Personlige værktøjer

Hjørring Amts Andels Svineslagteri

Fra WikiVendsyssel

Skift til: Navigation, Søgning
Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering: 1900

Hjørring Amts Andels Svineslagteri blev oprettet i 1891, efter at bestyrelsen for Hjørring Amts Landboforening havde rejst spørgsmålet i 1887. I 1887 var der udbrudt svinepest i Danmark. Konsekvensen var den, at myndighederne indførte et forbud mod at indføre svin til Tyskland på grund af smittefare.


Derfor måtte man heller ikke føre svin fra en egn af landet til en anden. Som et resultat af svinepesten faldt svinenoteringen til 18 øre pr. pund. Da landmændene opdagede at den betaling, som de fik udbetalt, var for lav i forhold til de engelske flæskepriser, opstod tanken om at oprette andelsslagterier med bønderne som ejere.


Landboforeningen indbød landstingsmand P. Bojsen, der havde været fortaler for et andelsslagteri i Horsens til møder i blandt andet Hjørring i 1888. Efterfølgende holdt man møde i Forsamlingsbygningen, for at finde ud af, om der var interesse for et andelsslagteri, eller om man skulle leje det private Hjørring Slagteri. Det sidste synspunkt havde landboforeningens formand Tutein. Men en afstemning blandt de fremmødte viste, at 90 stemte for et nyt slagteri, og en stemte imod forslaget. Slutteligt blev der nedsat et udvalg, der skulle arbejde videre med oprettelsen af et slagteri.

Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri.

Efter at der havde været afholdt møder rundt omkring i landsdelen i januar 1889 arrangeret af det nedsatte udvalg, der arbejdede med oprettelsen af et andelsslagteri, begyndte tegningen af garanter og andelshavere. Den 6. april var man kommet så langt med planerne, at man kunne påbegynde bygningen af andelsslagteriet, når man havde fået tegnet en årlig levering af 20.000 svin. Det gav problemer. Ved et møde den 21. september manglede der aftaler om levering af 6000 svin. Det blev derfor besluttet, at man ville prøve at nå de 6000 leveringer eller at indgå en aftale med udvalget for Aalborg Amt. Sandsynligheden for at andelsslagteriet blev placeret i Aalborg var stor.

Derfor søsatte redaktøren for Vendsyssel Tidende, redaktør Vilhelm Carlsen en agitationskampagne i avisen til støtte for opførelsen af et andelsslagteri i Hjørring. Den 7. februar 1889 oplyste udvalget bag andelsslagteriet, at der var tegnet aftaler om 21.376 svin og en garantisum på 281.000 kr.

2005 DC Hjørring Slagteri

Bestyrelsen fandt en egnet grund syd for banelinjen ved Bispensgade. Prisen var 9000 kr. Slagtningerne begyndte den 10. januar 1891, og prisen for opførelsen var 113.714,69 kr. Der var tilknyttet en halv snes butiksudsalg til slagteriet. Der var blandt andet butiksudsalg i Stokbrogade, Strømgade og Bispensgade.


Udsalgene blev lukket i 1970’erne. Det sidste udsalg, der blev lukket, var udsalget i Strømgade. Det blev lukket den 24. april 1976. Slagteriets udsalg har eksisteret meget tidligt, idet der i en annonce fra 1907 står, at ”det anbefales at medbringe tallerken eller fad, da det kogte flæsk ikke kan indpakkes i papir”.


Besættelsesårene satte også sit præg på slagtningerne på Hjørring Amts Andels Svineslagteri. For eksempel havde slagteriet følgende annonce i Hjørring Bladet den 14. januar 1942: "Vi anbefaler vore Kunder i By og på Land at prøve kaninkød til Erstatning for andet Kød. Det faas hver uge fra Torsdag i vore Butiker Stokbrohus og Bispensgade 14." Endvidere aftog slagteriet fjerkræ, får, fjordlam og vædderlam i 1942 og 1943.


I efteråret 1965 led planerne om sammenslutning af de fem slagterier i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev og Vrå skibbrud, men bestyrelserne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring fortsatte forhandlingerne om et tættere samarbejde.

Personalet ved Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering 1930-1940

Vendsyssel Tidende skrev den 4. december 1965, at der var stort flertal blandt andelshaverne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring for at samle de to slagterier. I Frederikshavn stemte 98% for og i Hjørring var tallet 84,6 %. En af betingelserne for fusionen var, at andelshaverne ved Frederikshavn Slagteri skulle forpligte sig til at 80% af slagtningerne fandt sted i Hjørring, og at Frederikshavn Slagteris lejemål på havnen kunne forlænges fra 1971 til 1984.


Efter fusionen blev slagteriet i Frederikshavn omdannet til pølsefabrik. I 1970 fusioneredes Frederikshavn og Hjørring med Brønderslev og Sæby under navnet Wenbo. Da slagteriet i Frederikshavn ikke kunne få fornyet sine lejemål med Frederikshavn Havn i 1971, blev produktionen af pølser flyttet til Brønderslev og slagteriet i Frederikshavn blev lukket.


I 1985 fusionerede slagteriet Wenbo med Sundby til Sundby/Wenbo, og i 1990 blev Sundby/Wenbo fusioneret med Østjyske og Tulip til Danish Crown. Den 19. januar 2005 oplyste Nordjyske Stiftstidende, at Danish Crown ville lukke slagteriet i Hjørring.


Det havde hidtil været planen at stoppe med slagtninger og opskæring i Hjørring, men udbening forsvandt også i den nye plan. Slagteriet i Hjørring blev endegyldigt lukket i sommeren 2005, og omkring 500 slagteriarbejdere mistede deres arbejde. I dag ligger butikscenteret Bispetorv hvor slagteriet lå.

Kilder:

1. Hjørring historie nr. 45, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum