Personlige værktøjer

Byrådsvalget i Hjørring i 1894

Fra WikiVendsyssel

Skift til: Navigation, Søgning
Hjørring Byråd 1895. Efter at indenrigsministeriet havde afsagt sin dom, kunne Adolph Andersen indtage sin plads ved bordet i byrådssalen på det gamle rådhus på Torvet. Fra venstre ses: Avlsbruger Jens Jensen, Købmand Adolph Andersen, Apoteker N. Th. Nielsen, Brænderiejer Th. P. Olesen, Sagfører Henrik Schmidt, Snedkermester Laurits Haslund, Borgmester V. H. Thomsen, Direktør Mads Nielsen, Herredsfuldmægtig Møller, Sagfører Anders Jacobsen, Købmand Albert Gylling, Branddirektør B. G. Koch, Købmand Conrad Rasmussen. Foto: Historisk Arkiv, Hjørring

Indtil byrådsvalget i 1894, havde det konservative parti, Højre, siddet tungt på magten i Hjørring byråd. Men for første gang i Hjørrings historie fandtes der her i 1894 en reel opposition til partiet højre. Dette var en konsekvens af, at købmanden Adolph Andersen i 1891 havde stiftet Arbejdersamfundet, der var en forløber til Socialdemokratisk Forening i Hjørring. Ved valget dannede Arbejdersamfundet en fælles liste med Hjørring Liberale Forening og til sammen fik de to partier en snæver sejr over kandidaterne på Højres liste. Det, der gjorde det endelige udslag, var, at Adolph Andersen fik nogle enkelte stemmer mere end den garvede højrepolitiker Jørgen Høygaard Nielsen.

Det opsigtsvækkende valgresultat førte til en klagesag fra 11 borgere, der mente, at oppositionens kandidater havde udøvet pres på visse vælgere på valgdagen samt at Adolph Andersens navn på nogle af stemmesedlerne ikke var skrevet korrekt, hvorfor man ikke kunne være sikre på, at stemmen retteligt tilhørte ham. Det siddende byråd skulle tage stilling til klagen og kun Branddirektør Koch gav Adolph Andersen medhold, da han var det eneste byrådsmedlem, der ikke tilhørte partiet Højre. Adolp Andersen appelerede imidlertid afgørelsen og sagen endte helt i indenrigsministeriet, der endte med at give Adolph Andersen medhold.