Personlige værktøjer

Munchs Hotel, Tornby Strand

Fra WikiVendsyssel

Skift til: Navigation, Søgning

Sommeren 1939 åbnede et lille konditori ved Tornby Strand. Det blev forløberen for Munchs Hotel som senere skulle danne rammen om ikke blot landliggeres ferie fra nær og fjern, men i lige så høj grad om egnens beboeres selskabelige aktiviteter. Mange familier kan se tilbage på mærkedage som dåb, fødselsdag,sølv- og guldbryllup m.v. som er blevet fejret her. Åbningen af det nye kaffested var et svar på en stadig mere yndet fritidsbeskæftigelse blandt høj som lav; at tage til stranden og bade og for nogles vedkommendeendda bo der i længere tid som landliggere. Allerede i 1895 åbnede det nærliggende Hotel Strandlyst – men for de kaffetørstige, som kom lige fra stranden og en tur i bølgen blå, var det noget lettere at frekventere 1. salen i Linda og Aksel Munchs bolig.


De to var blevet gift i 1938, og Aksel tjente til den nye familie ved fiskeri, som så mange andre i området. Fangsten cyklede han selv rundt med og solgte. Hænderne var skruet rigtig på og han lavede selv møblerne til det nye hjem. I bryllupsgave fik det unge par en mindre sum penge fra redningsvæsenet, og forden købte de to sofaer og en stor buffet, som i mange år stod i restaurationen, på den måde kunne udgifterne til det nye konditori holdes nede på 2.000 kr.


Allerede den første søndag var succes’en hjemme med et salg på 70 kr. og året efter i 1940, hvor besættelsen og tyskerne havde holdt sit indtog, blev konditoriet udvidet til sommerpension med restaurant, samtidig med at parret Munch byggede privat bolig på en grund lidt længere oppe ad Strandvejen. Sommergæster kunne for den beskedne sum af 2,50 kr. om dagen få både ophold og fortæring. Boligen blev senere udvidet til at have hele 12 værelser specielt til feriegæster.


Besættelsen bød i øvrigt ikke på de bedste betingelser for strandliv og hoteldrift. Tyskerne byggede 2 betonmure tværs over nedkørslen til Tornby Strand lige overfor konditoriet samt et par bunkers lidt sydligere, som var konstant bemandede med vagter, som holdt øje med en frygtet engelsk invasionfra søsiden.


Efter besættelsen blev sommerpensionen udvidet med først en kiosk, senere en købmandsbutik som vi kender den i dag.


Udover jobbet som hotelvært og fisker bestred Aksel Munch også hvervet som strandfoged på strækningen fra Hirtshals Fyr til Liver Ås udløb. Det hørte med til hvervet at bjærge strandingsgods, som blev solgt om foråret på forstrands auktioner.


Priserne på strandingsgodset var ikke altid de bedste og måske som følge heraf oprettedeAksel Munch et savværk ved siden af sommerpensionen. Mange af sommerhusenerundt omkring Tornby har gulve og terrasser af strandingstræ forarbejdet på Munchs savværk.


Søndagden 9. april 1972 udbrød der brand i restauranten og både den og køkkenregionen udbrændte sammen med dele af købmandsbutikken. Allerede året efter, bl.a. takket være savværket, stod hotellet dog klar igen.


Linda Munch døde i 1979 og Aksel Munch i år 2000, hvorefter hotellet blev drevetvidere af døtrene Aase og Britta (Pylle) Munch. Fra 2005 er restauranten forpagtet ud til Lene Kongerslevtidligere køkkenchef fra det nærliggende Hotel Strandlyst.

Kilder:

Fra Egnens Fortid 2008;Svend Boye Pedersen: Munchs Hotel ved Tornby Strand.

Tornby-Vidstrup Sognearkiv

www.munchshotel.dk