arkiv.dk/vis/3316082 A4097] ]]

De næste årtier havde eleverne en ganske kort skoledag. I 1993 så det årlige undervisningstimetal på [[Astrup Skole]] eksempelvis således ud: 1. klassetrin havde 540 timer, 4.klasse 720, 6. klasse 1020 og 7. klasse havde 810 timer. I folkeskoleloven fra 1994 fremgik det desuden, at det ugentlige timetal i 8. og 9. klasse ikke måtteoverskrive 25.

På tærsklen til det ny årtusinde tilbragte eleverne på landsbyskolerne i den gamle Sindal Kommune lidt færre timer på skolebænken end deres kammerater i [[Sindal]]; lige som det var tilfældet i starten af 1900-tallet. De færre undervisningstimer på landsbyskolerne kan eventuelt hænge sammen med, at elevtallet her var lavere. Fra 1977 var det nemlig gængs procedure i [[Sindal Kommune]], at undervisningstiden skulle falde proportionalt med elevtallet i klasser med under 17 elever. I 1982 lå klassekvotienten i Sindal Kommune på 17,1, så der må have været temmelig mange klasser med et elevtal på mindre end 17.

I starten af det nye årtusinde var elevernes skoledag stadig temmelig kort, idet det planlagte undervisningstimetal på Sindal skole for 2003 ifølge kommunens indberetninger til [https://da.wikipedia.org/wiki/Undervisningsministeriet Undervisningsministeriet] var følgende: 1. klasse 690, 4. klasse 802 samt 9.klasse 1104. Et årti og utallige diskussioner om danske elevers kundskaber senere,i 2013, vedtoges den omdiskuterede skolereform, der gav eleverne et årligt timetal på 1200 for 1.-3- klasse, 1320 for 4.-6. klasse og 1400 for 7.-9, og som Hjørring Kommune i skrivende stund arbejder på at afkorte en smule.

'''Kilder: '''
Hjørring Kommunearkiv: Skoleplan for Ugilt og Lørslev skoler [http://www.arkiv.dk/vis/3148656 A4019]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal Kommune, Indberetninger vedr. skolevæsenet [http://www.arkiv.dk/vis/3145064 Æ17663]
Hjørring Kommunearkiv: Sindal kommune, Undervisningsplaner [http://www.arkiv.dk/vis/3145150 Æ17683]

'''Historier fra fortid og nutid nr. 12, marts 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
{{Kommunearkiv}}

[[kategori: Uddannelse]]
[[kategori: Samfund]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:07:23Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]
Fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.
I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.
I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:06:20Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]
Fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:05:39Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]

Helt fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:04:47Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]

Helt fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.
Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].
[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:03:52Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Helt fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.
[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]

Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].
[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:03:16Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Helt fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.
[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]

Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.
[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hjørring gamle rådhus

2016-03-10T10:02:54Z

131.165.106.2:

[[Fil:Rådhu 1985.jpg|500px|thumbnail|left|Det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. 1985. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

Helt fra 1600-tallet og frem til 1970 har [[Hjørring Købstad|Hjørrings]] rådhus været placeret På [[Torvet, Hjørring|Torvet]]. Det første rådhus lå lidt syd for det nuværende og havde en temmelig faldefærdig karakter. I 1790 besluttede man at opføre et nyt rådhus på fundamentet af det gamle, som skulle fungere som både råd-, ting-, og [[Hjørring Arrest|arresthus]]. Byens brandsprøjte blev også opbevaret her. Dette nye hus var ikke noget pragtstykke og fangerne flygtede jævnligt fra arresten i kælderen. Efter at [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_6. Frederik d. 6.] i både 1824 og 1828 i forbindelse med kongebesøg i byen havde kritiseret rådhusets tilstand, besluttede den daværende amtmand, [[Jens Andreas Gråh]], at opføre et nyt.
[[Fil:Rådhustilbygning.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus ca. 1969, med tilbygning i østgavlen og i baggrunden skimtes slangetårnet. Foto: [[Historisk Arkiv, Hjørring|Historisk Arkiv]], Hjørring]]
Byggeriet af det nuværende rådhus blev derefter igangsat, og på kongens fødselsdag d. 28. januar 1834 blev det indviet med middag, sang og bal i de nye lokaler. Dette blev langt fra den eneste fest på rådhuset, for ud over at være byens politiske centrum var huset også ramme om byens åndelige liv, og i rådhussalen blev der ofte afholdt store baller og amatørteater. [[Camillo Bruun (1818-1880)|Camillo Bruun]], stifteren af [[Hjørring Amtstidende]], der senere fik til huse i rådhusets kælder, beretter følgende om ballerne på rådhuset: ''Byens Barber trakterede Klaphornet med en Virtuositet, der gjorde, at de Dandsende altid maatte opstille sig i den Ende af Salen, der laae fjernest fra Orchesteret (…)Barberen blæste som om hans Hoved skulle sprænges (…) og Trommen slog løs, som om den arbeidede ved en Strandingsauction.''
Når der skulle afholdes teaterforestilling i rådhussalen, havde damerne omklædningsrum i rådhusets arkivrum, og i den forbindelse skulle de have brugt løs af arkivalierne til at lave papilotter til at sætte krøller i håret. Fra 1855 blev teaterforestillingerne flyttet fra rådhuset til teatersalen på [[Hotel Du Nord, Hjørring|Hotel du Nord]].

En så bekostelig opgave som opførelsen af et rådhus krævede normalt kongens godkendelse, men Amtmand Gråh havde på egen hånd tilladt rådhusbyggeriet. Derudover havde amtmanden uddelt udgifterne til byggeriet, så Hjørring by betalte en del mindre end sædvanen. Da byggeriet i 1835 blev opdaget, skabte det stor opstandelse hos Danske Cancelli. Heldigvis endte sagen med, at rådhuset fik lov til at blive, men affæren udløste dog en næse til amtmanden. På det gamle rådhus hænger der et portræt af den omstridte Amtmand Gråh. Maleriet er malet af Chr. Købke og er Hjørring bys ejendom.
[[Fil:Rådhusmedbrandstation1969.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus set fra syd. I forgrunden ses slangetårnet og den gamle brandstation. 1969. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

I 1886 opførtes et nyt ting- og arresthus i [[Jernbanegade, Hjørring|Jernbanegade]], og bygningen havde herefter funktion som rådhus og administration. Fra 1921 blev også by- og amtsrådsmøder afholdt i tinghuset og rådhuset, som nu kun blev benyttet til administration, gennemgik en større ombygning. I [[Vendsyssel Tidende]] d. 4. februar 1921 kan man læse borgmester A. Andreasens afskedsord til den gamle byrådssal: ''Efter den nylig vedtagne Beslutning angaaende Raadhuset, maa vi gaa ud fra, at dette er Hjørring Byråds sidste Møde i denne Sal. Byrådets Møder har nu været afholdt her siden 1836 eller i 85 år. Der er da noget vemodigt i at skulle forlade dette Rum, indenfor hvis fire Vægge saa overordentlig mange Beslutninger er blevet taget.'' Efterfølgende skulle det imidlertid vise sig, at dette alligevel ikke blev Hjørring Byråds sidste møde i den gamle bygning.
[[Fil:Rådhus1971.jpg|thumbnail|right|Det gamle rådhus i Hjørring. Under renoveringsarbejdet i 1971, dukkede noget af muren fra den gamle fangekælder frem. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring]]

En overgang blev kælderlokalerne lejet ud, bl.a. til Hjørring Amtstidende, men efter socialreformen i 1933 blev lokalerne indrettet som socialkontor. I 1938 blev socialkontoret udvidet ind i en tilbygning til rådhusets østgavl. Da man omkring 1940 overvejede at ombygge eller nedrive rådhuset for at imødekomme et voksende pladsproblem, greb fredningsmyndighederne ind og totalfredede rådhuset som en smuk og karakteristisk bygning fra senempiretiden.

I takt med at den offentlige administration voksede, blev kommunens kontorer i tiden efter 2. Verdenskrig spredt til en række gamle ejendomme i bymidten, og behovet for en ny administrationsbygning blev mere og mere udtalt. Først i 1971 blev pladsproblemerne løst, da administrationen flyttede til [[Codanhus]]. I ca. samme tidsrum blev brandtårnet bag det gamle rådhus fjernet og tilbygningen i østgavlen blev revet ned. I 1976-1977 gennemgik bygningen en større restaurering og blev frem til 2014 igen anvendt til blandt andet byrådsmøder og borgerlige vielser.

Fra 2014 er bygningen overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.

Kilder:

1. [http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Billeder/Historisk%20Arkiv,%20billeder/Historier%20fra%20Historisk%20ARkiv/HFA%20-%20Hj%C3%B8rring%20gamle%20R%C3%A5dhus.compressed.pdf Historier fra Arkivet nr. 1, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:06:12Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu uden sidefløje. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis er den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde 9 millioner kr. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur påny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:05:36Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu uden sidefløje. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis er den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde 9 millioner kr. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:05:04Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu uden sidefløje. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis er den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner kr. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:02:24Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu uden sidefløje. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis er den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:00:56Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu hvor de to sidefløje er nedrevet, er bygningen ført tilbage til dens oprindelige form fra 1971. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker er en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T08:00:35Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu hvor de to sidefløje er nedrevet, er bygningen ført tilbage til dens oprindelige form fra 1971. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt
kontorhus,uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke''." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker er en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T07:56:14Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu hvor de to sidefløje er nedrevet, er bygningen ført tilbage til dens oprindelige form fra 1971. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk
fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt
kontorhus, uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes
arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med
brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,
saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange
menneskers virke." Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker er en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-15T07:53:36Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu hvor de to sidefløje er nedrevet, er bygningen ført tilbage til dens oprindelige form fra 1971. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner [[Bindslev Sogn|Bindslev]], [[Horne Asdal Sogn|Hirtshals]], [[Tornby-Vidstrup Sogn|Tornby-Vidstrup]] og [[Tversted-uggerby Sogn|Tversted-uggerby]] skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i [[Hirtshals]] by, der skulle afløse [[Hirtshals gamle rådhus|det gamle]] fra 1937, der ligger på [[Vanggårdsgade, Hirtshals|Vanggårdsgade]] 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 1960’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre første etape af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: ''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk
fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt
kontorhus, uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes
arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med
brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,
saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange
menneskers virke.'' Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet [[Hirtshals bibliotek|biblioteket]] skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester [[Jacob Olesen]] flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker er en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør [[Peter Melgaard Pedersen (1911-?)|Peter Melgaard Petersen]] og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at [[Hirtshals Kommune]], sammen med [[Løkken-Vrå Kommune|Løkken-Vrå]], [[Sindal Kommune|Sindal]] og [[Hjørring Kommune|Hjørring kommuner]] blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.

'''Kilder''':

Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus

Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

'''Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]'''
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

Hirtshals rådhus

2016-01-13T07:36:17Z

131.165.106.2:

[[Fil:P1010019.JPG|500px|thumbnail|right|Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu hvor de to sidefløje er nedrevet, er bygningen ført tilbage til dens oprindelige form fra 1971. Fotograf Lone Venderby. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I 1969 stod en af de største
strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle
sognekommuner Bindslev, Hirtshals, Tornby-Vidstrup og Tversted-uggerby skulle
sammenlægges til en stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i Hirtshals by, der skulle afløse det
gamle fra 1937, der ligger på Vanggårdsgade 1. Behovet for en ny
administrationsbygning var allerede kommet på dagsordenen i starten af 60’erne
og så tidligt som i august 1962, forelå det første skitseforslag til et nyt
rådhus fra arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldt. Forslaget kom senere til at
udgøre etape 1 af i alt 3 etaper af rådhusbyggeriet. Arkitektens egen
beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk
fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt
kontorhus, uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes
arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med
brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle,
saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange
menneskers virke. Ud over det oprindelige
forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en
fløj i vestsiden, hvor blandt andet biblioteket skulle have til huse. D. 13.
september 1971 kunne den nye administration og borgmester Jacob Olesen flytte
ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen
Hirtshals. Eksempelvis den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede
træbjælker er en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over
skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved
indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et
udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der
passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal
blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet
fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med
byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte
sig i fred inden den store begivenhed.

I månederne efter rådhuset blev taget i brug, var interessen for huset stor, så
der blev arrangeret diverse rundvisninger og åbent-hus arrangementer, hvor mere
end 6000 nysgerrige fik set den spektakulære bygning. Såvel som i dag, blev der
dengang i 1970’erne holdt godt øje med, hvordan politikerne forvaltede
skatteborgernes penge og i Ny Tid d. 2. november 1971 kan man blandt andet
finde en dementering af rygterne om, at borgmesteren, Jacob Olesens, skrivebord
skulle have kostet 40.000 kr. Den reelle pris lå således på et sted mellem
600-700 kr. I februar 1971 blev
de første initiativer taget til rådhusets etape 2, der skulle omfatte husets
vestfløj, og i september 1972 stod bygningen klar til brug for teknisk forvaltning og
skoleforvaltningen, der flyttede ind på førstesalen og i stueetagen kunne
biblioteket flytte ind. D. 5. juni 1973 var en stor dag i Hirtshals, for nu skulle den endelige afslutning på
etape 1 og 2 fejres ved at borgmester Jacob Olesen officielt overdrog rådhuset
til kommunaldirektør Peter Melgaard Petersen og det øvrige
administrationspersonale. Byggeriet af etape 2 kostede kommunekassen 3.380.923
kr., hvormed den samlede pris for hele rådhusbyggeriet blev på 9.624.662 kr.

I starten af 1980’erne begyndte selv det nye rådhus at blive for trængt til det
voksende personale i administrationen og d. 15. december 1981 godkendte byrådet
et forslag om tilbygning til rådhuset.
Endnu engang var det arkitektfirmaet Dirckinck-Holmfeld og ingeniørfirmaet Birk og Boe, der skulle stå for byggeriet. Den nye tilbygning til rådhuset stod klar i februar 1983 og blev hjemsted for en del af biblioteket samt en række forvaltninger heriblandt pension, pladsanvisning og sundhed. Tilbygningen betød en udvidelse af rådhuset på knap 973 m2 og 305 m2 kælder. Den samlede udgift til byggeriet endte med at runde de 9 millioner. [[Fil:Byrådssal.jpg|300px|thumbnail|left|Byrådssalen i Hirtshals rådhus. Her med fint besøg fra den portugisiske nationalforsamling i 1986. Fotograf: Ole Vestergaard. Foto: Hjørring Kommunearkiv]]
I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur
medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske
hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år
senere, var spørgsmålet om et tårnur på ny på dagsordenen og denne gang blev
forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at
lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset
endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga.
vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under
en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og
måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga.
svampeangreb.

Ved årsskiftet 2006/07 undergik det kommunale landskab i Danmark endnu en centralisering,
der indebar, at Hirtshals Kommune, sammen med Løkken-Vrå, Sindal og Hjørring
kommuner blev lagt sammen til én stor kommune. I den nye Hjørring Kommune valgte
man i første omgang, at bibeholde samtlige af de gamle rådhuse og på Hirtshals
rådhus flyttede teknisk forvaltning ind sammen med borgerservice og
selvfølgelig stadig biblioteket.
I efteråret 2011 vedtog Hjørring byråd imidlertid, at det af praktiske hensyn var
tid til at samle kommunens administration i et splinternyt rådhus i Hjørring og
i 2013 sagde personalet i teknisk forvaltning farvel til Hirtshals rådhus. I
2015 undergik rådhusets hovedbygning; den oprindelige etape 1, en omfattende
renovering og sidefløjene blev revet ned. I forbindelse med renoveringen blev
hovedbygningen erklæret bevaringsværdig og d. 15. juni 2015 blev den renoverede
bygning indviet og fungerer i dag som kulturhus med hjemsted for blandt andre
bibliotek og arkiv.
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Ejendomme]]
[[kategori: Politik]]
[[Kategori: Alle Artikler]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]

De tyske krigsflygtninge

2015-09-14T08:42:37Z

131.165.106.2:

Efter den røde hærs indtog i Østtyskland, flygtede flere millioner tyskere i 1945 fra deres hjem. Flugten fra sønderbombede byer, sult, nød og overgreb fra de russiske soldaters side foregik ofte med livet som indsats over Østersøen, hvor bl.a. russiske ubåde patruljerede og sank skibene med de tyske flygtninge. Afdem som nåede sikkert ud af Tyskland, modtog Danmark knap 250.000, som blevindkvarteret i barakker, på skoler og hoteller rundt om i landet. For Hjørringsvedkommende er flygtningelejren ved Skallerup Klit nok den mest kendte, men lejren her var bestemt ikke den eneste i området. Faktisk blev [[Feriebyen Skallerup Klit|lejren i Skallerup]] først oprettet i 1946, så i tiden lige efterkrigens afslutning, var der akut brug for steder, hvor de mange flygtninge kunne bo. Derfor blev de spredt på forskellige lokaliteter, såsom skoler oghoteller. I [[Vrå]] var der eksempelvis i maj 1945 indkvarteret 253 tyskeflygtninge som boede på [[Poulsens Hotel, Vrå|Poulsens Hotel]], [[Afholdshotellet, Vrå|Afholdshotellet]] og i [[Missionshuset, Vrå|Missionshuset]].

Flygtningene skulle isoleres fuldstændig fra lokalbefolkningen, både for at sende et klart signal om, at deres tilstedeværelse kun var en midlertidig foranstaltning og fordi det overvældende antal, gjorde situationen vanskelig at håndtere. [https://da.wikipedia.org/wiki/Civilbeskyttelsestjenestens_Udrykningskolonne Civilbeskyttelsestjenesten(CB)], der tog sig af forplejningen af flygtningene blev derfor instrueret i, at bevæbnet CB-mandskab skulle holde vagt ved indkvarteringsstederne. I [[Hjørring Købstad|Hjørring]] alene var 118 CB-vagter sat på opgaven med at bevogte flygtningene. Når det gjaldt udleveringen af mad skulle følgende retningslinjer følges: ”''Da Flygtningene på nærværende Tidspunkt paa visse Steder i indtil 48 Timer ikke har modtaget Forplejning ved den tyskeVærnemagt, maa '''nødtørftig''' Forplejning(…) straks stilles til Flygtningenes Raadighed.''” Lægetjenesten blev varetaget af de tyske læger, der stadig opholdt sig i Danmark og kun ved overhængende livsfare eller meget smitsomme sygdomme såsom paratyfus, måtte flygtningene indlægges på danske hospitaler.

Selvom demange flygtninge blev anset for ubudne gæster, var der dog også lokale tiltag,som skulle gøre livet som flygtning i Hjørring og omegn mere tåleligt. Blandt andet forsøgte man, at tilbyde børnene en vis skolegang og der blev indsamletlitteratur til et lille bibliotek, så flygtningene havde andet at læse i end de nazistiske propagandahæfter og krigslitteratur, som hidtil havde været dereseneste læsestof. Fortællingen om de tyske krigsflygtninge er både glædelig og sørgmodig på én og samme tid, for den handler om dem, som var heldige atundslippe krigens gru med livet i behold, men samtidig bar de krigensbrutalitet med sig som en del af bagagen. I Vendsyssel Tidende d. 27. oktober 1945 kan [[Børge Berntsen, Præst|Pastor Børge Berntsen]] eksempelvis fortælle om en tre-årig dreng ”''som er ganske uden Paarørende og hvis Navn end ikke kendes''”.

Billedtekst:Efter at de tyske flygtninge var rejst,skulle alle ejendomme, hvor de havde været indlogeret, desinficeres grundigt,da der var blevet konstateret den frygtede paratyfus. Hjørring Kommunearkiv:

Billedtekst: Flygtningelejren på den gamle markedspladsved Tørholmsvej i Hjørring, hvor vagt og pigtrådshegn holder flygtningeneafskærmet fra det øvrige samfund. I oktober 1945 boede der ca. 1200 flygtningei Hjørring. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring. Fotograf: Poul Erik KarstoftBendixen.

Billedtekst:Flygtningelejren i Skallerup Klit, somblev anlagt i 1946. Allerede ved lejrens oprettelse var det en del af planerne,at området, når flygtningene var rejst skulle omdannes til ferieby.Administrationen af - og udgiften til flygtningelejrene skulle afholdes afstaten; i Skallerup blev løsningen derfor, at kommunen købte jorden med henblikpå at lave en ferieby, men lejede den ud til staten, så længe der var brug for,at området blev benyttet til flygtningelejr. I efteråret 1947 rejste de sidsteflygtninge og arbejdet med at omdanne barakkerne til en ferieby blev påbegyndt.Foto: Historisk Arkiv, Hjørring.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:
Hjørring Kommunearkiv materiale fra [http://arkiv.dk/vis/3139947 A4025 Skallerup Sogn] og [http://arkiv.dk/vis/3153372 A4027 Vrå-Em Sognekommune]

Nielsen, Henrik Gjøde: Skibsbylejren,i: Vendsyssel Nu & Da 2003

De tyske Flygtninges danske Præstfortæller i: Vendsyssel Tidende d. 27. oktober 1945

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Historiske Perioder og Temaer]]
[[kategori: Besættelsen]]

Hæstrup Sogn, Børglum Herred

2015-09-02T07:02:35Z

131.165.106.2:

{{infoboks Sogn|
Sognenavn = Hæstrup Sogn|
Sogne Kommune = [[Vrejlev-Hæstrup, Sognekommune|Vrejlev-Hæstrup]]|
Kommune inden 2007 = [[Hjørring Købstad|Hjørring]]|
Kommune efter 2007 = [[Hjørring Købstad|Hjørring]]|
Herred = [[Børglum Herred, Vendsyssel|Børglum]]|
Amt inden 1970 = [[Hjørring Amt|Hjørring]]|
Amt 1970 - 2007 = [[Nordjyllands Amt|Nordjylland]]|
Region = [[Region Nordjylland|Nordjylland]]|
Udskrivningskreds = 1789-1793 3. jy. dist.

Børglum a. lægd 1

1794-1850 3. jy. dist.

Hjørring a. lægd 31,

1851-1861 5. u. dist.

Hjørring a. lægd 31,

1862- ,5 kreds 504 lægd|
Sessionssted = Hjørring|
Arkivalier = |
}}

{{infoboks Sognkirke|
Ejendommens Navn = [[Hæstrup Kirke]]|
Byggeår = 1487|
Sogn = |
Provsti = [[Hjørring Søndre Provsti|Hjørring Søndre]] |
Pastorat = [[Vrejlev - Hæstrup Pastorat|Vrejlev - Hæstrup]] |
Stift = [[Aalborg Stift|Aalborg]]|
Trosretning = |
Hjemmeside = [http://www.vrejlev-haestrup-sogne.dk/ Hæstrup Sogn]|
Kirkebog = [http://www.sa.dk/ao/billedviser?epid=17123316#163235,27419558]|
}}

Hæstrup sogn omgives af [[Vrejlev Sogn, Børglum Herred|Vrejlev]] og [[Rakkeby Sogn, Børglum Herred|Rakkeby]] sogne og [[Skt. Hans Sogn, Vennebjerg Herred|Skt. Hans]] og [[Skt. Olai Sogn, Vennebjerg Herred|Skt. Olai]] sogne i [[Vennebjerg Herred, Vendsyssel|Vennebjerg herred]]<ref>{{TrapDanmark1960}} side 316 - 318</ref>.

Hæstrup sogn var frem til kommunalreformen i 1973 en del af Vrejlev-Hæstrup sognekommune, herefter blev Hæstrup sogn lagt sammen med Hjørring Kommune, efter kommunalreformen i 2007 forsætte Hæstrup sogn med at være en del af Hjørring kommune.

== Stednavne i Hæstrup sogn ==

{| class="wikitable"
|-
! Navn !! Type
|-
| [[Hæstrup by|Hæstrup]] || Ejerlav
|-
| [[Hæstrup Hede]] || Bebyggelse
|-
|[[Hæstrup Mejeriby]] || Bebyggelse
|-
|[[Hæstrup Mølle by]] || bebyggelse
|-
|[[Pælen]] ||Bebyggelse
|}
<ref>http://www.stednavne.info/VisKort/Popupmap.aspx#</ref>

== Kilder ==
<references/>

[[Kategori:Lokaliteter|H]]
[[Kategori:Sogne og Herreder]]

Hæstrup Sogn, Børglum Herred

2015-09-02T07:02:07Z

131.165.106.2:

{{infoboks Sogn|
Sognenavn = Hæstrup Sogn|
Sogne Kommune = [[Vrejlev-Hæstrup, Sognekommune|Vrejlev-Hæstrup]]|
Kommune inden 2007 = [[Hjørring Købstad|Hjørring]]|
Kommune efter 2007 = [[Hjørring Købstad|Hjørring]]|
Herred = [[Børglum Herred, Vendsyssel|Børglum]]|
Amt inden 1970 = [[Hjørring Amt|Hjørring]]|
Amt 1970 - 2007 = [[Nordjyllands Amt|Nordjylland]]|
Region = [[Region Nordjylland|Nordjylland]]|
Udskrivningskreds = 1789-1793 3. jy. dist.

Børglum a. lægd 1

1794-1850 3. jy. dist.

Hjørring a. lægd 31,

1851-1861 5. u. dist.

Hjørring a. lægd 31,

1862- ,5 kreds 504 lægd|
Sessionssted = Hjørring|
Arkivalier = |
}}

{{infoboks Sognkirke|
Ejendommens Navn = [[Hæstrup Kirke]]|
Byggeår = 1487|
Sogn = |
Provsti = [[Hjørring Søndre Provsti|Hjørring Søndre]] |
Pastorat = [[Vrejlev - Hæstrup Pastorat|Vrejlev - Hæstrup]] |
Stift = [[Aalborg Stift|Aalborg]]|
Trosretning = |
Hjemmeside = [http://www.vrejlev-haestrup-sogne.dk/ Hæstrup Sogn]|
Kirkebog = [http://www.sa.dk/ao/billedviser?epid=17123316#163235,27419558]|
}}

Hæstrup sogn omgives af [[Vrejlev Sogn, Børglum Herred|Vrejlev]] og [[Rakkeby Sogn, Børglum Herred|Rakkeby]] sogne og [[Skt. Hans Sogn, Vennebjerg Herred|Skt. Hans]] og [[Skt. Olai Sogn, Vennebjerg Herred|Skt. Olai]] sogne i [[Vennebjerg Herred, Vendsyssel|Vennebjerg herred]]<ref>{{TrapDanmark1960}} side 316 - 318</ref>.

Hæstrup sogn var frem til kommunalreformen i 1973 en del af Vrejlev-Hæstrup sognekommune, herefter blev Hæstrup sogn lagt sammen med Hjørring Kommune, efter kommunalreformen i 2007 forsætte Hæstrup sogn med at være en del af Hjørring kommune.

== Stednavne i Hæstrup sogn ==

{| class="wikitable"
|-
! Navn !! Type
|-
| [[Hæstrup by|Hæstrup]] || Ejerlav
|-
| [[Hæstrup Hede]] || Bebyggelse
|-
|[[Hæstrup Mejeriby]] || Bebyggelse
|-
|[[Hæstrup Mølle by]] || bebyggelse
|-
|[[Pælen]] ||Bebyggelse
|}
<ref>http://www.stednavne.info/VisKort/Popupmap.aspx#</ref>

forsøg

== Kilder ==
<references/>

[[Kategori:Lokaliteter|H]]
[[Kategori:Sogne og Herreder]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:40:10Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|510px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|510px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:39:28Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:39:10Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:32:41Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:32:04Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:31:34Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.

[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:31:05Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]

[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.
[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:30:02Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]
[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter.
[[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Hjørring Stadion

2015-08-12T11:29:23Z

131.165.106.2:

[[Fil:Hjørring Stadion luftfoto.jpg|300px|thumbnail|right|Luftfoto over Hjørring Stadion 1949-1950. Foto Historisk Arkiv, Hjørring]]
[[Fil:Hjørring Stadion2014.JPG|500px|thumbnail|left|Hjørring Stadion umiddelbart før den gamle tilskuertribune blev revet ned i sommeren 2014. Fotograf: Peter Gravers Nielsen]]
Allerede i slutningen af 1880’erne havde Hjørring et rigt idrætsliv,
idet byen havde både en gymnastikforening og en [[Hjørring Kricketklub|kricketklub]], men først i 1930
fik byen et rigtigt stadion. Indtil da havde Markedspladsen på den nuværende
gymnasiegrund fungeret som sportsplads, hvilket blandt andet indebar, at sportsudøverne altid først måtte fjerne dyrenes efterladenskaber, før træningen kunne begynde. Hjørring Stadion blev anlagt gennem et
samarbejde mellem [[Hjørring Idrætsforening]] og [[Hjørring Kommune]]. Der blev lavet
en løbebane og en springbane til længde-, stang- og trespring samt plads til
diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.
Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

I 1936 overtog kommunen stadion efter interne stridigheder mellem byens to idrætsforeninger,
[[Arbejdernes Idrætsforening]] og Hjørring Idrætsforening. Efter den tyske besættelse, hvor
bl.a. en omfattende materialemangel vanskeliggjorde vedligeholdelsen af de kommunale
anlæg, var stadionet i så sørgelig en forfatning, at der skulle ofres
betydelige beløb for at bringe det i brugbar stand. Der forelå dengang to muligheder: Enten at istandsætte det
eksisterende stadion eller at opføre en helt ny idrætspark, således at man
kunne få et nyt kombineret atletik- og fodboldstadion og integrere næsten alle
byens sportslige aktiviteter, inkl. tennis og svømning. Det blev dog af økonomiske
grunde besluttet at udbygge det eksisterende fodboldstadion, samt at opføre en tribune
til ca. 250 personer. På grund af materialesituationen måtte byggeriet
imidlertid stilles i bero, men efter en brand i stadionbygningen i 1948,
besluttede man at ansøge om materialebevilling til opførelse af tribune med
omklædningsrum. I 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge en tilskuertribune og
nye omklædningsfaciliteter. [[Fil:Plantegning stadion.jpg|500px|thumbnail|left|Plantegning over tilskuertribunen, som blev opført i 1949. Tegningsmateriale: Hjørring Kommunearkiv ]]I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på
stadion, så der bl.a. blev 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000
tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og
Frederikshavn i 3. division vest.

I 2011 var det nu 62 år gamle stadion efterhånden ved at være utidssvarende og Hjørring Byråd besluttede derfor, at der skulle opføres et nyt stadion. En trængt kommunekasse vanskeliggjorde dog projektet og planerne blev lagt på hylden. To år senere, i 2013 vedtog byrådet, at stadionet på skulle renoveres og i sommeren 2015 kunne det nye Femhøje Stadion med bl.a. to nye idrætshaller og en ny tribune med 600 siddepladser indvies. Stadionet, som ved dets opførelse kan bryste sig af at være Danmarks mest bæredygtige, blev opført i kraft af et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hjørring VUC og HF og Hjørring private Realskole.

Historier fra fortid og nutid nr. 6, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

Kilder:

[http://www.vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Forside/VHMNyt%20nr%2032%20WEB.pdf Støve, Christian: Hjørring Stadion - et tilbageblik. VHM-nyt september 2014]

[http://vhm.ziteman.com/archive/leksikon/hjleksikonstadion.htm Hjørring Leksikon, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum]

[http://vhm.dk/archive/Vhm_Dansk/Dokumenter%20og%20filer/Dokumenter%20-%20Arkiv/Hj%C3%B8rring%20Historier/44_a5_web.pdf Hjørring historie nr. 44, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[kategori: Lokaliteter]]
[[kategori: Sport]]
[[kategori: Hjørring Historier]]

Kirsten Marie Christensen (1860-1935)

2015-06-17T07:13:37Z

131.165.106.2:

{{infoboks personer|
Personnavn = Kirsten Marie Christensen |
Billede = [[Fil:KirstenMarieChristensen.jpg|200px|thumbnail|Foto: Det Kongelige Bibliotek]]|
Født = 1860|
Død =1935 |
Uddannelse = Lærerindeeksamen fra Kvindeseminariet

i Horsens i 1882|
Erhverv=

Lærerinde i Nordby 1883-88,

Lyngså 1888-1902,

Bagterp 1902-1925.|

Politiske hverv=

Medlem af værgerådet for Sct. Hans

Sct.Olai sogn 1905-1922

Medlem af Hjælpekassen for Sct. Hans

Sct. Olai sogn 1908-1918

Medlem af Landstinget 1918-1932

Medlem af Skolekommissionen af 1919

Medlem af Overværgerådet 1922-1935 |
Far = Mads Christian Christensen (1827-1904) |
Mor = Karen Jensen (1833-1879)
| Ægtefælle1 = | Ægtefælle2 = | Ægtefælle3 = | Børn = | Bopæl = | }}

Samtidig med at folketingsvalget lurer lige om
hjørnet, fejrede vi d. 5. juni 100-året for den vigtigste ændring af grundloven nogensinde. I 1915 fik både kvinder og tjenestefolk nemlig adgang til at stemme
og blive valgt til [http://da.wikipedia.org/wiki/Rigsdagen Rigsdagen] og andelen af stemmeberettigede steg fra 14-41 % af befolkningen.

Ved det næstkommende valg i 1918 var Marie Christensen fra [[Hjørring Købstad|Hjørring]] en af de 9 kvinder,
for hvem det lykkedes at blive valgt til [http://da.wikipedia.org/wiki/Landstinget Landstinget]. Marie Christensen, som var født i Paabøl i
1860, flyttede til Hjørring i 1902, hvor hun virkede som lærerinde i Bagterp. På
dette tidspunkt var politisk aktive kvinder noget af et særsyn, men Marie
Christensen trodsede tidens normer og i 1905 blev hun valgt som medlem af
værgerådet i [[Sct. Hans - Sct. Olai Sogn|Sct. Hans – Sct. Olai Sogn]] og i 1908 fik hun også plads i sognets
hjælpekasse. En af årsagerne til, at man hurtigt accepterede hende trods det, at
hun var kvinde, er sandsynligvis, at hendes bror var den prominente venstre
politiker [http://da.wikipedia.org/wiki/J.C._Christensen J. C. Christensen], der senere blandt andet blev kirke- og
undervisningsminister.

[[Fil:Marie Christensen.jpg|400px|thumbnail|left|Udsnit af protokol for valg til valgmænd i Hjørrings 3. kreds, hvor Marie Christensen figurerede som nr. 4. på venstres liste. Lidt længere nede som nr. 8 på listen ses endnu en kvinde, nemlig Helga Schewing, der blandt andet var formand for Dansk Kvindesamfund i Hjørring fra 1903. Landstingsvalgene var indirekte, så først efter at valgmændene var blevet valgt, skulle disse udvælge de endelige landstingsmedlemmer. ]]

Allerede i 1908 havde kvinder fået adgang til at stemme
og stille op til de kommunale valg og af valgprotokollen fra Sct. Hans – Sct.
Olai Sognekommune fremgår det, at Marie Christensen stillede op til
sognerådsvalget i 1913, hvor hun dog ikke blev valgt. Hun var desuden aktiv indenfor
[[Dansk Kvindesamfund, Hjørring|Dansk Kvindesamfund]], hvor hun var medlem af Hjørringkredsen i perioden
1910-1917.

I Nordjysk Dagblad fra 1918 fortæller Marie Christensen, at hun får 10 kr. om dagen i diæt for
arbejdet i Rigsdagen, hvilket for mange var en ”''svimlende Sum''” og til spørgsmålet om, hvorvidt der også ville komme
en dag, hvor kvinderne ikke bare blev valgt ind i Rigsdagen, men også ville
komme op på ministertaburetten, svarer hun: ” ''Naah, naah, naah, lad os nu tage lidt langsomt paa det''.” I det hele taget gik Marie Christensen til hvervet som blandt de første kvindelige landstingsmedlemmer med en vis beskedenhed; fx skulle hun have udtalt, at
kvindernes første opgave var: ”''At bane Vejen for dem, der kommer efter os'' (…)''Som Følge af denne min Opfattelse har jeg altid holdt mig noget tilbage og aldrig taget Ordet, uden at jeg syntes, jeg havde noget særligt paa Hjertet, eller naar jeg af mit Parti valgtes til Ordfører''''”

Marie Christensen sad i Landstinget indtil 1932 og hun gjorde sig først og fremmest bemærket indenfor områder,
der vedrørte børn og skoleforhold. Blandt andet kæmpede hun for at forbedre
læreruddannelsen samt oprettelsen af et statstilskud til børnehaver.

'''Kilder:'''
Hjørring Kommunearkiv: Protokol for valgene af valgmænd i Hjørrings 3. kreds til at deltage i valg til landstingsmænd 1852-1918.

Hjørring Kommunearkiv: Valgprotokol for Sct. Hans - Sct. Olai sognekommune 1897-1950

Andersen, Nina: Kvinder paa Tinge i: Kvinden i Danmark, 1942

[http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/612/origin/170/query/marie%20christensen/ Dansk kvindebiografisk leksikon]

Historier fra fortid og nutid nr. 5, juni 2015, Hjørring Kommunearkiv, [http://www.vhm.dk Vendsyssel Historiske Museum]

{{Kommunearkiv}}
[[Kategori: Personer|Christensen, Kirsten Marie]]
[[Kategori: Politikere|Christensen, Kirsten Marie]]
[[Kategori: Historier fra fortid og nutid]]