Redningsvæsen

I omkring 150 år har der eksisteret et organiseret redningsvæsen ved de vendsysselske kyster, som har reddet hundreder af søfareres liv, uden tanke for eget liv og levned.

For søfolk var det ofte forbundet med stor fare at passere Skagen og Vendsyssels vestkyst. De mest almindelige grunde til forlis var bl.a. storme, ukendskab til strømforholdene og tåge.

Langs den jyske vestkyst, fra Skagens rev til grænsen, strandede der i perioden 1858-1892 1722 skibe. Det vil sige næsten et om ugen.

Redningsvæsnet blev organiseret i starten af 1850'erne bl.a. på initiativ af kammerråd Christoffer Berent Claudi. Men allerede inden havde den lokale befolkning ved eget initiativ ofte forsøgt at redde skibbrudne fra de mange strandinger ved Vendsyssels kyster.

Redningsmændene har bestået af frivillige fiskere og søfolk, som har været klar til at rykke ud, når der har været behov for det. Ofte har det været en tradition indenfor familierne ved kysten at stille med redningsmænd generation efter generation. Redningsarbejdet har langt fra været ufarligt. I perioden 1856-1970 døde der 44 redningsfolk ved den nørrejyske vestkyst. Enten under redningsaktioner eller ved øvelser.

En af mindestenene i Sct. Knuds kilde i Hjørring er rejst til ære for Vendsyssels uforsagte Redningsmænd